Er Superligaens sportschefer virkelig så dårlige?

Agenter hjalp klubber i Superligaen i noget nær halvdelen af alle handler sidste år. Skal sportscheferne virkelig have assistance så ofte?

Af Søren Sorgenfri

Undskyld den provokerende rubrik, men det er et relevant spørgsmål. Er sportscheferne rundt omkring i Superligaen virkelig så dårligt klædt på til deres arbejdsopgaver, så de igen og igen skal hjælpes af forskellige agenter med at lande spillere, der ellers virker ret kontaktbare. Eller er der i virkeligheden noget andet på færde?

I december måned kunne Politiken berette om en ’skattefinte’ i dansk fodbold. Dette som en af flere afsløringer under temaet ’Football Leaks’ (og selv om Politiken ikke er en type avis, der sælger sig på sportsjournalistik – desværre – så håber jeg journalisterne bag ’Football Leaks’ Jeppe Laursen Brock og Jacob Sorgenfri Kjær (nej vi er så vidt vides ikke i familie) har været et stort skulderklap af avisens chefer for en stærk indsats).

Politiken skrev i artiklen ’Skattefinte er udbredt i dansk topfodbold’ 9. december:

”Danske klubber og spillere risikerer et skattesmæk i millionklassen som følge af en finte, der har bredt sig i europæisk fodbold.

Skattefinten går ud på, at en spiller og hans agent typisk dropper eller lader deres faste repræsentationsaftale løbe ud.

Forud for forhandlingen af en ny spillerkontrakt lader agenten sig så i stedet hyre og aflønne af klubben. Spilleren slipper dermed for at betale salær og skat, mens klubben sparer momsen. Men konstruktionen er på kant med loven.”

Sagen er ikke rigtigt blevet fulgt op af andre medier til trods for, at der helt indlysende bør være grund til at grave videre, men det er måske et udtryk for underbemandingen i dansk fodboldjournalistik. Eller fokus er rettet mod klikbare historier skrevet på kort tid, eller det faktum at et transferrygte trækker mere trafik end dybdeborende journalistik gør. Klik er Gud. Eller hvad ved jeg. Det er i hvert fald en sag, der har fået lov til sådan stille og roligt at fordampe, og det kan klubberne derude kun være glade for. Fordi ingen af dem vil, ved deres fulde fem, stå frem og bakke Politikens tese op. At der spekuleres i skattemæssige krumspring.

OB skriver eksempelvis på deres hjemmeside om klubbens værdier og politik:

”Odense Boldklub forbedrer konstant vores sportslige resultater, og vi gør det på højeste niveau i Danmark og Europa uden at sætte vores økonomiske integritet over styr.”

Flere klubber har tilsvarende gode intentioner og visioner. Alligevel er det tankevækkende, at cirka halvdelen af alle handler alene i 2016 er gennemført med en agent til at hjælpe klubben med at lande X spiller.

En agent er en forhandler og en rådgiver. En der skal sikre de bedste vilkår på spillerens vegne og især kende regelsæt og tilsvarende på spillerens vegne. Jeg har i tidens løb hørt om eller er stødt på en del fodboldspillere, der ikke gennemlæste deres kontrakter. De spurgte agenten om grundbeløb og bonus i kontrakten og ikke mere. Derfor er det afgørende for de fleste spillere, at de har en agent til at varetage deres interesser omkring ansættelsesforhold.

Det hører til sjældenheder, at spillere forhandler deres egne kontrakter, og det er i tiltagende grad blevet almindeligt, at selv helt unge spillere har en agent. Kampen om spillernes underskrifter er hård. Og agentklimaet i Danmark tilmed så dårligt, at den danske agentforening brød sammen for år tilbage og er opløst. Det er alle mod alle. Med andre ord virker det som om langt størsteparten af alle spillere her til lands har en agent – indtrykket forstærkes, når man google’r de enkelte spillere igennem, og finder at langt de fleste af dem har agenter, der udtaler sig på deres vegne – men disse rådgivere er ofte fraværende, når kontrakterne skal underskrives. Her står agenterne pludselig opført som klubbernes mænd.

