AGF – Superligaens salt og måske nu med Brian Priske?

Når Superligaen blev en fad fætter, så er AGF et sikkert ryst med saltbøssen. Her lignede det, at der skulle gøres status over ligaens første 11 runder i ly af landskampspausen – hvem har over-, under- og bare præstereret og det der jazz, vi plejer. Men så lavede AGF det, som kun AGF kan – de lavede en AGF, og fyrede Glen Riddersholm et sted på motorvejen mellem Helsingør og Aarhus efter en 5-1 sejr et langt stenkast fra Kronborg.

Af Søren Sorgenfri

Det er nemt at ride moralens mælkehvide hest og fare i flint over, hvordan og hvorfor man fyrer en træner efter så stor en sejr. Og så tilmed erstatter ham med David Nielsen uden de samme trænermæssige meritter, men faktum, er at David Nielsen allerede i sommer fik en henvendelse fra AGF om trænerjobbet, men her sagde han nej tak på grund af Lyngbys forestående europæiske kampe. Plus det har længe lydt på vandrørene omkring de hvidblusede at selv en god sæson ikke ville udløse en kontraktforlængelse til Riddersholm i smilets by.

Hvorom alt er, så er ansættelsen af en ny træner naturligvis et gearskifte. Et kærkomment forsøg på at komme op i tempo, der naturligvis skal serveres til omverdenen pænt og positivt pakket ind. Bare ikke i AGF der altså vælger at hælde Riddersholm ud et sted på motorvejen, hvorefter man vågner op til historien i Stiften og Ekstra Bladet samt udsagn fra ledende spillere, som Morten Duncan Rasmussen, der mener fyringen er helt i skoven, og at direktør Jacob Nielsen taler for meget og for ofte til pressen om holdets præstationer. Og bumbummelum har man et blødende sår frem for en frisk start.

Men hvad er det egentligt, der går galt i Aarhus? I ti år skrev pressen om sorte skyer henover Brøndby Stadion. Det her forventningspres og medfølgende negativitet, der knugende enhver kampgejst ud af de blågule. Mere om det her tilbage i et skriv fra april måned:

Hvis ikke der er tale om sorte skyer, så er det tale om klæg mudder, som AGF hænger fast i og med jævne mellemrum er den pøl dyb nok til at suge dem med i 1. division. Hvilket naturligvis er helt godnat. En nedrykning, lad gå det kan ske, men tre ture ned med elevatoren i nyere tid for landets næststørste bys førende fodboldhold med en fanatisk og talstærk publikumsopbakning, det er er en skandale. Og det er ellers velkendte trænernavne, der har prøvet kræfter med jobbet.

Ved årsskiftet 2006 kommer Ove Pedersen til. Han kan med et pointsnit på bare 0,46 ikke redde AGF, der rykker ned.

En sæson nede og så er Ove Pedersens mandskab oppe igen. Med et snit på 0,88 point overlever AGF i 2007/08 som rækkens nummer 10 ud af 12.

Sæsonen efter forlader Ove P AGF på ligaens femteplads med et snit på 1,41 point. Erik Rasmussen tager over og slutter sæsonen med 1,31 point pr. kamp.

2009/10 går det galt igen. Efter 1,15 point i snit, så rykker AGF ned med hele 38 point. Hvilket er vildt nok i sig selv.

Peter Sørensen tager over, fører dem op og tager for en oprykker fine 1,45 point i 2011/12. Det falder til 1, 24 i 2012/13 og efter 19 kampe og 1,21 i snit, så går den ikke længere for Peter Sørensen i 2013/14. Jesper Fredberg tager over for forårssæsonen og med sølle 0,64 point i snit hans 14 kampe brager AGF ned igen.

Op med sig og denne gang med Morten Wieghorst som chef. Man ser ved flere lejligheder Wieghorst og Jacob Nielsen bide ad hinanden for rullende kameraer, og efter 18 kampe og 1,17 point i snit er det farveller til Wieghorst efter det længe er en dårligt bevaret hemmelighed, Glen Riddersholm skal overtage. Han kører sæsonen færdig med 1,03 point. Riddersholm tager 1,25 i 2016/17 og i 11 kampe i indeværende sæson 1,27 point. Altså en snitmæssig fremgang for den tidligere FCM-mester, der så fyres.

Men helt grundlæggende snitter AGF langt fra, hvad man bør forvente af en klub med et lønbudget i top 4-5 stykker. En enkelt skæv sæson hist og her, det kan ske, men i en sport, der afgøres meget, meget ofte af størrelsen på budgettet, så er det unaturligt, at AGF præsterer så dårligt, og så konsekvent dårligt.

