Simon Kjær: Naturstridigt at slutte foran Barcelona og Real Madrid

Af Søren Sorgenfri

Sevilla og Simon Kjær holder sig inde i varmen i La Ligas top fire felt og dermed potentielt en billet til næste sæsons Champions League.

Efter godt halvdelen af sæsonen er afviklet, så er Sevillas indsats godkendt, siger NordicBets ambassadør, Simon Kjær.

“Vi ligger i top fire, og det er vores mål, så jeg er overordnet set fint tilfreds. Vi har været mindre svingende end i sidste sæson, selv om vi har mistet en del point på det seneste,” siger den blonde stopper.

Han har senest været involveret i et pokaldrama mod ligaens duks, FC Barcelona, hvor Sevilla endte med at tabe 6-1 på Camp Nou, men resultatet snyder i en kamp, hvor Sevilla i kampens sidste minutter var nødt til at åbne op og satse hele butikken ved stillingen 4-1. Sevilla vandt den første kamp 2-0, og var derfor nødt til at gå mere end helhjertet efter endnu en scoring. Det udnyttede FC Barcelona til at trække kontrakniven og sætte yderligere to mål ind.

“Vi røg ud af pokalen i kvartfinalerne mod Barca – og det kan ske, når man møder så stærkt et hold. Vi vandt 2-0 over Barca hjemme, men i første halvleg af returkampen på Camp Nou brændte vi så et straffe og ramte også stolpen – og der kunne vi med bare en smule held have fået et helt andet resultat. Til sidst i kampen presser vi for at få vores andet mål til 2-4, der skaffer os videre, og så scorer de to til sidst på kontra-angreb, og resultatet vipper fra at være helt åbent om, hvem der går videre, til pludselig at se skidt ud. Sådan er fodbold lidt sort og hvidt indimellem.”

FC Barcelona vandt i sidste sæson The Double har sat kursen mod en gentagelse, men Sevilla har sin egen målsætning midt i kapløbet med FC Barcelona, Atletico Madrid og Real Madrid – den trio der ligger foran Sevilla i tabellen.

“Det ville vel næsten være naturstridigt at slutte foran både Barca, Real og Atletico målt over en lang sæson, når man ser på forskellene i lønbudget og penge til indkøb. Det er klart, at der er en forskel, for de tre hold er blandt de absolut bedste i verden,” siger Simon Kjær, men landsholdsanføreren bøjer ikke hovedet, men klør på.

”Omvendt sker der jo både overraskelser og sensationer i fodbold, så vi gør alt for at være med så langt fremme i La Liga, som det overhovedet er muligt. Selvfølgelig vil vi gerne drille et eller flere af de tre store, og vi er tæt på dem, men det er svært at klemme sig ind blandt de tre tophold i verdens bedste liga,” siger han.

Fjerdepladsen udløser som bekendt også en adgangsbillet til næste sæsons Champions League.

”Det er nok mere realistisk at satse på en Top4-placering, og det er der, vi som klub naturligt hører hjemme. Det er vores mål i La Liga at slutte i top fire og kvalificere os til Champions League, men omvendt tager vi alt det, vi kan få – og jeg har i mit halvandet år i Sevilla været med til at slå både Barca, Real og Atletico, så hvorfor ikke…?”

Håbet lever i Sevilla, men den nuværende indsats er godkendt. 

Stillingen i La Liga 2018/19