Alt er godt i Real Madrid. Send flere intriger.

Real Madrid slutter La Liga-sæsonen med en udekamp mod Villarreal på Estadio de la Cerámica. Zidane har alle mand klar en uge før Champions League-braget i Kiev. Det er da glimrende nyt. Er det ikke? Hallo?

Af Bo Kampmann Walther

En af hovedhistorierne i ugens Marca-tromle er nyheden om, at både Dani Carvajal og Cristiano Ronaldo træner med igen i Valdebebas. Der har også været fotos af storsmilende Sergio Ramos, der flashede sine mange tattoos sammen med vennen David Beckham, der var forbi Madrid i reklameøjemed. Og dén om Gareth Bale, manden med de ”to ansigter”, som Marca skriver, der skiftevis grinte og – mest – surmulede ved en autograf-session for fans.

Nyt fra østfronten?

Ak ja. Intet nyt er godt nyt, siger man ude i virkeligheden. Pressen er en helt anden virkelighed. Her er intet nyt dårligt nyt. Eller det er et nulpunkt, hvorfra alternative, halve og kvarte sandheder rejser sig.

Og se, det er problemet. Altså ikke ude i virkeligheden, men inde i pressens verden.

For hvad skal man så skrive om?

Er der ikke én, bare en lillebitte én, der har tisset lidt i bukserne? Bare en lille smule? Be-be.

Zidane, og alt er godt

Der er selvfølgelig de taktiske skriverier a la dem sidst her i spalterne. Vil Zidane satse på en 4-3-3, en 4-1-2-1-2, en flad 4-4-2 med fløje eller måske en engelsk, kompakt 4-1-1? Skal man tro læserne her på siden – tak for bidragene – bliver det et tæt løb mellem diamenten 4-1-2-1-2 og den klassiske 4-3-3, måske endda med BBC-trioen i front.

That’s it.

Og så selvfølgelig en sværm af koryfæer med ekspert-licens. Michael Owen: Når Real Madrid har brug for at vinde, så vinder de. Soldada: Held og lykke, og jeg har altid være madridista. Og så videre.

Alt er roligt

Lagt sammen er de tre bunker – taktik, lovprisninger + babes, glem ikke dem – ikke nok. Det er udfordringen med Zidanes nye regime. Når alt er roligt, historisk set, kværner konspirationsmaskinen i baggrunden. En telefon med hemmelige beskeder, én, der vistnok kender én, der kender én, et løst rygte, en mikrosandhed med publikationstrang.

Men nej.

Ramos’ tattoos. WYSIWYG, what you see is what you get.

Under tidligere omstændigheder – Mourinho, ja selv Ancelotti – ville historierne have kippet væk fra tørre træningsfacts og lamt forudsigelige rygklap. Dén uro var der altid i Real Madrid. Selv nu, hvor hele sæsonen indlysende kan tippe mod ren fiasko med fejltrin i Kiev, og så ellers farveller, selv dér holder skriverkarlene the smoking guns i bukselommen.

Skyd ikke på sheriffen, som hedder Zidane. Dén historie, der lisom dikterer det hele, har bredt sig, og det er jo godt, for nu er pressens virkelighed lig med virkelighedens virkelighed.

Der er ikke rigtig noget at snakke om.

Men igen: det er sgu også noget lort.

Minus brok

Ronaldo brokker sig ikke. Bale holder tæt. Mayoral, ja ja, alle ved jo, han skal væk for at få spilletid. En lille notits. Villarreal lørdag aften? Dyr træning for dyre drenge.

Er der ellers noget?

Ja! Beckham er i byen!

Wauww, surprise.