Den blodige kongepokal

Real Madrid indleder 2018 med Copa del Rey-kamp mod C.D. Numancia torsdag den 4. januar. Kongeklubben skal nok gå videre – også med catalansk jule-lussing i frisk erindring – men ”Kongens Pokal” byder ellers på blandet historik. Her følger nogle farverige scener fra en nær og fjern fortid.

Af Bo Kampmann Walther


Alcorcón

Lige syd for Madrid ligger Municipal de Santo Domingo Stadion, der i nyere tid har forøget kapaciteten fra 3.000 til 4.000 siddende gæster. De fleste af dem hepper på Alcorcón, et hold fra Segunda División.

Det havde de god grund til 27. oktober 2009, hvor de galaktiske koryfæer fra Madrid var på besøg. Dengang hed træneren Manuel Pellegrini, en klog chilener med et trist udtryk i øjnene, ganske uden en senere José Mourinhos star quality eller Zinedine Zidanes coolness. Pellegrinis hold tabte 4-0 til bonderøvene på Avenue Pablo Iglesias nr. 3, mens trafikken susede tæt forbi på Autopista M-50.

Den catalanske avis Sport kunne ikke modstå muligheden for at hive de store ord frem. Madrids fraværende præstation var en ”ridiculo histórico”, en historisk ydmygelse. Dén var Marca-læserne helt med på, for 85 procent af dem betragtede 4-0-lussingen som den største ridiculo i Real Madrids mere end hundrede år lange historie.

Pinlighederne blev ikke mindre i et økonomisk perspektiv. Den samlede Alcorcón-trup kostede årligt seks millioner. Real Madrid budgetterede med tre milliarder pro anno, og Real-spillerne havde lige fået nye Audi-biler til en samlet sum af 15 millioner. De penge kunne snildt holde Alcorcón kørende et par år.

En gennemsnitlig Alcorcón’er tjener 350.000 om året, hvilket er markant mindre end Cristiano Ronaldos dagløn.

Undskyld

Den traditionelle undskyldning lød, at Real Madrid i mange år ikke havde taget Copa del Rey alvorligt. Ikke officielt, naturligvis, men off the record. Det var her, anden- og tredjemålmanden fik luftet de store handsker, og hvor diverse taktikker fra rodeskuffen blev prøvet af.

Sådan var det bare ikke mod Alcorcón.

Raúl González var på banen. Det var Guti også og håbet Esteban Granero, der flere gange havde vist gode takter på den offensive midtbane. Alt i alt spillere for rundt regnet 800 millioner, hvad der i Alcorcóns regnskabsafdeling ville svare til ekstra 150 år med stadion, souvenirs, klubdragter og julegaver til bolddrengene.

General Franco

I 1943, fire år efter borgerkrigen, var General Franco på højden af sin magt, og som en del af symbolikken insisterede han på at detronisere kongens pokal og gøre den til sin egen. Nu hed den Copa de Su Excelencia El Generalísimo.

Barca og Madrid var i semifinalen, og havde catalonierne følt nationalisternes jerngreb på egen krop, ikke mindst med henrettelsen af klubpræsidenten Josep Sunyol i begyndelsen af borgerkrigen i 1936, var Don Carlos’ tidligere hjerteklub langtfra en sikker bastion. Madrid var den sidste by i Spanien, franquisterne overtog. Reals daværende præsident, Rafael Sanchez Guerra (hvis efternavn morbidt nok betyder ”krig”), var en behjertet republikaner og blev således også offer for Francisco Francos brutale dagsorden. Guerra blev tvunget i eksil og flygtede til Frankrig, hvor han svor ikke at vende tilbage, før den fascistiske caudillo – hersker – var væltet.

Den første semifinale 1943 var blevet afviklet i en ekstremt fjendtlig stemning på Barcelonas Camp de Les Corts. Barca vandt 3-0. Returopgøret skulle spilles på Madrids stadion i Chamartín, og som et resultat af den modtagelse, ”de hvide” havde fået på Les Corts, vejrede de madrilenske fans blod. 90 minutter efter første dommerfløjt havde Real vundet med surrealistiske cifre: 11-1.

Hvad der er faktuel historie, og hvad der er myte, er umuligt at afgøre. Historien er aldrig blevet verificeret. I nogle versioner berettes det, at en gruppe højtstående mænd i Francos personlige livgarde trængte ind i Barcas omklædningsrum og tvang dem til at ”huske”, hvad det ville sige at optræde loyalt over for Spanien. Andre kilder fortæller, at de catalanske atleter blev mødt med trusler om vold mod deres nære familie, hvis de ikke sørgede for et gigantisk nederlag. Endelig er der dem, der mener, at den hadske stemning på stadion – for slet ikke at tale om på gaden og i avisernes agitatoriske brøl – alene var nok til at hyle los blaugrana ud af den.

Uro

Efter den famøse kamp brød voldsomme uroligheder ud, og begge klubber fik bøder. Men morbo’en fortsatte med at grave dybe grøfter. Barca blev straffet finansielt for begge kampe, mens Madrid kun skulle stå til regnskab for dysten på Chamartín. Barcelonas præsident, Marquis de la Mesa de Asta, som hidtil blev regnet for en vigtig Franco-støtte, kritiserede regeringens indgreb i skarpe vendinger og hævdede, at behandlingen af catalonierne var ubarmhjertig. Markisen forlod sin post umiddelbart efter.

Skandalen i 1943 var så intens, at præsidenten for Real Madrid også gik af og i stedet blev erstattet af den tidligere spiller, træner og åbenlyse franquist, Don Santiago Bernabeu.

Aldrig mere Franco

Barca genvandt lidt stolthed, da de vandt 1-0 over arvefjenderne fra Madrid i Copa del Generalísimo-finalen i 1968. Franco overværede selv kampen på Bernabeu, alt imens Salvador Artigas, der havde været jægerpilot i de republikanske styrker under borgerkrigen, nu dirigerede sine catalanske tropper frem på grønsværen. Artigas var Barcas træner. Fem år senere kom Johan Cruyff og med ham tulipanrevolutionen. Cruyff vandt katalanernes hjerter med udsagnet om, at han havde valgt Barca frem for Real Madrid, fordi han aldrig nogensinde ville kunne spille for et hold, der var forbundet med Franco.