Brøndby fan overførte 10.000 kr. til Don Ø

Brøndbyfans har kørt sms-chikane mod Flemming Østergaard. En enkelt fan kom dog til – i en brandert formodes – at overføre 10.000 til den tidligere FCK-boss via Mobile Pay.

Af Tom Carstensen

I forbindelse med Pokalfinalen mellem FCK og Brøndby sendte en række Brøndbyfans sms’er til Flemming Østergaards privatnummer med ordlyden ”Fryd”. En enkelt kom dog til at gå lidt længere.

En kilde i Brøndbys miljø fortalte NordicBetblog.dk, at til festen efter pokalfinalen havde en fan stået og for sjov rodet med Mobile Pay og skrevet 10.000 kr. ind – og jokede med, at han ville trykke send til Flemming Østergaard. Og så fik han så trykket ”send”. De 10.000 kr. var sendt.

NordicBetblog.dk har talt med Flemming Østergaard, der bekræfter episoden.

”Det er korrekt,” siger han.

Hvad tænkte du?

”Først fik jeg en del sms’er hvor der stod ”fryd”. Jeg vidste ikke hvorfor, indtil jeg fik at vide, at der inde i Nyhavn (hvor Brøndbys fans var samlet før kampen, red.) stod et skilt med mit nummer på, hvor der stod, man skulle skrive ”Fryd”,” siger Østergaard. ”Fryd” henviser til, at Flemming Østergaard er idømt fængsel for kursmanipulation i forbindelse med sit arbejde i Parken Sport og Entertainment, der er moderfirmet til FCK.

”Jeg fik 21 sms’er med ”fryd”. Og et par stykker, der afleverede en sviner. Det er til at leve med.”

Og så kom de 10.000 kroner altså ind på Mobile Pay.

”Så fik jeg så en nervøs mail fra en, om at han havde overført 10k til min konto. Jeg troede først det var en hacker, så jeg talte med Nordea. Men den var god nok.”

”Så skrev han til mig – og så ringede jeg ham op og spurgte, hvad de havde gang i. Han virkede nervøs, og så sendte jeg de 10.000 kr. tilbage. Dem kunne jeg nu godt have brugt på at fortælle dem, at de skal opføre sig ordentligt,” lyder det fra den tidligere FCK-chef til NordicBetblog.dk.

Er det dig, der er den omtalte Brøndby fan eller kender du ham, så vil Tom gerne have din historie om hændelsen. Kontakt os gerne på Facebook.