Sevilla – Real Madrid: Øvebane for viderekomne

Real Madrid gæster onsdag aften Ramón Sánchez-Pizjuán, hvor de skal forsøge at vinde over Sevilla, der aktuelt ligger nummer 8 i tabellen. Men nu hvor La Liga er afgjort, hvad kommer de dyre sveddråber så til at handle om?

Af Bo Kampmann Walther

Egentlig kunne man trykke på hovedafbryderen med det samme: Real Madrids La Liga-opgør på Ramón Sánchez-Pizjuán mod Sevilla er sgu da inderligt ligegyldig. Cristiano er skadet, og den Zidane-muterede hybrid mellem ”A”- og ”B-hold” skal forsøge at holde skansen og kværne tomgangen videre på lånt benzin.

For målstregen kender vi jo alle sammen, lige fra sofatræner til klubpræsident: Det handler om Champions League-finalen mod Liverpool den 26. maj.

Uhadada, og nu kan du godt slukke for El Strøm.

Ahem …

Eller kan man? Er der noget at spille om?

Måske kan man – lettere højpandet – skelne mellem en ekstern og intern kamp, ja, ”liga”.

Nogle gange spiller man for de indre linjer. For lisom at holde gryden i kog. Finpudse konfigurationen. Justere lidt på tropperne, der utålmodigt står og tripper lige før choke point’et, dér, hvor ven og fjende støder sammen.

Det er dér, Real Madrid er lige nu. Traditionen og dermed madridismoen tilsiger, at man ikke slækker på farten og motivationen, bare fordi lortet er skyllet ud over brættet, og Barcelona er løbet med halvdelen af kongeriget og prinsessen.

Jeg har påstået det før, men gentager det gerne: I virkeligheden siger det mere om Los Blancos, at Florentino går ud og bedyrer, at man tager ligaen helt vildt alvorligt, hvorefter man demonstrerer, at det gør man så lige akkurat ikke, end at man krampagtigt lever op til et ideal om, at tanke er 100 procent gennemsigtig med handling.

Transfers før transfers

Sevilla-kampen er derudover en forhandlingsrunde for spillere, der hænger i klaverstrengen, ét ben ude af holdet og ét ben på grønsværen og Zidanes goodwill-konto.

Gareth Bale er selvfølgelig en af dem. For knap et halvt år siden ville man have sagt Isco. Sådan er fodbold så ubarmhjertigt omskiftelig.

Igen er det de indre linjer: Hvordan fungerer formationen bedst? En flad 4-4-2? En bred, nærmest boomerang-udseende, 4-3-3-inspireret 4-4-2? Eller måske en diamant som i 4-1-2-1-2? Eller vove pelsen lige som i Clásico’en og spille 4-3-3?

I komprimeret form er Sevilla-matchen de 3 måneder, man er på prøve hos en ny arbejdsgiver. Det er krusedullerne i Zidanes automatismer, generalens sidste stikprøver.

Sevilla, åh Benzema

Det er også aftenen, hvor Ronaldo sidder over og plejer sin ankel, som blev let forvredet i scoringen til 1-1 i søndags mod Barcelona. Det kan også meget vel blive aftenen, hvor Karim nok engang skal bevise sit værd – selv om der lige nu er mere debet end kredit i hans regneark.

Og i øvrigt håber jeg, han bliver. Ikke bare for Ronaldos skyld (kan man forestille sig Bonnie uden Clyde eller Clyde uden Bonnie?), men også for min. Sådan helt egoistisk.