Overblik: NordicBet LIGAen lukker med et brag

Der er lagt i ovnen til drama for alle pengene, når NordicBet LIGAen lukker og slukker på søndag. Ikke bare øverst i tabellen, hvor fem hold slås om tre pladser, men også i bunden, hvor Brabrand kan sikre sig overlevelse.

Af Jakob Genz 

Efter 297 dage i selskab med NordicBet LIGAen er det tid til at sige farvel og tak for denne gang til landets næstbedste fodboldrække.

Og sikke en afskedsfest, der venter os. For dramaerne står i kø overalt i tabellen, hvor stort set samtlige af ligaens tolv mandskaber stadig har noget at spille for.

Enten en jagt på et resultat, der kan sikre overlevelse, en playoff-plads eller direkte oprykning til Superligaen. Men også en jagt på resultater, der måske er ligegyldig for egen skæbne, men som kan spænde ben for andre.

Så lad os komme i gang med at se på, hvad der venter os søndag eftermiddag, hvor 33. og sidste spillerunde af 2017/18-udgaven af NordicBet LIGAen folder sig ud.

Og lad os starte oppefra og ned.

Svaner på jagt

Efter midtuge-sejren over FC Fredericia, foran mere end 10.000 tilskuere i Nørreskoven, er Vejle nu snublende tæt på at rykke direkte op i den Superliga, som klubben har savnet følelsen af i snart et årti.

Og vinder Vejle – eller får holdet bare et point – ude mod Thisted søndag eftermiddag, så er den direkte oprykning med sikkerhed en realitet.

For Vejle er før sidste spillerunde noteret for 62 point efter 32 kampe, hvilket er tre point mere end Esbjerg, der søndag naturligvis vil gøre alt for at få tre point hjemme mod HB Køge, hvis nu Vejle skulle snuble på målstregen i Thisted.

Men Esbjerg får det ikke let i jagten på tre point. Det er nemlig, som sagt, HB Køge, der gæster Blue Water Arena og her har Svanerne alt at spille for på søndag.

HB Køge kan nemlig med en sejr forvandle holdets nuværende femteplads til en slutplacering i den top tre, der kan give klubben billet til et par nervepirrende playoff-kampe.

Men tre point kan ikke gøre jobbet for HB Køge. En slutplacering i top tre kræver også, at Viborg, der lige nu sidder på den eftertragtede tredjeplads, og Vendsyssel, der er kun er på fjerdepladsen qua et dårlige målregnskab, begge vælter omkuld søndag eftermiddag.

Bye-bye Brabrand?

Her skal Vendsyssel en tur til Monjasa Park, hvor FC Fredericia er opsat på at sige farvel med manér til klubbens lokalbefolkning efter en sæson, der måske ikke endte med det, som man havde regnet med i NordicBet LIGAen, men som til gengæld bød på en historisk flot semifinale i DBU Pokalen.

Samtidig løber Viborg ind på eget græs for at møde Brabrand. En, i hvert fald på papiret, overkommelig opgave, da der i skrivende stund er tyve point og otte pladser til forskel på vært og gæst.

Men Viborg skal nu alligevel ikke føle sig for sikre forud for jagten på tre point, der kan sikre dem en slutplacering på nuværende tredjeplads.

For Brabrand har alt at spille for. Klubben kan nemlig sikre sig overlevelse i NordicBet LIGAen ved at slå Viborg samtidig med at FC Roskilde taber hjemme til Fremad Amager.

Men hvad er oddsene for det? Er vi ikke ude i noget mirakuløst hvis-og-hvis?

Jo, måske.

Omvendt, så er det NordicBet LIGAen, vi taler om. Ligaen, hvor alle slår alle på kryds og tværs af tabellen, og hvor den ene underdog efter den anden tager fusen på omverdenen. 

Aldrig ligeud

Se bare på Vejle, der er gået fra at være et suverænt tophold i efteråret til at ryge ud af top fire i starten af foråret til nu at kunne sikre sig direkte oprykning til Superligaen.

Endda sammen med Esbjerg og Viborg, der begge var enormt længe om at tilpasse sig livet i NordicBet LIGAen, men som nu er tilbage på dørtrinnet ind til landets bedste fodboldrække.

Ja, ja, men det er jo comebacks leveret af giganter, der opremses. Ja, men blandt andre Brabrand har gjort det samme.

For efter en forrygende start på efteråret foretog klubben et ufrivilligt, frit fald ned til bunden af tabellen og da startskuddet til foråret lød, lignede klubben en sikker nedrykker sammen med Skive.

Men 20 point i 13 forårskampe har gjort, at brabrand’sk overlevelse nu rent faktisk er en mulighed. Og det er sådan NordicBet LIGAen er. Uforudsigelig, underholdende og overraskende.

Her går livet aldrig ligeud, men altid op og ned, og rundt om sig selv. Og det kan det også meget vel ende med at gøre på søndag, hvor vi efter 297 dage i selskab med NordicBet LIGAen skal sige farvel og tak inden sommeren står for døren.

Og sikke et dramatisk farvel, det kan gå hen og blive!

God fornøjelse!