Brøndby skal nok få solgt for 44 mio. kr.


Foto: TT

Af Søren Sorgenfri


FC København kæmper for mesterskabet; Brøndby for at finde den blå-gule vej frem igen.

Så skal vi til det igen. Kampen, der ikke må kaldes ’New Firm’, står igen i kampkalenderen og giver i 90 minutter Superligaen lidt international flair. Ikke mindst på fansiden.

Den tid, hvor der kun var håneretten på spil er heldigvis forbi. Kampene mellem Brøndby og FC København har igen indflydelse på placering af ligaens medaljesæt. Brøndby kæmper for bronze, og gæsterne slås for guldet.

FC København har nu fem point ned til FC Midtjylland på andenpladsen. Så det er ikke kun Brøndby-fans, der håber på nederlag til FCK; det gør de også i Herning.

Det er netop i kampe, som dem mod Brøndby, at FC København skal smide point, hvis ulvene fra heden skal fastholde håbet om et titelforsvar.

Det kræver naturligvis, at FC Midtjylland finder tilbage på sejrssporet, men de ved, at FCK’s kampe mod Brøndby kan være sæsonafgørende.

For Brøndby kan kampene også være sæsondefinerende. Det har ikke været lige kønt på vestegnen, og forude venter et oprydningsarbejde for en kommende træner. Det bliver ikke Martin Retov, der skal genopbygge de blå-gule, og bliver det ikke Kasper Hjulmand, så bliver det slet ikke en dansker.

Ifølge mine oplysninger så er Hjulmand det eneste danske emne pt.

Hvis det lykkes for Brøndby at vinde pokalfinalen og dermed få en billet til Europa, så vil sæsonen være hæderlig. Det er ikke længe siden, at de kæmpede med ryggen mod muren, så de to seneste sæsoners sølvmedaljer har måske givet et falsk håb om noget større. Det tager tid.

Denne sæson har været en vanskelig omgang for dem, og det er et vink med en vognstang, at klubejer Jan Bech Andersen indtager formandsstolen. Han vil helt tydeligt være med hands on med tingenes tilstand og sætte yderligere skub i klubbens fremdrift. Og enhver der har mødt Jan Bech Andersen ved, at han står tidligt op og går sent i seng, hvis det er det, der skal til for at få tingene til at gå op i en højere enhed. Om det tager to, fem eller ti år, så virker han som typen, der ikke stiller sig tilfreds, før målet er nået.

Derfor er der også en vis tryghed i klubben for, at der nok skal blive solgt spillere for de nævnte 44 millioner kroner. Selv om dette betvivles flere steder i omverdenen. Kamil Wilczek og Hany Mukhtar er de mest iøjnefaldende aktiver, men glem ikke Dominik Kaiser. Der er ifølge mine informationer stor interesse fra købestærke klubber i 2. Bundesliga. Jamen, han har jo ikke imponeret videre i Brøndby? Det interesserer ikke de tyske klubber, der ikke anser Superligaen som målestok for ret meget. Kaiser har et godt navn i det tyske, og det kan Brøndby indkassere på. De 44 millioner skal nok komme ind.

Det som Brøndby på den korte bane har brug for, det er at vise omverdenen, at projektet stadig har gang på jord med point mod FC København. Sker det, så kan det tilmed stadig ende med bronzemedaljer. Og de vil juble med i Herning.