Glem talenterne og omfavn processen

Dansk fodbold blev slået i gulvet af finanskrisen. Giv Superligaen tid til at rejse sig igen.


Proces er et fyord i dansk fodbold. Det er det i hvert fald blevet efter en række trænere i årenes løb har gjort flittig brug af ordet. Typisk i lidt dårligere tider. Proces til kvalmegrænsen fik man indtrykket af.


Men måske proces er på sin plads at bruge om Superligaen netop nu. Og mere end nogensinde før. DBU’s talentchef Flemming Berg har efterlyst flere talenter og truet/lovet pisk eller gulerod for at få flere danske talenter på banen i stedet for gennemsnitlige udlændige, som det forklares. Forleden var Brøndbys grand old man Per Bjerregaard en tur i Ekstra Bladets spalter, hvor han udtrykte bekymring over antallet af udlændinge på holdet i den klub, han om nogen byggede op fra og på en græsmark.

De har begge pointer, der skal anerkendes. Bare ikke nu.


Superligaens medlemmer trænger simpelthen til ro, før der igen meldes krav og store forventninger op.


Finanskrisen var brutal og hård. Efter fede år i begyndelsen af 00erne fik de danske klubber en på munden. Sponsor- og transferindtægterne faldt og en lille rundtur på Google og et udpluk af blodrøde mareridtsoverskrifter var ikke langt væk.


I marts 2010 præsenterede AaB et underskud på 87 millioner kroner for 2009. I 2012 var underskuddet faldet til 14,4 millioner kroner.


OB præsenterede et regnskab for 2012 med et underskud på 26,5 millioner kroner efter skat.


Brøndbys underskud på 30 millioner kroner for første halvdel af 2016. Regnskabet for 2014 lød på 154 millioner kroner. Det kostede AGF 53 millioner kroner at rykke ud af Superligaen, kunne man læse i Business i foråret 2015, og FCM fremviste et underskud på 64,7 millioner kroner for sæsonen 2014/15.


Parken Sport & Entertainments økonomi kan jeg sgu ikke helt overskue, men fandt et skriv på TV2.dk, der nævner en gæld på 1,1 milliarder kroner. Det er dog tydeligt, at fodbolddelen ikke lider nød, og har økonomiske muskler, der gør FCK ret enestående i Norden, men med fed streg under ’så længe de leverer’.


Jeg husker Ståle Solbakken forklarede, da FCK for en sjælden gangs skyld kiksede et europæisk gruppespil, efter Jablonec i august 2015 sendte dem ud af kvalen, at han i det efterfølgende transfervindue var nødt til at sælge spillere for at få budgetterne til at mødes.


Så længe man præsterer. Det er der, hvor dansk fodbold igen er på vej. Med mulighed for at præstere og det kræver ro på i en periode.


Brøndby er gældfri, AaB har en solid egenkapital, og selv om OB og AGF ikke just shiner for tiden, så skal de have respekt for at gå en trænervej, der kan føre dem tilbage til noget rigtig godt. Giv dem lidt snor.


Fodboldmæssigt er der en tendens i Danmark til at ville det hele. Lands- og klubhold skal spille sprudlende med Laudrup-vip og andet halløj og helst udført af 18-årige danskere, som efterfølgende kan sælges til Liverpool for store summer. En 1-0 sejr i Parken over et usexet hold fra Østeuropa er ikke rigtigt en sejr vel? De tre point tæller ligesom kun, hvis modstanderne er hopla-driblet ud af brættet med 7-1. Og helst en af de sejre, der kan kaste en notits af sig i udenlandske aviser, så vi kan bringe historien om; ’Europa jubler over dansk dynamit’.

Sepp Pionteks 80’er fyrværkeri kaster lange skygger over dansk fodbold den dag i dag, og fortrængt er, landets største triumf blev sikret efter en anderledes beregnende spillestil i 1992. Det er i grunden mærkeligt, at dansk fodbold ikke gik kontra-fodbold amok efter Ricardos EM-sejr, men fynboens veje til guld talte ikke rigtigt. Vi er jo Nordens brasilianere og alt det jazz.


