Er Lopetegui ansvarlig for Real Madrids krise?

Real Madrid kan ikke score, defensiven vakler, og skaderne vælter ned over holdet. Der er mange årsager til, at Real Madrid er uden sejr i de seneste fire kampe, men er Julen Lopetegui virkelig den væsentligste af dem?

Af Nicolai Lisberg

”Det er ligegyldigt, hvem der scorer – mål bliver scoret af holdet.” Julen Lopetegui sagde det eneste rigtige på en af sine første presseseancer som Real Madrid træner, da han blev bedt om at forholde sig til, at Ronaldo nu ikke længere var i klubben.

Det lød rigtigt, og det virkede egentlig også rigtigt. I de første par kampe var der ingen, der talte om Ronaldo. I stedet talte vi om, hvordan Gareth Bale nu havde fået frihed til at folde sig ud. Hvordan Karim Benzema nød godt af at være alene på toppen. Hvordan Marco Asensio var tilbage på sit høje niveau fra gennembrudssæsonen. Hvordan Dani Ceballos var ved at tage det næste skridt. Hvordan Real Madrid virkede som et hold. Et hold.

Væk var Cristiano og dermed den største individualist af dem alle. Benzema scorede fire gange i de første tre runder, og Lopetegui fortalte, at den franske angriber kunne score 40 mål i sæsonen. Siden har han ikke scoret. Bale leverede både mål og oplæg, og den spanske presse begyndte at tale ham op til Ballon d’Or vinder, inden han så blev skadet og dalede i niveau sammen med resten af holdet.

Det er ikke for at skyde på hverken Bale eller Benzema, men blot for at understrege hvor hurtigt det kan gå i fodbold. Da Real Madrid slog Roma med 3-0 i Champions League talte vi om et mere komplet hold, mens vi her præcis en måned senere taler om mulig fyring af Julen Lopetegui.

For sådan er det jo, når resultaterne udebliver. Vi skyder efter den, der er lettest at ramme, og med en træner der aldrig har leveret på klubplan, kom til under dramatiske omstændigheder og afløste en mand med tre Champions League titler på stribe er Lopetegui en oplagt skydeskive. Ja, han er næsten umulig at misse.

Men nogle gange kan det være godt at træde lidt væk fra pladen. Få lidt perspektiv på sagen. For den mest oplagte skydeskive er ikke nødvendigvis den rigtige.

Jeg tror, de fleste sad med en fornemmelse af, at da Ramos løftede Champions League trofæet i Kiev i maj måned, var det kulminationen på dette Real Madrid hold. Og hvis ikke, blev de sidste endelig overbevist, da først Zinedine Zidane og siden Cristiano Ronaldo forlod klubben. 

En ny æra skulle indledes, og et paradigmeskifte skulle føres ud i livet. Indkøbspolitikken havde længe peget i retning af et kursskifte, og derfor var Lopetegui et oplagt valg som ny træner. Han har fokus på holdet, kender samtlige unge, spanske spillere fra sit virke i fodboldforbundet og står for en mere boldbesiddende stil. Han passede på jobbeskrivelsen, og det gør han for så vidt stadigvæk. Krise eller ej.

Et hvert hold der siger farvel til en spiller af Ronaldos kaliber vil komme til at mangle hans mål. Det vil være let at sige, at Real Madrid så bare burde have hentet et stort navn, som der jo også var rygter om, men det ville ikke have flugtet med filosofien om, at de unge, spanske spillere skal have chancen. De skal tegne holdet i årene der kommer. Skal Marco Asensio udvikle sig til den verdensklasse spiller, vi fra tid til anden ser glimt af, skal han spille fast. Skal Dani Ceballos få en mere ledende rolle, skal han have tillid.

Det koster muligvis på den korte bane, at der ikke render en portugiser rundt og sparker bolde i mål efter forgodtbefindende, men husk på, at det ikke var mål, Ronaldo scorede flest af sidste efterår i La Liga.

Selvfølgelig er fire kampe i træk uden scoringer bemærkelsesværdigt. Det er den længste stime siden 1985, og selvfølgelig falder det også tilbage på Lopetegui, men mere bemærkelsesværdigt er det, at de fire kampe alle er blevet spillet uden Isco, der har siddet ude efter at have fået fjernet blindtarmen.

Midtbanekreatøren er en nøglefigur i den måde, Real Madrid gerne vil bygge deres angreb op, og når både Bale og Benzema i samme perioder har døjet med skader, så er det måske snarere her, vi skal finde årsagen til de manglende mål, end det er Lopeteguis evne til at strikke en offensiv sammen.

Og er krisen så egentlig så slem? Et nederlag i Rusland bringer ikke videre deltagelse i Champions League i fare, og i ligaen er de trods dykkende formkurve blot to point efter Sevilla på førstepladsen. Med en sejr mod Levante i lørdagens tidlige kamp kan de for en stund erobre førstepladsen, og skulle det blive til en storsejr mod La Liga tredjedårligste defensiv, er Lopetegui måske ikke helt galt på den alligevel.

Det går hurtigt i fodbold, og også for hurtigt hvis vi ene og alene klandrer Lopetegui for Real Madrids problemer netop nu. 

Rundens øvrige nedslagspunkter

Barcelona – Sevilla

At det er et topopgør mellem de to hold er måske ikke den store overraskelse, men at det er gæsterne fra Sevilla, der fører La Liga efter otte runder er til gengæld. Simon Kjær og holdkammeraterne har nydt godt af de store holds mange pointtab de seneste uger, og de har siden nederlaget i derbyet mod Betis gjort rent bord med syv sejre i træk i alle turneringer. Lørdag aften gælder det så den sværeste test af alle på Camp Nou, når Barcelona, der omvendt er uden sejr i La Liga i fire opgør, vil gøre sit for at tilbageerobre førstepladsen. Hjemmeholdet er dog hårdt ramt i defensiven, da båder Vermaelen og Umtiti er ukampdygtige, mens Sevilla rejser til Catalonien uden Gonalons og Amadou.

Villarreal – Atletico Madrid

Lørdag er generelt en forrygende fodbolddag i det spanske, når Villarreal hjemme på Estadio de la Cerámica tager i mod Simeones tropper fra Atlético. Hjemmeholdet har kun hentet en enkelt sejr i de seneste seks kampe, og træner Javier Calleja er efterhånden en presset mand. Gæsterne er omvendt uden nederlag i de seneste syv kampe og sikrede sig i sidste runde en hårdt tilkæmpet 1-0 sejr mod Betis. I den kamp sad Diego Costa ude med en skade, og den spanske landsholdsangriber er fortsat tvivlsom til opgøret mod Villarreal.

Eibar – Athletic Club

Et baskisk derby med masser på spil. Det må være overskriften, når Athletic søndag gæster Ipura i Eibar. Gæsterne er uden sejr siden første spillerunde, og de dårlige resultater fra sidste sæson ser blot ud til at fortsætte i år. Eduardo Berizzo har formentlig stadig forholdsvis lang snor, men et nyt nederlag søndag kan sende Athletic ned under stregen. Eibar er omvendt i gang med at lave en klassisk Eibar og er kravlet op midt i tabellen efter sidste rundes dramatiske 3-2 sejr ude mod Girona. Hjemmeholdet må undvære Paulo Oliveira, Pedro León og Escalante, mens gæsterne er uden Lekue og Beñat.