Hvad er årsagen? Det kan ikke være fansene – for det er svært at finde mere passionerede her til lands – men hvad med stadion? Løbebanen er idiotisk og antifodbold. AGF ville gøre sig godt på et intimt stadion a la Loftus Road eller Alte Försteri i Berlin, men det kan naturligvis heller ikke være mere end en brik i puslespillet. Der må være en helt grundlæggende kultur, der er gået galt. Der smuttede lige vel mange spillere på Bosman-reglen i 90erne, men det økonomiske efterslæb må være knust nu, hvorfor det må være inde i maskinrummet på AGF-folket den er gal. Inde i knolden. For et par år siden talte jeg med en nu forhenværende AGF-spille om klubben. Jeg kan ikke huske, om han egentlig var ok med han blev citereret på netop dette, så jeg holder ham anonymt, men han sagde, det var for nemt at være AGF-spiller. God løn, ingen, ingen rivaler i byen og for nemt at hænge med lækkert hår nede ved åen og samle opmærksomhed op. Lækkert hår er der ingen galt i, men jeg tolkede ordene som der manglede en sund prof kultur i klubben. Det fokus og den konkurrence om pladserne som der opleves i FCK, Brøndby og FCM. De klubber AGF naturligvis skal måle sig med. Vi har i løbet af de seneste år set AaB, FCN og FCM vinde mesterskabet, og jeg vil stadig, mene Brøndby er favorit til at vinde i indeværende sæson. Altså hold som AGF naturligvis kan måle sig, men alligevel har de ikke fejret guld i Aarhus siden 1986!!! Det er da rivende galt, er det ikke?

Hvis man godtager den usunde kultur i truppen som årsag, så flugter den tanke ret godt med de magre pointsnit.

For David Nielsen gælder det, at han i sidste sæson med Lyngby som oprykker tog 1,61 point i snit, men i denne sæson har noteret sig mere beskedne 0,9. Eller et mere passende AGF-niveau, hvis man er til galgenhumor.

Lige så længe der er talt om Brøndbys sorte skyer, så er der samtidig talt om, at dansk fodbold har brug for Brøndby som tophold. Kan vi ikke også flette AGF ind i det ønskescenarie? Bør AGF ikke være et tophold alting taget i betragtning? Og ikke være et hold der sovser rundt i et hav af trænere med forskellige stilarter, spillerindkøb der stikker i flere retninger end den rose fra helvede, der har beslaglagt min forhave og intern uro. Der er tydeligvis knaster i relationen mellem ledelsen ved Jacob Nielsen og spillertruppen. Vi kan her dykke ned i gemmerne:

AGF-fest gik helt galt: Direktøren i sammenstød med profil på druktur

Det var en historie, som vi tidligere, da jeg var på BT havde afprøvet, men uden det fornødne held. Spillerens daværende rådgiver Jacob Laursen svarede undvigende og henviste til Jacob Nielsen, der pure afviste. Jens Jønsson selv sagde, at det måtte han ikke…eller det kendte han da ikke noget til, og erfarne Steffen Rasmussen, der lagde sig imellem ved optrinnet svarede i ren staccato.

”Det. Kender. Jeg. Ikke. Noget. Til. Det. Skal. Du. Spørge. Jacob. Nielsen. Om.”

Okay. Ha’ en fortsat god og afslappet dag.

Med Duncans udmelding om en chokeret spillertrup så skal der klinkes skår ret hurtigt i Aarhus. AGF-ledelsen forklarer, at man ikke ser den store spillestilsmæssige forskel på David Nielsen og Glen Riddersholm, men at de har hver deres stil (læs personlighed). Det er formentlig håbet en mere livlig træner i David Nielsen kan få ilden i spillernes øjne til at blusse – ikke mindst set i lyset af et AGF-regnskab med minus ni millioner kroner. Et regnskab der viser en rekordhøj sponsoromsætning, men den sportslige satsning har ikke stået mål med de fremskridt. En top seks placering havde såmænd nok givet de tv-penge og ekstra fremmøde på stadion, der havde fået det regnskab til at gå i minimum nul.

Nu er det op til David Nielsen – og det siges, han får Brian Priske som assistent, hvilket vil være et stort scoop – at vinde ind på det sportslige terræn, hvor tv-pengene gror så dejlig grønt. Nielsen – der har været igennem sine ture med pressen i tidens løb og heraf har fortalt, han er revnende ligeglad med den slags omtale, men tror 100 procent på egne evner uanset skriverier – har allerede proklameret, det kommer til at eksplodere mellem ham og Jacob Nielsen. Og at det skal være sådan. Og måske er det netop sådanne udbrud, der kan få AGF til at rykke sig op i toppen, hvor de bør være. Hvis ikke, så er der kun en ting at spørge om – er der mere salt?