El Clásico – i medierne og på banen

Sæsonens sidste Clásico mellem Barcelona og Real Madrid kommer på bagkant af Barcas double og Real Madrids ikke mindre spektakulære billet til Champions League-finalen. Kampen er vigtig, det er morbo og ærkefjendeopgør i højeste gear – især i medierne. På banen er Zinedine Zidane derimod i fuld gang med at køre B-holdet i stilling.

Af Bo Kampmann Walther

Når kampen fløjtes i gang mellem Europas to dominerende fodboldmagter, FC Barcelona og Real Madrid, søndag 6. maj kl. 20.45 på Camp Nou, er det kulminationen på en fest i de spanske medier. Og hele verden selvfølgelig. Alligevel er fusen gået en anelse af den ild, der konstant brænder i den moderne fodbolds gallashow – for let’s face it: Opgøret har på ingen måde vital karakter, ligaen er for længst afgjort, og nok er æren i spil (det er den altid, og derfor har kampene deres helt egen nerve), men det er også en dag på kontoret, hvor Zidane kigger på skadeslister, rotationer og pustepause forud for Champions League-finalen i Kiev.

El hype

Både Marca og AS, de to store Madrid-aviser, har ellers gjort deres til at pumpe kampen op til vanlig hype. Tiltrækningen lever af den morbo, som hersker i Spanien. Senest blev den næret, men også besværliggjort af løsrivningsballaden i Catalonien, og på et mere jordnært plan skinner den igennem, når Real Madrid gæster især de baskiske områder.

Besværliggjort, fordi der også er et ”tredje” Spanien. Ét, der ikke gennemsyres af separatistiske politikker, ét, hvor store helte som Iker Casillas og selvfølgelig Andres Iniesta på forunderlig vis kan få lov til både at suge sig mod deres eget hold og tilhøre et neutralt ”Spanien”, som alle kan holde med.

Så jo, der er stadig bold til sidste bloddråbe på Camp Nou, men havde det været på Bernabéu, kunne man sagtens forestille sig den paradoksale situation, at mens Real nægtede at lave æresportal for Barca, ville en stående ovation for legenden Iniesta have været højst plausibel.

Det andet Real Madrid

Sådan er fodbold så fuld af modsætninger, så meget og så udtalt, at mens fodbold og kameraer, mikrofoner og blyanter er et symbiotisk ægteskab, triller kuglen simpelthen anderledes i aviserne end på grønsværen.

Dérnede, på græsset, kommer historien nemlig til at forme sig anderledes, hvis man skal tro de seneste bulletiner. Ifølge spanske ABC overvejer Zidane at stille med en veritabel B-kæde til søndagens kamp.

Spillere, der måske skal spares, er de hårdt prøvede Navas, Modric, Kroos, Marcelo, Asensio, Benzema og Varane, mens fyrtårnshøje talismaner som Ronaldo og Ramos får lov at spille, hvis de selv vil.

Bukke og neje

Hvad betyder det?

Der har været andre trænere før Zidane, som har måttet neje for mediernes bulder og måske især Florentino Pérez’ diskrete diktat om at trække i det stiveste puds – blitzlyset kræver stjerner, og folk vil se cirkusheste, lyder logikken.

Men åbenbart ikke Zidane. Det er Real Madrids anden revolution – som i Zidanes tilfælde snarere er en stille, men effektiv evolution.

Først ryddede José Mourinho op i hele butikken rent organisatorisk. Man kom langt i Champions League efter en lang, alt for lang, ørkenvandring, men kønt var det ikke, og det efterlod mange åbne sår i Reals indre.

Og så kom Zidane, der nu synes at have skabt en ny status quo, hvor intet nyt er godt nyt, og hvor ansvaret endelig er kommet tilbage dér, hvor det hører til: Hos træneren.

Stille luft

Men det betyder også, at luften lisom står stille som vejviser til fremtiden. De spanske medier ville ellers meget gerne have, at El Clásico skulle være en symbolsk skrift om næste sæson. Så! Nu tar vi ligaen alvorligt! Nu skal det være!

Men den må vi vente på.

Der er stadig daglige spekulationer om ny angriber, også selvom Benz blev helten i marengsfarvet skysovs med sine to mål mod Bayern.

Der er stadig krydsild på ord om en ny målmand, selvom Navas var en Gud mellem stængerne i Bayern-opgørene.

Der er stadig lidt mumlen om en metaltræt midtbane og en shaky defensiv.

Og der er stadig post-traumatiske sukke om en nær fremtid, hvor Cristiano har lagt støvlerne på hylden.

Plan B

Og nu: realiteterne. Plan B. Rationelle argumenter, som smager mere af helbredsovervejelse end lummervarm symbolfodbold. Hvorfor skal Modric ikke spille? Fordi han løb sig selv i smadder på højreflanken i sidste uge mod sydtyskerne. Hvorfor ikke Benzema? Fordi han også skal spares.

Det er alt sammen en kold dukkert for et medielandskab, der skriger på symbolikker, konspirationer og saftige kødben, der kan gnaves på igen og igen.

I stedet planlægger Zidane som en anden revisor endnu en kamp i kalenderen, uden æresportal og med den forhåndenværende 11, og jo, det ligger da i kortene, også Zidanes, at næste år tar vi sgu ligaen mere alvorligt, drenge. Men det bliver ikke lige nu på søndag på Camp Nou, at dén kamp udspilles. Det er sådan set bare endnu en kamp i rækken af kampe. Der er andre, der er meget, meget vigtigere.