Real Madrid og det oplagte paradigmeskift

Cristiano Ronaldo og Zinedine Zidane er væk. To af de mest betydningsfulde personer for Real Madrid i nyere tid har efterladt et hul og en arv, som dog giver nye muligheder for klubben til at tage det sidste skridt videre ud i den retning, der blev påbegyndt for et par år tilbage.

Af Nicolai Lisberg

Begrebet æra har en tendens til at blive brugt lidt for løst. En kamp, et mesterskab eller en sæson eller to gør det næppe, men i tilfældet Cristiano Ronaldo er begrebet helt på sin plads og knapt nok dækkende. 438 kampe, 450 mål og 131 oplæg. To spanske mesterskaber, fire Champions League titler og fire gange Ballon d’Or på ni år. Han kunne spille yderlige 438 kampe uden at score, og hans målsnit ville stadig være bedre end legenden Raul. Det er det, Real Madrid skal forsøge at erstatte, når en æra forhåbentlig, set med Los Blancos øjne, skal afløses af en ny.

Men hvordan gør man så det? Altså indleder en ny æra. En mulighed kunne være at handle stort ind, og det vil i givet fald ikke være første gang, at Florentino Pérez graver dybt i lommen. Det var trods alt det, der brandede Real Madrid som Galacticos tilbage i begyndelsen af dette årtusinde, ligesom det var transfervinduet i 2009, hvor Real Madrid for uden Cristiano Ronaldo også hentede Kaká, Karim Benzema, og Xabi Alonso samt et par spanske landsholdsspillere, der lagde en del af fundamentet til succesen de sidste par år.

Kunne Real Madrid finde på at gøre det samme igen? Cristiano Ronaldo skal erstattes, og med mindre man internt fuldt og fast tror på, at Karim Benzema pludselig begynder at vise den farlighed, han som regel kun udviser mod tyske målmand i Champions League, eller at Gareth Bale kan spille en sæson uden skader, så skal der nye kræfter til. Og det kan blive dyrt.

Eden Hazard, Harry Kane, Neymar, Edison Cavani med flere er alle på mere eller mindre seriøs plan blevet sat i forbindelse med Real Madrid. Der er behov for spillere af en vis kaliber, men det vil alligevel overraske, hvis vi ser et transfervindue på niveau med det vi så i sommeren 2009.

En ny retning

Og hvorfor så egentlig det? Fordi alle historierne om Real Madrid som købeklubben, som Galacticos er ude af trit med virkeligheden. I hvert fald den nyere af slagsen. I skrivende stund viser transferbilaget sorte tal på bundlinjen – for tredje år i træk vel at mærke. Siden James Rodríguez kom til for fire år siden, har det været så som så med de store handler. 45 millioner euro for en 18-årig brasilianer, der endnu er uprøvet på den store scene er selvfølgelig mange penge, men det er også en indikation af, at Real Madrid over de seneste år har bevæget sig i en anden retning. Vinícius Júnior er et stort talent, præcis som Álvaro Odriozola, Theo Hernández, Dani Ceballos og for den sags skyld Álvaro Morata var det, da de blev hentet til i de sidste tre år, og så er de modsat Vinícius Júnior alle spanske. Nuvel, Theo Hernández er født i Frankrig, men har spank pas og vælger formentlig at repræsentere Spanien, hvis/når den dag en gang kommer, så vi forsimpler her og kalder ham spansk..

Og vi nu er ved det spanske, så er ansættelsen af Julen Lopetegui som Zinedine Zidanes afløser også oplagt. Med en fortid som træner for stort set samtlige spanske U-hold samt landsholdet, kender han om nogen spansk fodbold og dens talentmasse. Da han udtog sin VM-trup – som han så aldrig nåede at stå i spidsen for – var det også med seks Real Madrid-spillere mod Barcelonas fire. Tro mig, den slags er ikke ligegyldig i det spanske.

For her kommer så en anden pointe. For hvor det spanske landshold i mange år var domineret af Barcelona-spillere, er det nu Real Madrid, der fylder truppen op. Købet af Álvaro Odriozola betyder, at der nu er syv spillere i truppen, der var med til VM, mens Barcelona med afgangen af Andrés Iniesta er nede på tre.

Ligesom en æra ikke blot strækker sig over en sæson eller to, skal jeg heller ikke her i disse linjer kalde Real Madrid for det nye FC Barcelona og omvendt, men lad mig blot pointere, at det er bemærkelsesværdigt, hvordan de to klubber over de seneste tre år stille og roligt er i gang med et paradigmeskift hen imod det, som konkurrenten havde for få år siden. Og lad mig i samme ombæring fastslå, at der ikke findes en rigtig eller forket måde. Det er ikke der, vi skal hen. Barcelona har domineret i Spanien med mesterskaber og pokaltitler, mens Real Madrid omvendt har siddet solidt på den europæiske trone.

Barcelona har de sidste par år haft svært ved at implementere egne talenter i førsteholdstruppen, har transferudgifter for næsten 300 millioner euro og har færre og færre spanske spillere i idealopstillingen, ligesom deres spil i højere grad er lagt an på individualisterne i front. Under Pep Guardiola var det midtbanen, der dominerede og definerede spillestilen, på samme måde som det nu er midtbanen, der holdets sjæl i Real Madrid, og særligt med Cristiano Ronaldos afgang. Real Madrid har som tidligere nævnt et plus på bundlinjen for tredje år i træk, når vi taler transfers, og så satser de spansk og ungt.

Så for at vende tilbage til dette indlægs oprindelige spørgsmål – hvad gør Real Madrid nu? Er det Marco Asensio, der skal have en endnu større rolle, eller skal der hentes spillere ind fra allerøverste hylde?

Historien peger mod sidstnævnte, men Real Madrid er i gang med en transformation, og denne sommer er på mange måder definerende for, om Florentino Peréz’ ”nye” projekt, skal forsætte ned af den sti, de allerede er et godt stykke nede af.

De spanske medier forventer stadig, at Real Madrid går amok på transfermarkedet, men måske klubbens formodede afventende og passive position snarere er en kalkuleret og selvtillidsfyldt håndtering af klubbens nye filosofi. Måske.

Sommeren 2009 indledte en æra i Real Madrid. Nu kan sommeren 2018 indlede en ny, når Real Madrid gør sig klar til en virkelighed uden Cristiano Ronaldo.