Zidane har sagt op: Hvad nu, Real Madrid?

Zinedine Zidane chokerede det meste af fodboldverden, da han torsdag valgte at træde tilbage efter ni titler på bare to et halvt år i Real Madrid. Franskmandens afsked efterlader en række ubesvarede spørgsmål for kongeklubben.

Af Nicolai Lisberg

Man kan sige meget om Zidane, men han formår at stoppe på toppen. Nåh ja, VM-finalen i 2006 og skallen i brystkassen på Materazzi var måske ikke det kønneste farvel til en glorværdig spillerkarriere, men det var et farvel efter den største kamp, man kan deltage i som fodboldspiller.

Som træner gik det noget bedre, hvor sidste uges Champions League-triumf var den tredje på stribe for franskmanden, siden han overtog tøjlerne efter Benítez i januar 2015. To en halv sæson. Tre Champions League trofæer, to europæiske Supercup, to VM for klubhold, en spansk Supercopa og et spansk mesterskab. Ni titler på 29 måneder. I sig selv en imponerende statistisk, og særligt hvis vi husker tilbage på den forfatning, han overtog holdet i.

Fansene krævede offensiv og underholdende fodbold efter en halvsæson med Benítez, hvor de var slået ud af Copa del Rey efter at have brugt en ulovlig spiller, og hvor de allerede lå et godt stykke efter både Barcelona og Atlético Madrid i tabellen. Barcelona havde desuden vundet el triplete sæsonen forinden med MSN som den altdominerende trio, der fuldstændig overskyggede Real Madrids BBC.

Opgaven var klar. Bring Real Madrid tilbage, hvor de efter egen selvforståelse hører hjemme og gør det med underholdende fodbold. Og sæt så gerne Barcelona til vægs. Zidane gjorde det hele og meget mere.

Held eller kynisme?

Selvfølgelig spillede alt ikke for Zidane og Real Madrid i begyndelsen. De var tæt på et pinligt exit mod Wolfsburg allerede i kvartfinalen i Champions League, og på det tidspunkt lignede de ikke et storhold in the making. De fleste var enige om, at Champions League trofæet blev sikret grundet held og en let vej i finalen, og det var ikke svært at give kritikerne ret. Spillet var ikke imponerende, og det virkede ikke til, at Zidane for alvor havde en klar idé om, hvad det var, han ville med dette mandskab.

Men kampene mod Wolfsburg blev samtidig meget sigende for Real Madrid under Zidane. Det var ikke altid kønt, men det var effektivt. I dette års finale mod Liverpool var de på hælene i de første 30 minutter og profiterede af to store fejl fra Karius. I semifinalen mod Bayern var det en fejl fra Ulreich, der blev dyr. Mod Juventus skulle der et straffespark til i overtiden, ligesom et par tvivlsomme kendelser i semifinalerne sidste år også gik deres vej. Sådan har det efterhånden været flere gange med Real Madrid. Især i Champions League. Xavi kaldte i et interview Real Madrid for forhekset. Forstået på den måde, at klubben altid har heldet på deres side i de afgørende kampe.

Han har ret, og så alligevel ikke. Har Real Madrid ofte haft marginalerne på deres side i de store kampe? Ja! Er det udelukkende et udtryk for held? Nej! Zidane har spillet tolv opgør i knockoutfasen i Champions League og endnu aldrig tabt. Sidste års La Liga triumf blev også forsøgt forklaret med en række sene scoringer, men efter 38 runder lyver tabellen sjældent for nu at bruge en fortærsket floskel. Det nogle kalder marginaler, kalder andre for kynisme. Og det har Real Madrid haft masser af under Zidane. Og så er vi ved at være fremme ved dette indlægs hovedpointe. Det tog lidt tid, men til sidst nåede vi i mål. Præcis som Real Madrid, kunne man fristes til at sige.

Fokus på individet

For Zidane er en væsentlig bedre taktiker, end han har fået ry for, eller han for den sags skyld har givet sig selv kredit for. Men hvad er hans spilfilosofi, og hvad er hans aftryk? Og er han ikke langt efter eksempelvis en Pep Guardiola? Nej!

Zidanes ideer er simple. De er ikke så komplekse som Guardiolas, og spilfilosofien er ikke ligeså tydelig som Barcelonas. Men det er ikke det samme som at hævde, at han ikke er nogen stor taktiker. Zidane er mere fleksibel end Pep, der muligvis skifter mere rundt i løbet af en kamp, men som har en klar idé om, hvordan holdet skal fungere. For Zidane handler det mere om individualisterne. I Barcelona er der – denne sæson undtaget – en klar idé om, at der skal spilles 4-3-3. Spillerne skal hentes ind, så de passer ind til systemet. I Madrid er det spillerne, der udgør systemet.