Det smitter af på vores forventninger til Superligaen den dag i dag. Og når dansk fodbold helt tydeligt ikke kan alverden for tiden, så opstår der en art fejlfinderkultur. Der mangler talenter, danskere eller tilskuere eller hvad ved jeg. Hele tiden er der noget at skrue på.


Men der er ikke brug for at finde fejl nu. Når Fodbold-Danmark har besluttet, at en Superliga-struktur skal indeholde 14 hold og med forskellige former for slutspil, og alle advarsler fra inspirationskilden den belgiske liga gik i retning af svag publikumsinteresse for selve grundspillet, så kan det ikke overraske, at det er gået præcis sådan.

Da jeg var på BT mødte jeg talsmanden for sammenslutningen af belgiske fangrupper til en kop kaffe på Israels Plads i København, og Dirk Vos var ret klar i mælet. Grundspillet gad kun de mest passionerede fans, mesterskabsdelen derimod trak mange fans og mediernes interesse. Mon ikke det også går sådan her til lands.


Med denne model kommer den store interesse først og formentlig kun for mesterskabsslutspillet, men vi er ikke engang kommet igennem første sæson med denne struktur, før tilskueraspektet problematiseres. Hvis slutspillet som håbet ruster 3 danske hold godt nok til at de blæser i europæiske gruppespil til næste sæson, så skal jeg love for, at der vil blive hoppet højt og knaldet laksko-hæle sammen rundt om på direktionsgangene. Og så kommer tilskuerne som naturlige ledsagere til succesen, men vi er nødt til at vente og se. Og ikke bedømme efter en sæson og da slet ikke efter en halv.


Og for at runde belgierne af. Der er også en vis ærgerlighed over, at ingen hold i den bedste række har færre end ti udlændinge i truppen, men de lever med det ud fra en forståelse om, at belgisk fodbold står bedre rustet ved at rekruttere fra hele verden end udelukkende egne akademier. Det øger chancen for succes på banen og transfermæssigt. Når Club Brugge ender med at stange to millioner euro ud i transfervinduets slutfase for en rumænsk kant frem for at give chancen til et belgisk talent, så er det for at minimere risikoen. De anerkender, der er en god chance for rumæneren slår til fra dag et og kan sælges efter 1-2 sæsoner med profit. Fodbold er mere økonomi end ideologi these days.


Dansk fodbold er i gang med et kæmpe puslespil for tiden. Landsholdet er i min optik i dyb krise med tydelig og tætbeskreven konflikt på de indre linjer, og de klubber vi må forvente skal være Superligaens toneangivende er så småt ved at rejse sig fra finanskrisen, nedrykninger og håbløse direktionsbeslutninger. Der kommer mere fra AGF og OB. AaB har også et enormt potentiale. Brøndby helt indlysende, og FCK har været tæt på blændende for et dansk hold i efteråret. FCM skal lige finde sig selv og især en spillestil, men de skal nok komme igen.


Det tager bare tid, det kræver tålmodighed, og vi er ikke nået længere med genopbygningen end, vi skal glæde os over de steder, der laves positiv bundlinje. Superligaen er en udviklingsliga, den præmis accepteres bredt. Og vel at mærke en liga der for få år siden fik slået de økonomiske tænder ud, og først nu er ved at finde et bid igen, og hvis en healingproces kræver et par ukendte billige udenlandske navne på holdkortet hist og her for at komme tilbage på sporet, så fred med det. Desuden kan man godt være nervøs for et krav om x antal danske spillere på holdet vil sætte gang i en uhensigtsmæssig lønspiral, så lad os slække på kravene og lade det hele spire lidt i fred og ro.


Selv om tid + proces = fy fy.


Superligaen får snart sin gang på de danske græsplæner igen, når vinterpausen er forbi. Få overblikket over de første runde her.