Allan Kuhns klumme: FC Midtjylland – klassens frække dreng

Nu har jeg de sidste to uger forsøgt at prædike, at vi skulle have flere tilskuere på stadion, men der er desværre intet, der tyder på, det har den store effekt. Derfor vil jeg undlade at kommentere mere på det lidt sørgelige fremmøde, vi stadig har i den bedste danske fodboldrække. I stedet vil jeg ligesom sidste uge have fokus på noget mere opløftende; FC Midtjylland.

Den midtjyske klub har efterhånden slået sin status som klassens frække dreng fast. Jeg synes, det er befriende at se, den jyske mentalitet rent faktisk kan pakkes væk, selvom klubben befinder sig lige midt i det jyske epicenter. I FC Midtjylland har der i flere år været lidt spidsere albuer, end hvad man har været vant til i det jyske, og det er vel den eneste klub, der ikke er bange for at gå i verbal infight med FC København – selvfølgelig med undtagelse af Brøndby. De er ikke bange for at gå egne veje og være innovative, selvom de ofte får nogle tæsk af medierne for deres uortodokse måde at drive en fodboldklub på. Nu har jeg selv haft fornøjelsen af at være i klubben, og jeg må indrømme, at jeg mærkede stor forskel mellem FCM og AaB. I FCM er stilen meget mere flamboyant, end jeg kendte til i Aalborg, og den samme stil er stadig kendetegnende for klubben. Hvor mange klubber i Superligaen går eksempelvis ned til egne tilskuere inden kampen for at gejle dem op, så de kommer i stemning?

Ligesom FCM’s stil generelt som klub er spillestilen nu også blevet mere innovativ. Den 10. september sidste år ændrede FCM stilen og gik over til at spille med tre midtstoppere i en 3-4-3 efter altid at have spillet med en klassisk firemands-bagkæde. Ganske vist tabte de den første kamp mod FC København i Parken med 4-3, men herefter har de ikke set sig tilbage. Det er efterfølgende blevet til 12 sejre og én uafgjort i 13 kampe – meget imponerende! Det er en statistik, der taler helt for sig selv, og indtil videre må formationsskiftet altså betegnes som en succes. Hvad er det så, der gør, at det har været så stor en succes? Jeg tænker, der er flere faktorer, der spiller ind. Først og fremmest har den nye stil ført til et hav af mål. Klubben har i mange år gerne ville spille offensiv og initiativrig fodbold, og 3-4-3 som formation har vist sig at passe uhyre godt til denne mentalitet. Jeg synes, de spiller mere frigjort end tidligere, og i det defensive bliver der nu taget endnu større initiativ ved at presse aggressivt og højt på banen og stole på spilleren bagved. Det passer ekstremt godt til de mange offensive typer at forsvare frem i banen i stedet for at stille sig ned og risikere at blive passive. De mange mål kommer også af den ekstra spiller helt fremme på banen. Det betyder, at der er mulighed for flere målscorere på banen af gangen. Normalvis er en bagkæde med tre mand skrøbelig på ydersiden af de tre forsvarsspilere. Grunden til, FCM ikke samtidig lukker en masse mål ind til trods for den offensive stil og de tre i bagkæden, er, at alle deres stoppere er dygtige én mod én. De er alle relativt hurtige og fysisk stærke, hvorfor de ofte er deres direkte modstandere overlegne. Desuden har de altid en defensivt stærk 6’er, der fungerer som anker foran deres bagkæde, samtidig med at deres wingbacks er så løbestærke, at de ofte når med tilbage – det til trods for, de begge har tilladelse til at gå med frem samtidig.

FC Midtjyllands nye stil har gjort det svært for mange af modstanderne, når de skal møde dem. Flere af holdene ændrer deres egen formation til denne ene kamp, og når ens modstandere begynder på det, så er man nået langt som klub. FC Midtjylland er dog også i stand til at foretage ændringer på holdet, så de af og til nærmere spiller en 3-5-2. Det skyldes dog ikke nødvendigvis deres modstandere, men nærmere de spillere der er til rådighed. Når de er i stand til at foretage sådanne ændringer med succes, tror jeg primært, det skyldes den stabile stamme på holdet. Bagkæden og midtbanespillerne Sparv/Drachmann og Poulsen er stabile og taktisk kloge, og de er i stand til at tilpasse spillet efter de spillere, der af og til bliver udskiftet omkring dem. Jeg synes især, det er værd at fremhæve Jakob Poulsens betydning for FC Midtjylland, da han har været med til at opretholde et stabilt og højt niveau, samtidig med at han spiller næsten alle kampe sin høje alder til trods. Desuden har den fornyede konkurrence på målmandsposten siden tilgangen af amerikanske Bill Hamid holdt Jesper Hansen skarp, hvilket har medført gode præstationer fra hans side i de første kampe i forårssæsonen.

I efteråret var FCM’s spil meget lagt op på de to store og stærke angribere, Sørloth og Onuachu. Det medførte et anderledes og mere direkte opspil, end vi har set i forårssæsonen, hvor de forreste spillere har været mere bevægelige, tekniske typer. Det er imponerende arbejde af klubben at præstere så godt i samme formation med nogle helt nye spillertyper. Der er ikke længere samme mulighed for den lange bold i opspillet, og truslen på indlæg er også blevet markant mindre. I stedet har bevægeligheden fyldt meget i FCM’s angrebsspil, og der er derfor opstået nye muligheder for en anden type fodbold end i efteråret. Mange eksperter (inklusiv mig selv) havde nok regnet med, at FCM ville komme i scoringsvanskeligheder ved at undvære først Sørloth og så også Onuachu, men de har indtil videre gjort alle kritikere til skamme i specielt FCK-kampen. Ikke desto mindre mener jeg stadig, det ville være et stort tab for FCM potentielt at skulle undvære Onuachu, der måske meldes ude med en diskosprolaps.

Alt i alt er jeg meget imponeret over FCM Midtjyllands spil og pointhøst denne sæson. Det virker som om, der er enormt stor tro på egne evner uanset modstander og egen startopstilling.