12 hold i Superligaen er useriøst og utroværdigt

Så er Superligaen i gang igen.

Får FCK gang i hjulene og opper sig, hiver Brøndby omsider guldet hjem, hvordan med FCM og Europa, og hvem skal med elevatoren ned til NordicBet Liga?

Af Søren Sorgenfri

Det er få af de mange spørgsmål, vi stiller til den nye sæson og må vente et lille års tid med at få svar på.

Det vi allerede ved er, at de danske topklubber fik kolde fødder op til denne sæson og trykkede på panikknappen. Fra 2020/21 sæsonen vender Superligaen igen tilbage til 12 hold. Efter to års forsøg med 14 hold – det var altså rigeligt med empiri til at træffe den beslutning.

Tilbagevenden til 12 holds modellen blev fejret som en stor strategisk sejr, men helt ærligt – der røg klubberne og ligaens troværdighed med et brag. Det er ganske enkelt useriøst.

Hvis det er en sejr for noget, så er det den visionsløse danske kræmmersjæl, der sover uroligt om natten og står op for tælle efter om mønterne i lommen nu stadig er der.

Træt af 12

Før ændringen til den nuværende model med 14 hold så var klubber, fans og medier gået metaltrætte i 12 holds ligaen. Den var uretfærdigt skruet sammen med et ulige antal kampe, og der var for meget forsigtigper i mange af kampene på grund af den store og velbegrundede frygt for at rykke ned. To nedrykkere ud af 12 hold er en procentvist stor risiko, og gang på gang så man store røde tal på bundlinjerne fordi klubberne (sat på spidsen) oversatsede økonomisk og ikke mindst budgetterede med slutplaceringer grebet ud af det blå samt håbefulde tilskuertal. Det virkede som tosset regnskabsstyring, men frygten for nedrykning satte kikkerten for det blinde øje.

Mange klubber har været hårdt ramt af den nedtur. AGF, Esbjerg, Horsens og Viborg for at nævne en kvartet. Brøndby var tæt på at rykke ned, men reddede sig akkurat i Horsens, og hvordan var det mon gået de blå-gule ved nedrykning? Konkurs?

Den nuværende struktur – implementeret med hjælp fra et dyrt analysebureau, Hypercube – skulle give større sikkerhed og dermed mulighed for at bygge op i ro og mag uden den store nedrykningsfrygt. Et nyt skridt fremad.

Den skulle give noget af den spænding tilbage, som ligaen sukkede efter. Den skulle give bedre chance for spilletid til unge danske spillere. Og give bedre plads til spirende projekter rundt om i landet. Som traditionsklubben Vejle eksempelvis.

Forrygende sæson

Sidste sæson var efter min bedste overbevisning forrygende. Vi så et FCK-hold, der først kollapsede og siden desperat kæmpede for at komme tilbage i toppen igen. Vi så et ungt FCN-mandskab slås med næb og kløer for at holde fast i bronzen og en medrivende guldduel mellem Brøndby og FC Midtjylland, der trak godt med tilskuere.

I bunden var der al det drama en tv-station kunne ønske sig, og hele tre hold fra NordicBet Ligaen slog sig op.

Silkeborg blev en af nedrykkerne, men solgte i sæsonens løb spillere til Brøndby, FC Midtjylland og FC København. Havde vi set salg af Skytte, Skov og Gammelby til landets tre største klubber, hvis Silkeborg havde været i NordicBet Ligaen. Nope.

Det er en skam den del af fødekæden, nu får markant ringere vilkår.

Der var underholdning og godt tv. Alene grundspillets målgennemsnit var det højeste i de seneste ti sæsoner.

Og de næste uger vil vise om slutspilsmodellen som håbet og forventet har rustet de danske tophold bedre til Europa.

Kort sagt så opfyldte 14 holds-strukturens sæson 2 alle krav. Bortset fra et. Det sønderjyske tilbageløb understregede at nedrykningsslutspillet ikke var helt gennemtænkt og vandtæt for usportslige muligheder for at spekulere i resultater. Det burde nu ellers være en nem manøvre at fjerne, men det virker som om Divisionsforeningens medlemmer har grebet netop den episode, som undskyldningen for at vende tilbage til modellen med 12 hold.

Kommercielle muligheder

Den egentlige grund er selvfølgelig presset fra tv-stationerne, der ikke mener, de kommercielle muligheder i 14 holds ligaen er interessante nok. Det har tv-stationerne ikke lagt skjul på i forårets løb, og da de fleste klubber stadig tænker tv-penge som den helt store gulerod, så er der naturligvis makket ret.

Man kunne savne debatten om dansk fodbolds fremtid og vision. Skal det være en liga for det brede Danmark eller en liga, hvor tre-fire hold vil føle sig sikre på at slutte fremme i feltet og resten vil kæmpe desperat for at blive oppe? Som i den første tid med 12 hold.

Tiderne er skiftet siden 14 holds modellen blev vedtaget. Klubber som Brøndby og AGF føler sig langt mere sikre i sadlen end før og ser ikke samme behov for 14 hold.

At AGF holdt sig oppe i et VM-år siger jo alt om fremgangen på de kanter.. nudge, nudge.

Men når tv-stationerne får deres vilje og den vilje formentlig også har fodslag med en lang række klubdirektører rundt om i landet, der føler sig overbeviste om en mere sikker indtjening fra tv-puljerne, så er det svært ikke at tænke tanken, det er en række enkeltpersoners ansættelsesforhold og arbejdsbetingelser, der vejer tungere end den samlede vision for dansk fodbold.

Et andet argument imod 14 hold har været niveauet er for lavt. Tjah. Jeg husker ikke mange råbte hurra for niveauet i de ’gamle dage’ med 12 hold. I hvert fald ikke på denne side af finanskrisen.

Apropos. Man kan se, at transfermillionerne for alvor begynder at finde vej til Danmark fra det store udland. Robin Olsen og Sørloth eksempelvis. Brøndby har med Rønnow og Nørgaard solgt spillere for næsten 50 millioner kroner. FCM har afvist et bud på 5,5 mio. euro på Sanneh fra Anderlecht. Santander røg efter en skadesplaget sæson til Bologna for over 40 millioner kroner.

Vi husker AaB’s Bassogog salg. Hvis FCN sælger Jensen venter der mange millioner til Farum. Igen.