Isco: Disco til Lopetegui – og sæsonflop hos Zidane

Isco er en af Julen Lopeteguis mest betroede spillere på det spanske landshold, og han belønnede tilliden med endnu en solid præstation i 1-1-kampen mod Tyskland forleden. I Real Madrid er Isco reduceret til marginalspiller. Hvorfor er det sol og måne med Isco?

Af Bo Kampmann Walther

Måske sad det stadig i kroppen på Marco Verratti, da han hidsede sig op og fik det røde kort i PSG’s returkamp mod Real Madrid. De dér skide tunneller, frem og tilbage, fra flankerne og ind i midten, tilbage igen, et kort over ydmygelse, hvor den ene bare er smartere end den anden, og imens stod Marco som en våd skoledreng med skidt på bukserne.

Isco, din dumme spanier, må Verratti have tænkt, da Spanien tørrede numse på Italien for ikke så længe siden.

Isco selv er bare fortsat. På landsholdet, vel at mærke. På holdplan, i kongeklubben, hvor han indledte sæsonen med at eje midtbanen (og publikums gunst), er han faldet i geledderne og halser nu efter Vazquez, Asensio og senest Kovacic.

Zidane, din troløse franskmand, må Isco tænke.

Tallene

Historien handler kynisk om tal. 4-3-3, hvor Isco brillerer. Og 4-4-2, hvor han synes at falde igennem.

Se nu bare Lopeteguis plan. Isco demonstrerer igen og igen et unikt overblik på den offensive midtbane. Han falder ned og bliver nærmest en 6’er til tider – en italiensk regista – og han blusser frem på grønsværen i noget, der er langt fra entydigt:

Høj 8’er, klassisk 10’er, falsk 10’er. Og vupti, så eksprestog endnu højere oppe, og den 25-årige spanier er pludseligt forvandlet til secund punta, en 7’er, hængende angriber.

På landsholdet er der tuqui-taca, ikke som vor mor Barca lavede den, men en mere moderne, omstillingsparat version, hvor kontraer og hurtige, offensive ryk konstant lurer i kulissen.

Kig på landsholdet. Det er stadig Barcas DNA (og det vil det være mange år ud i fremtiden), men det er Real Madrid-spilere, der udgør stammen.

Og i dét game er Isco over Asensio og Vazquez i hierarkiet. Det er der på en eller anden måde noget rigtigt over.

Pasninger til Silva og Iniesta. Hele tiden med Isco som omdrejningspunkt. Snoren, krogen. Så er det som at se Riquelme én gang til.

Lopeteguis agenda er, at boldomgangen og stabiliteten er det bedste forsvar. Her er ikke hærdebrede pivoter, men en klassisk 4-3-3.

Zidanes forvandling

Stik modsat hjemme i Madrid. Zidane er i stigende grad gået over til en fløjbaseret 4-4-2 – exit BBC og traditionel 4-3-3.

Og når man forlader 4-3-3’en, skærer man også 4-6-0 fra. De to hænger uløseligt sammen, og det er fjernt fra landsholdets gener.

Når der virkelig skal forsvares og hives en arbejdssejr hjem, forvandler Zidane 4-4-2 (eller 4-4-1-1) til en defensiv variant af den diamant, som Isco ellers burde være selvskrevet i som øverste spids. Men nu hedder den 4-3-1-2, og her er Modric helten, ikke Isco.

Zidanes setup har kort og godt overflødiggjort Isco. Taktisk, i maskinrummet.

Supertanker

Lopetegui har sagt, at det gælder for Isco om at få kampe i benene. Få selvtillid i hovedet og komme på rette kurs. Isco er stjernen for ham, og ret beset kan man kun beundre, hvordan Isco intelligent tonser videre på spansk brændstof, mens han langsomt men sikkert skvulper agterud i Zidanes supertanker.