Det kan ende med et fornuftsægteskab mellem Brøndby og Hjulmand


Foto: TT

Af Søren Sorgenfri


Mesterskabsspændingen forsvandt hurtigere end fodboldfolket kunne sige forår og slutspil. FC Midtjylland smed guldchancerne i løbet af april, og nu er den ulv barberet (og mon ikke der snarest nedsættes en komite, der kan gå i fællesdepression over den manglende guldspænding og lufte ide om en 2-holds struktur, hvor ingen af holdene må have mere end to points afstand på noget tidspunkt). 

FC København bliver mestre, FC Midtjylland tager sølv, og så kan fokus rettes mod bronzeduellen.

For Esbjerg vil det være enormt imponerende at nappe tredjepladsen som oprykker. Et kæmpe-boost og rygklar til Lammers og co. Det vil være et tilsvarende rygstød til Michelsens OB. Og ikke mindst så ofte udskældte Jesper Hansen, der ikke har haft det nemt som sportschef i det fynske. Hans ord i et tidligere interview om, at når han kørte hjem over Lillebæltsbroen, så var han på Jyllandssiden ’bare’ Jesper. Når han ramte Fynssiden, så var han sportschefen, som de fleste på Fyn har en mening om. Det kommer med jobbet, men bliver det OBronze ..(ho ho), så er det også en cadeau til ham.

For Brøndby vil fornemmelsen være anderledes. Med to sølvmedaljer i træk så vil bronze være et hæderligt plaster på en sæson, der har haltet, men heller ikke mere end hæderlig. Flere fans vil nok tænke, bronze.. og hvad så.

En sejr i pokalfinalen vil være anderledes håndgribelig med en plads øverst på podiet og i langt højere grad kalde på en fejring og champagne. De blå-gule melder udsolgt til deres del af billetterne til pokalfinalen, hvilket vidner om klubbens store opbakning selv på en regnvejrsdag.

Men Brøndby fokuserer allerede på næste sæson og især på trænerposten samt spillerkøb og salg. Der skal sælges for 44 millioner kroner, der skal nye spillere ind, og den tilgang står og falder med, hvem der bliver den kommende cheftræner. Det er ikke sandsynligt, at Martin Retov får chancen som permanent træner og fred med det – han har gjort et fint stykke arbejde som vikar, hvor ikke mindst pokalfinalen skinner.

Pilen peger på Kasper Hjulmand som kommende Brøndby-træner. Overskriftens brug af fornuftsægteskab skal ikke læses i en negativ kontekst. Men at det giver mening for begge parter.

Brøndby ser i Hjulmand, der træner der kan videreudvikle klubben med fokus på det offensive og underholdende spil med et direkte fokus samt øje for unge spillere. Og han er af indlysende årsager det eneste danske trænernavn på blokken.

For Kasper Hjulmand giver Brøndby også mening. Det er ingen hemmelighed, at han har set mod udlandet, men guderne skal vide, det er et nåleøje for en dansk træner at lande et job syd for grænsen. Flere belgiske klubber har vurderet ham, men vælger at gå en anden vej. Rosenborg meldes heller ikke som en realistisk jobmulighed, og da de udenlandske muligheder bliver færre og færre, så står Brøndby stærkere og stærkere i billedet. Det er indlysende. Og der må også være noget fagligt pirrende i et Brøndbyjob for en type som Hjulmand. Kan han tage dem til toppen?

Hvis Kasper Hjulmand siger ja til Brøndby, er det så fordi, han lader sig nøjes? Nej.

Det handler om en kabale, der skal lægges. Hvis Hjulmand – som fodboldspillere – har en ambition om at prøve kræfter med det store udland, så skylder han sig selv at undersøge det marked, før han takker ja til en hjemlig klub. Det forklejner ikke Brøndby. Det er bare praksis og havde Anderlecht nu tilbudt ham jobbet, ja så ville han vide, det kunne være chancen for at prøve udlandet igen. Og kun den chance. Men i en klub som Anderlecht, er der mange interessenter på spil på ledelsesgangene, og det tager tid at nå til enighed. Eller bare blive ved med at være uenige.

Det kan hverken Brøndby eller Hjulmand vente på. Derfor er det fornuft på den gode måde, hvis parterne finder sammen, og det kan der komme et solidt og frugtbart ægteskab ud af.