Hvad nu, Zidane?

Zinedine Zidane kan efter sigende selv bestemme sin fremtid i Real Madrid. Alligevel stritter udmeldelserne. Historien er kort. Og det er lunten også i verdens største klub.

Af Bo Kampmann Walther

Den 7. marts i år kunne Marca nærmest triumferende berette, at Zinedine Zidane selv er herre over sin skæbne i Los Blancos. Sejrene over Paris Saint-Germain var vendepunktet.

Franskmandens kontrakt løber til 2020, men, skriver Marca, så snart sæsonen er slut, vil Reals cheftræner beslutte, om det er exit eller endnu en tur i manegen.

Med til historien hører også – men det lyder da lidt efterrationaliserende – at Florentino Pérez ikke er vanvittigt berørt af det pauvre resultat i La Liga. Måske fordi bulletinerne om ro på bagsædet blev opsnappet i kølvandet på PSG-sejr og forventningen om den tredje Champions League-pokal i rap.

Men hvad nu, hvis det ikke sker?

Ramos-faktoren

En afgørende faktor er imidlertid den mere eller mindre totale opbakning fra spillertruppen. Zidane har gentlemanaftaler med anførerstaben i Real Madrid, og selv besværlige skikkelser som Llorente, Ceballos og Mayoral, som alle har fået forsvindende lidt tid på grønsværen, står angiveligt bag Zidane.

Alligevel er Sergio Ramos, som sammen med Marcelo, Ronaldo og Modric har været de varmeste fortalere for Zidanes forlængelse, realistisk. Alt kan ske, og det er alene i Zinedines hænder:

”I tager det for givet, at Zidane vil blive, hvis vi vinder Champions Leauge. Men han kunne godt beslutte sig for at tage en pause. Måske bliver I alle sammen overraskede, og han rejser af egen fri vilje. Jeg ved ikke, hvordan det ender. Det må I snakke med præsidenten om”, fortalte Ramos pressen efter 3-1-sejren over PSG.

Det er så hårdt

Tidligere, i midten af februar, havde Zidane indrømmet, at jobbet som træner i Real Madrid ikke er det nemmeste i verden:

”Det er drænende, helt sikkert, og endnu mere i en klub som Real Madrid”, udtalte Zidane til journalisterne.

Den slags ord skal helst følges op af forsikringer om sammenhold. Alt andet er kommunikativt selvmord.

Men igen var Zidane forbavsende underspillet:

”Selvfølgelig kan der komme et tidspunkt, hvor der er behov for forandringer, for træneren, for klubben, spillerne, alle sammen, men det øjeblik er ikke nu”, fortsatte Zidane.

Hvad så nu?

De sidste udtalelser faldt, da Real var nummer fire i La Liga Santander, lige før en kamp mod Real Betis. Og nu er der verdener til forskel.

Eller er der?

Der er ikke noget, der er bombesikkert i Los Blancos.

Netop. En bombe er ikke sikker, som man siger.

Florentinos udtalelser er kynisk set værdiløse, når man med ét blik i fortidskuglen kan se historikken udfolde sig.

Man siger ét – og gør noget andet.

Dét game er i sig selv drænende, som Zidane siger, og ZZ er ikke en Mou, der excellerer i mediestunts og saftige dobbelttydigheder.

Han mærker efter i maven og kan, præcist som Ramos siger, vise sig at være fortid selv i halen på Champions League-guld.

Lad os håbe, han bliver.

You close the door so I can’t see. The love you keep inside. The love you keep for me. It fills me up. It feels like living in a dream. It fills me up so I can’t see. The love you keep inside. The love you keep for me. I stay to watch you fade away. I dream of you tonight.