No Isco, no disco

Den spanske stjerne er blevet en foreløbig taber af trænerskiftet i Madrid. I de spanske medier reporteres der om et iskoldt forhold mellem Santiago Solari og Isco, der i kampen mod Roma end ikke var i truppen.

Af Nicolai Lisberg

Real Madrids sejr mod Roma i Champions League skulle have skabt ro. Efter 3-0 ydmygelsen mod Eibar var oprejsningen i Rom den perfekte måde for Santiago Solari til at slå igen mod sine kritikere. Real Madrid var tilbage, burde overskrifterne have lydt, og der burde have været optimisme at spore frem mod weekendens vigtige opgør hjemme mod Valencia.

Men sådan gik det ikke. For 2-0 sejren i den evige stad blev næsten sekundær, på grund af det der skete cirka to timer før kampen. Her offentliggjorde Solari nemlig sin trup til kampen. At Isco ikke var blandt de startende, var der ikke noget overraskende ved. Det havde han trods alt ikke været i de fem foregående kampe under Solari. Men at han ej heller var fundet god nok til bænken, var en mindre sensation. En bombe, som sportsavisen Marca kaldte det.

Det er ikke altid, at Isco har været fast mand for Real Madrid, men uanset om træneren har heddet Ancelotti, Benítez Zidane eller Lopetegui, har han siden ankomsten i 2013 aldrig været sendt på tribunen i en kamp af en sådan betydning.

Real Madrid råder over dygtige offensive spillere, men at der alligevel ikke skulle være plads til manden, der var udset som det absolutte omdrejningspunkt for både Spanien og Real Madrid, er bemærkelsesværdigt. Så meget at det selvfølgelig er interessant at dykke ned i årsagerne til hans udeladelse fra truppen.

Kold luft

Når så dygtig en spiller sættes helt uden for holdet, ligger der som oftest andet end spillemæssige årsager bag, og det synes der da også at være bred enighed om. Også selvom Solari på det efterfølgende pressemøde brugte netop termen ”sportslige årsager” til at forklare, hvorfor den 26-årige spanier ikke var i truppen.

Isco selv ønskede ikke at sige det store, men fik dog nævnt, at det ikke have noget med hans form at gøre.

En episode i omklædningsrummet efter kampen mod Eibar, skulle tilsyneladende have været et springende punkt. Her skulle Isco have nægtet at give Solari hånden, hvis vi skal tro de spanske tabloid medier – og det skal man langt fra altid.

Men når Isco i seks kampe endnu ikke har fået en startplads, så er der noget galt. Noget der formentlig begyndte med sportslige årsager, men som sidenhen har resulteret i et mere personligt opgør.

For lad os for en stund dvæle ved tanken om, at Isco rent sportsligt ikke passer ind i Solaris koncept. Jeg køber den til dels, fordi argentineren i sin første håndfuld kampe har forsøgt sig med en 4-3-3 formation med meget brede kanter. Isco er bedst centralt, og han tilbyder ikke samme løbevillighed defensivt som eksempelvis Lucas Vazquez. På nær kampen mod Eibar har Real Madrids defensiv været i bedring, om end der stadig er meget at arbejde med. Det skyldes blandt andet, at holdet er blevet mere kompakt, og med 17 mål i seks kampe vil Solari også hævde, at offensiven ikke har lidt skade.

Og det rejser jo så et andet ikke uvæsentligt spørgsmål. Har Real Madrid og Solari brug for Isco?

Ja! Han er stadig den bedste til at åbne en modstander op, når pladsen er trang. Og selvom han sjældent er stabil over en hel sæson, så lad os ikke glemme, at Real Madrids og Julen Lopeteguis krise begyndte, da Isco røg ud med blindtarmsbetændelse. I de fire kampe han sad ude tabte Real Madrid tre og formåede end ikke at score.

Lørdag aften gælder det så kampen mod Valencia, der med blot ni indkasserede mål statistisk set har La Ligas bedste defensiv sammen med Atlético Madrid. En kamp hvor vi kan være ret sikre på et kampbillede med Real Madrid i kontrol, der skal forsøge at finde de små åbninger hos Marcelinos mandskab. Hvad vi til gengæld ikke kan være sikre på, er hvorvidt Isco får lov til at blive en del af den kamp.