Steffen Højer: Andreas Albers er et fysisk monster

Ifølge Steffen Højer, Viborgs cheftræner, så har Superliga-nedrykkerne haft ‘en fantastisk optakt’ til den kommende forårspremiere i NordicBet LIGA’en. Og en af dem, som Steffen Højer især glæder sig til at følge i aktion er angriberen Andreas Albers.

Af Jakob Genz

Viborgs cheftræner, Steffen Højer, synes, at de mange aflysninger, der i disse dage tikker ind forud for forårspremieren på NordicBet LIGAen er ‘noget rod’.

Ikke bare fordi de aflyste kampe kommer til at presse det kommende kampprogram ‘voldsomt’, som Højer udtrykker det, men også fordi det kan undre ham, at de klubber, der er ansvarlige for aflysningerne ikke har været forberedt på, at den nuværende vejrsituation kunne opstå og i den forbindelse ikke har haft et alternativ i baghånden.

“Men det er jo ikke det, vi skal snakke om,” lyder det fra Steffen Højer.

Nej, det er ej. For Viborgs forårspremiere mod Nykøbing er ikke i fare for at blive aflyst. Energi Viborg Arena er nemlig gearet til alt slags vejr og Højer glæder sig til at få skudt forårssæsonen i gang.

Ikke mindst fordi Viborgs forberedelser til den har været gode:

“Jeg ved godt, at man i disse dage hører alle trænere sige det her, men vi har altså haft en helt fantastisk opstart,” indleder Højer:

“Vi har fået en tiltrængt ro til at arbejde med alt lige fra vores fysiske grundbase til de små detaljer i vores spil. Og det har både jeg som træner, men også spillerne haft brug for.”

“De første tre uger af opstarten sagde vi nej til alle tilbud og forespørgsler om træningskampe. Vi ville ikke forstyrres. For selv hvis der bare er tale om en træningskamp, så går der alligevel en dag med at forberede sig til den og en til to dage med at komme sig over den. Og det er altså tre dage ud af en uge. De dage ville vi hellere bruge på at arbejde hårdt med os selv.”

“Så opstarten har været lige præcis, som vi gerne vil have den skulle være og siden vi kom hjem fra Tyrkiet sidste fredag har vi kun haft én ting i tankerne, nemlig premieren på søndag.”

Ikke a la Barcelona, men…

Og her tager NordicBet LIGAens nummer syv, Viborg, imod Nykøbing, der to pladser længere nede i tabellen er noteret for 23 point, hvilket er fem færre end hvad Viborg har på kontoen:

“Nykøbing er et godt spillende fodboldhold, der ikke er bange for at tænke fremad og deres styrker ligger da også helt klart i offensiven. For det er ikke nogen hemmelighed, at der i efteråret gik en del mål ind på dem. Ikke mindst i forbindelse med hjørnespark og det er vi naturligvis opmærksomme på.”

“Men når det er sagt, så er der tale om en premierekamp, hvor alt kan ske. Og vi har i den grad respekt for Nykøbing. Vi tabte jo også til dem i efteråret.”

“Alligevel er det en kamp, vi skal være gode nok til at vinde. Jeg forventer ikke, at vi på søndag går ind og spiller som Barcelona i de første tyve minutter af kampen, men jeg forventer, at vi i sidste ende har så meget kvalitet i det, vi gør, at vi ender med at vinde kampen.”

Andreas Albers er et monster

Og den kvalitet forventer Steffen Højer vil komme fra især to spillere, der i forberedelserne til den kommende forårspremiere har vist gode takter på træningsbanen:

“Mikkel Jespersen spillede højre back, da han var i Horsens, men hos os bruges han på den centrale midtbane. For Jespersen er en virkelig dygtig boldspiller og sådan én har vi brug for på den centrale del af banen, hvor han sammen med Jeppe Grønning, der simpelthen bare er over det hele, kommer til at blive rigtig spændende at følge.”

“Og så glæder jeg mig til at se Andreas Albers i aktion. Han har haft en helt igennem fantastisk opstart. Det har bare set rigtig godt ud. Albers er et fysisk monster lige nu og han har efterhånden hele den pakke, der skal kunne gøre ham til topscorer i NordicBet LIGAen,” slutter Steffen Højer.

Dommer, Mikkel Redder, fløjter søndagens kamp mellem Viborg og Nykøbing i gang på Energi Viborg Arena klokken 13.45.