Det fortælles af kilder i miljøet, at det er blevet et ofte anvendt greb, at agent og spiller opsiger den indgåede repræsentations-aftale kort før spilleren tilbydes kontrakt af ny klub eller kontraktforlængelse. Netop for at undgå skattedelen som beskrevet af Politiken. Samarbejdet kører så de facto videre.

Det er altså helt normalt, at en handel gennemføres med en agent som fødselshjælper for klubben, og spilleren, ifølge den oversigt som DBU har forpligtet sig til at sende ud hvert år, sidder alene på sin side af forhandlingsbordet.

Sådan er det i cirka halvdelen af alle handler ifølge oversigten. Er det et troværdigt billede? Og hvorfor skal sportschefer have konsulenthjælp i det omfang?

Man må gå ud fra, at sportschefer i Superligaen kan deres kram. Og at de kender regler, kontraktreglementer og selvfølgelig har et godt og bredt netværk. Ikke mindst til at finde spillere hvor de fleste klubber også har en scout eller to som ekstra øjne.

Dog sidder der ifølge oversigten en agent med på klubbens side i hver anden handel. Vi må gå ud fra, at agenten i de tilfælde er en art konsulent, der bistår en særligt vanskelig opgave, som kun han kan løfte, eller som klub og sportschef bare skal have hjælp til. Eller det kan i visse tilfælde måske tolkes som en art scouting-opgave, hvis agent X finder spiller X i det store udland, og tænker måske er netop den spiller noget for den eller den danske klub. Så skal han selvfølgelig aflønnes for sit falkeøje og overblik, hvilket giver mening.

Jeg ved ikke, om det forholder sig sådan, men et eksempel på en agent som scout kunne måske være Allan Bak, der finder Doneil Henry som overskudsspiller i West Ham og sætter ham op med Horsens. Igen. Jeg ved det ikke, men tænker det kunne fint hænge sådan sammen og give mening på den måde.

Men var det virkelig nødvendigt for OB at have en agent som rådgivende konsulent for at lande Kenneth Emil Petersen? Med fortid i Horsens og AaB er han jo ikke ligefrem et ukendt navn for beslutningstagerne i OB. Men det var måske bare en så overordentlig vanskelig case, at der måtte hjælp til. Som det også var, da Lasse Rise skulle vende tilbage til sin ungdomsklub Lyngby BK.

AaB havde en nem dag på kontoret, da Edison Flores kom til. Der er der ifølge oversigten tilknyttet agenter på både klub og spillerside. Tilmed agenter der tilsyneladende repræsenterer samme firma, men der er formentlig en 100 procent gangbar forklaring.

I øvrigt er det en af få handler i AaB, hvor der er tilknyttet en agent på klubsiden, hvor Sønderjyske noget oftere skal have assistance af en agent. I otte af ti handler ydes der agenthjælp til ledelsen i SønderjyskE og dertil er en enkelt handel opgivet dobbelt-repræsentation. Altså også her har en agent hjulpet til på klubbens vegne.

At samtlige udenlandske agenter der har lavet en handel med en dansk klub, alle står opført som repræsentant for den danske klub, det undrer vel ingen, hvis man altså tager de paranoide briller på. De har (heller) ingen interesse i at betale dansk skat, men det er selvfølgelig ikke det, der er tilfældet. Selvfølgelig.

Jim Solbakken udtalte sig som agent for Mohammed Fellah i Esbjerg-tiden, og forklarede blandt andet, at nordmanden var lunken for at vende tilbage til hjemlandet. Solbakken kunne dog være FCN behjælpelig med at lande den hurtige offensivspiller ifølge oversigten.

Så måske er det bare det, det hele handler om. At danske sportschefer ret ofte har brug for en hjælpende hånd. Sådan må det være. Eller?