Når Dembélé i Barcelona endnu ikke har slået igennem, hænger det blandt andet sammen med, at han skal spille en rolle, som han ikke trives i. Han skal passe ind i systemet og lave de løb, som systemet kræver. Og skiftes han ud, skal hans afløser levere noget nær samme arbejdsopgave. For Zidane har det handlet om, hvordan hver spillers spidskompetencer bedst kan komme til udtryk. Derfor har Isco ikke skulle spille på samme måde som Bale, ligesom Bale ikke skulle spille på samme måde som Asensio. Når de har spillet, har de spillet på deres ønskede positioner og med en frihed til at gøre det, de gør bedst. Kald det taktik, kald det mandskabsbehandling, men kald det ikke held. Tilbage står, at Zidane på kort tid har løftet Real Madrid op til nye højder, også selvom de sluttede historisk langt efter Barcelona i denne sæson. Zidane bliver en eftertragtet herre, når han igen beslutter sig for at vil tilbage til trænergerningen. Det kan der efterhånden ikke være tvivl om. Spørgsmålet er i stedet, hvad der nu skal ske med Real Madrid.

Pochettino, Wenger, Guti…

Tre Champions League triumfer i træk er imponerende. Men jeg kunne ikke undgå at sidde med en følelse af, at det var en svanesang, vi var vidne til i Kiyv. Flere spillere er ved at være oppe i årene, Ronaldo lufter – igen, igen – tanker om at skifte væk, ligesom Bale i øvrigt gør det, og så må Benzema også kunne mærke presset efter blot fem mål i La Liga i denne sæson.

Zidane sagde på pressemødet, at han følte, det var nødvendigt med en ny træner for at udvikle holdet. Jeg tror, han har ret. Han har presset det maksimale ud af denne gruppe spillere, og nye inputs er nødvendige. Men hvem skal levere dem?

Florentino Pérez fortalte, at Zidanes beslutning kom fuldstændig bag på ham. Hovedpersonen selv ville ikke sige, hvornår beslutningen om et stop blev truffet, men allerede i januar måned var der forlydender om, at Zidane ønskede at trække sig tilbage efter sæsonen, så forhåbentlig har den gode Florentino allerede scoutet trænermarkedet. Tottenhams Mauricio Pochettino har længe været nævnt, som den ideelle afløser. Han taler sproget, kender ligaen som spiller og har gjort Tottenham til et af de mest seværdige hold i Europa. Et skifte ville være oplagt, havde det ikke været fordi, han for blot en uge siden satte sin signatur på en ny femårig aftale med Tottenham. De første spekulationer om en Real Madrid-klausul florerer allerede, og selvfølgelig kan han følge i fodsporene på Bale og Modric, men han er ikke længere den åbenlyse kandidat til det ledige sæde.

Men hvem er det? Florentino og Arséne Wenger kommer godt ud af det med hinanden, og franskmanden er tidligere blevet tilbudt jobbet i Real Madrid, forlyder det. Men det var den gang, han var Europas måske mest innovative træner. Det er han med al ære og respekt ikke længere. Fortsætter vi lidt i samme boldgade, dukker Monacos Leonardo Jardim op. Portugiseren førte sidste sæson Monaco til et fransk mesterskab samt en semifinale i Champions League og er måske den træner, der passer bedst i forhold til spillestil, men han er uprøvet på allerhøjeste niveau.

Det samme er klublegenden Guti, der lige nu er træner for klubbens U19 hold. Han vil uden tvivl blive taget vel i mod af klubbens fans, skulle han få ansvaret, men også han mangler erfaring. Det samme gjorde Zidane, da han overtog, men han havde været med som assistent i enkelt sæson, og Real Madrid er heller ikke på samme niveau som for to og et halvt år siden. Endelig så dukker Löw, Conte, Allegri og flere andre op på den liste, der kun bliver længere som tiden går.

Florentino og resten af ledelsen går en travl sommer i møde. På spillersiden forventes der stor salg og indkøb, og nu skal de samtidig finde en træner, der kan føre Real Madrid videre. Videre fra ni titler på 29 måneder. Videre fra en af de mest succesfulde perioder i klubbens historier. Videre fra Zidane.