Skal, skal Ikke – Real Madrid og transfertankerne

Transfervinduet nærmer sig med hastige skridt, og i den spanske hovedstad tænkes der netop nu store tanker om, hvad der skal ske. Eller måske rettere, hvad der ikke skal ske.

Af Nicolai Lisberg

Sommeren 2009. Den måske mest definerende sommer for Real Madrid i nyere tid. Mere end da Luis Figo, Zinedine Zidane og hvad de øvrige Galácticos ellers hed den gang kom til i begyndelsen af dette årtusinde. Måske kunne man gå så vidt at hævde, at det er fodboldens vildeste transfervindue for en klub nogensinde.

Karim Benzema, Xabi Alonso, Kaká, Raul Albiol, Esteban Granero, Alvaro Arbeloa, Ezequiel Garay og så selvfølgelig Cristiano Ronaldo. Verdens bedste fodboldspiller i 2007 i form af Kaká, verdens bedste i 2008 ved Ronaldo, og så var det dengang svært at finde et meget større angrebstalent end Karim Benzema.

Det var Florentino Perez’ første sommer som præsident, efter han var kommet tilbage på posten. Der skulle statueres et eksempel. En ny æra skulle indledes, som det så populært hedder.

Nu kunne det så være fristende at tro, at vi er nogenlunde samme sted her knap ti år efter. Det er næppe at tage munden for fuld, hvis det postuleres, at flere Real Madrid fans gerne ser, at der bliver handlet stort. Og meget gerne i januar allerede. En ny frontangriber, en offensiv kant, en central midtbanespiller som minimum og så måske et stort talent, der kan køres i spil som afløser for Sergio Ramos. Fodboldfans har lov til at drømme, og i en tid hvor handler næsten overskygger præstationer, og hvor transfervinduer for nogle er større end selve kampene, så drømmes der stort.

Jeg forstår drømmen. Resultaterne er blevet bedre under Santiago Solari, men spillemæssigt er der fortsat meget at hente. Også selvom der har været bedring at spore de seneste par kampe. Såret fra El Clásico er endnu ikke helet, og flere spillere har svært ved at finde det krævede niveau. Er Benzema virkelig den bedste mulighed i front? Kan Bale levere over en hele sæson, og hvad med Modric, der efterhånden er blevet 33, eller for den sags skyld Sergio Ramos?

Det letteste ville være at handle stort. Ikke det billigste, men det letteste. Men er det også det rigtige?

Hvor Florentinos første periode, og begyndelsen på den anden, var kendetegnet ved store stjerner, så virker det til, at han de seneste par år gerne vil gå en anden vej. Mere spansk, mere ungt. Den slags tager tid, og måske også mere tid, end hvad godt er i en klub som Real Madrid, hvor tålmodighed en sjælden størrelse.

Mon ikke Florentino Perez i disse dage sidder sammen med den sportslige stab og vurderer, hvor meget tid, de har? Drøfter om spillere som særligt Dani Ceballos og Marco Asensio og til dels Álvaro Odriozola kan tage det næste skridt? Og om de kan tage de tidsnok til, at Real Madrid ikke mister terræn? Eller om Jesús Vallejo kan udvikle sig til mere end en midterforsvar, der blot får spilletid i Copa Del Rey kampe?

Det er en forholdsvis vigtig diskussion, der afgør hvor aktive Real Madrid skal være på transfermarkedet i den kommende tid. Traditionelt set skipper de store klubber ikke deres største profiler af sted midt i sæsonen, så meget mere end en perspektivspiller skal vi nok næppe forvente i januar.

Men hvad så med sommeren? Det er selvfølgelig tidligt at tage debatten, men når de nu efter alt at dømme er i færd med den i Madrid, kan vi jo lige så godt forsøge at følge trop. Eden Hazard, Christian Eriksen og Harry Kane er de navne, der umiddelbart toner frem, når man blader den daglige sladderpresse igennem. Havde det været 2009, havde Real Madrid købt dem alle tre, men der er vi trods alt nok ikke henne.

Måske det heller ikke giver mening at diskutere sandsynligheden for, at de tre spillere hver i sær havner i Madrid, men den principielle diskussion kan vi sagtens tage. For hvor meget skal de hente ind?

Karim Benzema er bedre end sit omdømme, men omvendt ikke så god, at han siden 2009 nærmest konstant har været manden, der er blevet satset på i front. Jeg undskylder på forhånd til den journalist fra den Centralafrikanske Republik, der som den eneste havde franskmanden som nummer et på sin liste ved Ballon d’Or.

Mariano ligner ikke en, der skal være meget mere end reserve, og selvom Asensio ved enkelte lejligheder har gjort det fint på toppen, så virker det ikke umiddelbart som hans naturlige position. Så her skal der ske noget. Og formentlig til sommer.

Så er der pladserne bagved eller på kanterne, og det er nok her, der lige nu er flest diskussioner. Bale er på sine bedste dage verdensklasse, men med hans skadeshistorik er det sjældent stabilt over en hel sæson. Asensio har vist prøver på, at han kan blive verdensklasse, men der havner vi igen ved stabiliteten eller mangel på sammen. Isco er kørt lidt ud på et sidespor, selvom der var forbrødring i midtugen, da han fik lov at starte inde for første gang under Solari, tilmed som anfører, da Real Madrid mødte Melilla i pokalen. Lucas Vazquez er en glimrende breddespiller, og en type som er vigtig for et hvert hold, men det er nok også der, hans egenskaber stopper, mens Vinicus Junior nok alligevel har brug for lidt mere tid, før vi for alvor kan regne med ham som fast mand i startopstillingen.

Der er med andre ord mange spørgsmål og ubekendte i den ligning. Og så har vi slet ikke taget James Rodríguez med i den ligning. Colombianeren er udlejet til Bayern München, der har en købsoption, men da han ikke er fast mand for tyskerne er en tilbagekomst til Madrid ikke udelukket.

På den centrale midtbane er historien lidt en anden. Uanset om man holder fast i Modric eller ej i den kommende sæson, så skal en afløser køres ind. Spørgsmålet er så bare, om han allerede er i truppen? Dani Ceballos er ikke samme type som kroaten, men han bringer noget eksplosivitet, der af og til er savnet i Madrids offensiv. Han har allerede taget store skridt i denne sæson, hvor han også har bidt sig fast i Luis Enriques landshold, så mon ikke de i Real Madrid regner med, at han skal være en mand til fremtiden? At han er en af dem, de tror på kan tage det næste skridt tids nok?

Toni Kroos har ikke haft sin bedste sæson indtil videre, men tyskeren er stadig en vigtig del af fremtidens Real Madrid, ligesom Casemiro fortsat bør være det, hvis vi hopper en position længere tilbage. I de sidste par kampe er Marcos Llorente begyndt at få en del spilletid, så skal Real Madrid spare, kunne de godt gøre det på midten af banen.

Og det kan de nok også godt i forsvaret. På begge backs er de dobbelt besat, og har stadig Hakimi rendende rundt på græs i Dortmund, hvor han er i gang med at tage endda meget store skridt. Midterforsvaret har måske ikke set videre solidt ud i denne sæson, men med Ramos og Varane som stopperduo, er det næppe heller her, at de skal investere stort. Epanyols Mario Hermoso og Vallodolids Fernando Calero er navne der jævnligt dukker op i pressen. Måske mest af alt fordi de er spanske, og de er unge.

Det er det den vej, som Florentino Perez er gået de seneste par år, og det er den vej, han nu skal vurdere, i hvor høj grad han fortsat vil følge.