Afgørelsens time for Real Madrid

En sejr mod rivalerne fra Barcelona vil sende Real Madrid tilbage i toppen af ligaen, mens et nederlag næsten hægter dem endegyldigt af. Det er tid til El Clásico.

Af Nicolai Lisberg

Da Real Madrid lillejuleaftensdag sidste år tabte El Clásico med 3-0 hjemme på Bernabéu, var det i realiteten også et tab af mesterskabet. Gentager det nederlag sig søndag, er vi tæt på en lignende situation, og denne gang er vi endnu ikke i november.

Fodbold har det med at være meget sort/hvidt. For en måneds tid siden virkede Real Madrid mere velspillende end tidligere og som en enhed. Nu virker de som et hold i en mindre krise.

Måske er krise egentlig et forkert ord at bruge. Da Real Madrid cirka samme tid sidste år også halsede efter Barcelona i ligaen, var der også snak om krise og fyring af Zinedine Zidane, men i sidste ende vandt holdet Champions League for tredje gang i træk.

Men så lad os kalde det store problemer, det som Los Merengues befinder sig i. For problematisk er det selvfølgelig, når man taber hjemme til Levante i sidste runde og i øvrigt blot har hentet et enkelt point i de sidste fire La Liga kampe. Den dårligste start i en sæson for en Real Madrid-træner siden Juan Antonio Ipiña i 1952-53.

Det fungerer altså ikke optimalt i øjeblikket. Pligtsejren i Champions League mod Viktoria Plzen ændrer ikke på, at hovedstadsklubben har det svært post Ronaldo, eller at Julen Lopetegui er en presset mand.

Og så er vi tilbage ved det sort hvide i fodbolden. En sejr på Camp Nou sender Real Madrid tilbage i mesterskabskampen. Et nederlag sender dem næsten ud af selvsamme mesterskabskamp, og måske det endda også Julen Lopetegui ud af Madrid. Så sort/hvidt kan det opstilles.

Da de to hold senest mødtes på Camp Nou, blev opgøret kaldt tæt på ligegyldigt, da Barcelona allerede var blevet mestre, mens Real Madrid koncentrerede sig om Champions League.

Denne gang er alt på spil. Det er afgørelsens time, om man vil.

Håbets Clásico

I disse spalter har jeg tidligere forsvaret Lopetegui, der mere er et offer for problemerne, end han er årsagen til dem. Han er under et kæmpe pres, og næsten al fokus vil være på ham før, under og efter kampen søndag. Specielt nu hvor hverken Ronaldo eller Messi for første gang siden 2007 er med i en kamp mellem de to rivaler.

Nogle vil måske hævde, at opgøret mod Barcelona ikke kunne komme på et værre tidspunkt for Real Madrid. Man kan også vende den om og sige, at El Clásico kommer på det bedst tænkelige tidspunkt.

En skrabet sejr mod Viktoria Plzen i midtugen ændrede ikke synderligt på Julen Lopeteguis status i Madrid. En skrabet sejr søndag aften, og han har købt sig tid. Vist at han kan levere i store kampe. At han er den rigtige mand, og at al snak om krise i stedet kan blive til en snak om et vendepunkt. 

Vi er tilbage ved det sort/hvide i fodbolden. For det er i realiteten kun en enkelt kamp og tre point, der er på spil, men det er omvendt en kamp, der kan rykke mere end nogen anden. Lopetegui kunne vinde tre kampe i træk, men det ville ikke rykke nær så meget, som en sejr mod Barcelona kan gøre det.

Det er en mulighed for på 90 minutter at ændre narrativen for en stund, og den mulighed må være motiverende. Lopetegui virker fortsat som spillernes mand, og holdet ved også, hvad der er på spil. Det ved de selvfølgelig altid op til et Clásico, men chancen for at ændre de sidste ugers mange negative skriver på en eftermiddag må alligevel være ekstra motiverende.

Rent historisk set kan Real Madrid måske også finde et par procenter. Holdet har ikke tabt på Camp Nou siden 2015 sæsonen under Carlo Ancelotti, og så har netop Camp Nou tidligere dannet ramme om et form for vendepunkt for Real Madrid og en Real Madrid træner.

I 2006/07 sæsonen var Fabio Capello på rygtebørsen også meldt på vej ud, og daværende præsident Ramón Calderón havde allerede fundet telefonnummeret frem på Vicente del Bosque. Real Madrid var på det tidspunkt to point efter Barcelona i tabellen og netop slået ud af Bayern München i Champions League. Godt nok endte opgøret 3-3 på en sen udligning af Lionel Messi, men resultatet og ikke mindst præstationen gav Real Madrid et rygstød, der i sidste ende sikrede dem La Liga trofæet. At Capello så alligevel blev fyret efter sæsonen, siger måske mere om Real Madrid på daværende tidspunkt.

Søndag kan Lopetegui så følge i fodsporene på Capello. Enten som en fyret Real Madrid-træner, eller som ham der vendte en sæson på Camp Nou. 

Nordicbets anbefalede spiltips til El Clásico d. 28. oktober 2018

Startopstillinger til el Clásico den 28. oktober 2018