Real Madrid i sol og måne

Ligaafslutningen mod Villarreal var sidste generalprøve før Champions League-finalen mod Liverpool lørdag den 26. maj i Kiev. Symptomatisk nok endte den 2-2. Fantastisk første halvleg, sjusket anden halvleg. Og Gareth Bale banker mere og mere på til start-11’eren.

Af Bo Kampmann Walther

Marca skrev på et tidspunkt, da Bale fik gang i målscoringen igen, at det var, som om nogen havde trykket på en knap. Altså en walisisk on-off-knap. For det lå lisom i kortene, at det var manden selv, den 28-årige gut fra Cardiff, der havde gjort det.

”Så, nu skal det være. Nu skal jeg sateme bevise, at jeg er værdig til en startplads mod Liverpool i Kiev! Og så endda et hold fra Premier League!”, tænkte han derhjemme og skiftede kanal til noget med golf.

And behold so it was. Bale har ikke set sig tilbage og har nu scoret fast i mange kampe. Zidane har hovedpine, luksusmigræne.

Gimme gimme gimme Bale after midnight

Mål nummer 2 mod Celta Vigo forrige weekend var genialt. Scoringen til 1-0 mod Villarreal var kunst. Intet mindre. Den mand laver lækre mål.

Svært at forklare, men han har et ekstra gear, waliseren. Og så ser det altid så overlegent atletisk ud. Ikke noget snævert krops-tiqua-taca, der nok også flasker sig bedre for en gut, der hedder Jorge eller Ramon, men Gareth-style, lidt længere bevægelser, turneret mere fra overkroppen end benene, om end de sidste edderperkeme kan løbe fra hvad som helst.

Og så: BANG BABY! Jeg har set Celta Vigo-kassen 20 gange på YouTube.

Porque no …?

Problemet er selvfølgelig den manglende konsistens. Træffende nok ikke et problem for manden ved siden af, Cristiano, som samlet set i sæsonen har været lige så plettet: Elendigt efterår. Spektakulært forår.

Dernæst at Bale er for lidt spansk. Både i spillemåden, men også i livsstilen. At han er elendig til at tale spansk – hvilket han ikke er – klæber stadig ved ham, og at de spanske sportsaviser kan skrive flere artikler om, hvornår han surmuler, og hvornår han griner fjoget, siger vist det hele.

Angelsaksere har aldrig haft det nemt i sollandet.

Måske også fordi han er en trussel mod Ronaldo. Noget, Benzema lige netop ikke er. Franskmanden giver plads til portugiseren og gør ham bedre. Bale gør plads til sig selv – og scorer selv.

Panodiler?

Alt sammen forkrampet i Zinedine Zidanes muntre migræne. Possession får han med Isco og Benz, men så overlader man også meget løjerne til Ronaldo foran målet.

Det atletiske og kampafgørende – statistikken taler for det – får han med Bale, mod så til gengæld – måske – at miste slaget om midtbanen.

Og så er der det rent taktiske: Hvem er bedre end hvem til at sidde på bænken?

Her taler Bales meritter imod ham: Waliseren er mere game changer end Isco. Og mere end Benzema. Han kan simpelthen gøre en forskel fra bænken, som de andre ikke kan.

Selvfølgelig lige bortset fra Vazquez og Asensio, som derfor højst sandsynligt starter på sidelinjen.

Tør man spå?

Men alligevel. Lad os vove en spådom om start’eren mod Liverpool:

Navas

Marcelo – Ramos – Varane – Carvajal

Casemiro

Kroos – Modric

Isco

Bale – Ronaldo

Formationsmæssigt giver det plads for tre dynamiske systemer:

4-3-1-2 (når Casemiro, Kroos og Modric står mere kompakt i maskinrummet)

4-1-2-1-2 (den klassiske diamant med Isco som spids)

4-1-4-1 (når Bale spiller som ”engelsk” høj 7’er)