Sidste tango i Madrid

El Derbi Madrileno viste endnu engang, at Atletico er verdens sværeste hold at spille imod. Real Madrid har til gengæld, som Simeone siger, verdens bedste trup. De kan variere i én uendelighed, og det er både deres styrke og svaghed.

Af Bo Kampmann Walther

Diego Simeone sagde det uden at blinke i optakten til derbyet søndag eftermiddag på Bernabéu: Real Madrid har verdens bedste trup. Bevares, underforstået, der er andre hold, der kan spille kønnere, mere spektakulært, med vildere fighter-gnist – herunder hans eget rød-hvide mandskab – men kig på bænken og bliv overbevist.

Hvem kan ellers mønstre en sidelinje med esser som Isco, Luka Modric og Karim Benzema?

Variation og atter variation

Zinedine Zidanes start-11’er til El Derbi, hvor andenpladsen i La Liga var på spil, var et resultat af nødvendig rotation. I forsvaret var han pisket til at stille i stiveste galla, selvom han gerne ville have sparet Raphael Varane forud for Juve-returen i Champions League på onsdag. Til gengæld kunne en flad 4-4-2 med kanter – som vel ret beset snarere var en 4-4-1-1 – gøre plads til Gareth Bale i hullet og på flankerne lige bag Cristiano Ronaldo, en Kovacic som hårdtarbejdende, bolddrivende maskinmester på den defensive midtbane samt de to wonderboys, Marco Asensio og Lucas Vazquez, på hver sin yderside.

Alt sammen for lige at understrege Simeones pointe: Damn!, der er mange muligheder! Det kan godt være, Atleti er pokkers ubekvemme at trænge igennem, når de først klumper sig strategisk kløgtigt i bagkæderne. Men Real er til gengæld umulige at dække op.

Der er 4-3-3 (4-1-2-3) med en slags omvendte trekanter (hvem sagde Morten Olsen og Portugal?)

Der er diamanten 4-1-2-1-2 (eller 4-3-1-2).

Og der er den flade, udstrakte 4-4-2.

Isco, hvor er du?

Og så gik det ellers i gang. Real høvlede bolde ind i feltet, og bedst som man syntes, samspillet mellem de to forreste, Bale og CR7, ikke rigtig fungerede, fandt waliseren med en snorlige ballonbold, der sejlede henover lillebrors forsvar, en resolut Cristiano, der kanonerede kuglen om bag Jan Oblak.

Bang! Det var så dét. Mission accomplished. Exit karbad Ronaldo.

Men så blev det forudsigeligt og udynamisk. Man savnede foranderligheden i de rum, der ikke blot var lange katapulter for hurtigløbende vovehalse på flankerne, noget, der kunne dirke Atleticos stramme buksesøm op.

Isco, Isco, kom nu med noget disco.

Bale for helvede

Som kampen skred frem, blev det mere og mere guf for Bale-konspiratorikerne. Dén mand vil bare ud på kanten.

For så vidt i orden, når og hvis han spiller mod et træt mandskab.

Men ikke Atletico. Ikke mod noget, der mest af alt ligner en 7-2-1-formation. Hvordan fanden trænger man igennem sådan én?

Resultatet var en overbefolkning på først den ene og så den anden flanke i noget, der i stigende grad mindede om en gumpetung, engelsk 4-5-1.

Der manglende to positioner på Real Madrid, så meget var tydeligt. I hvert fald i lige dén 4-4-2-formation:

Registaen nede bagved til at lægge de splittende pasninger (læs: Modric). Og trequartistaen (eller kombien af falsk 10’er og høj 8’er) til at tage løbene vertikalt ind i feltet (læs: Isco).

Eftersom Benz kan begge de ting i sin ”nye” rolle som Reals 7’er, var det desto mere hændervridende, at han netop kom på banen på bekostning af Ronaldo.

Bale spillede ikke nogen dårlig kamp. Men det er tydeligt, at han er en paria i Zidanes krumptap. Han er den store taber i fraværet af 4-3-3’en.

Onsdag

På bagkant af El Derbi vil det derfor næppe komme bag på nogen, hvis Isco får lov fra start at gentage sin træfsikkerhed fra Torino og træder ind på scenen som mesterkoreograf. Det vil næppe løfte øjenbryn, at Real har brug for Ronaldo til at score mål. Og at Bale spiller på lånt tid. Alt dette får vi svar på onsdag aften, hvor Real Madrid tager imod Juventus i returkampen i Champions League kvartfinale, som Real fører 3-0.

Men hey, vi har verdens bedste trup.