Optakt til NordicBet Liga

Tre hold skal slås om NordicBet Ligaens ene billet op til Superligaen.

Af Søren Sorgenfri

Ding ding. Så lyder klokken til NordicBet Ligaens første runde, og dermed sparkes landets næstbedste række i gang, når Viborg tager imod Roskilde fredag aften.

Derfra går det slag i slag i en sæson, hvor der kun kan være en vinder – der er nemlig kun en billet op til Superligaen på højkant denne sæson som konsekvens af, at Superligaen reduceres til 12 hold.

Det kan man så undre sig over, men de ’små’ hold har selv været med til at stemme reduceringsforslaget igennem, og så må de klø på, og se hvem der vinder den ene gyldne billet.

Et lille felt af forhåndsfavoritter tegner sig. Nedrykkerne Vejle og Vendsyssel må regnes som de største favoritter og så lurer Viborg FF lige bag ved. Viborg indledte forårssæsonen som ettere, men satte føringen over styr og så Silkeborg rykke direkte op. I playoff-kampene tabte Viborg så samlet til Hobro, og det kostede Steffen Højer jobbet som cheftræner. Ind er kommet den tidligere FCK-assistent Jakob Neestrup som ny cheftræner, og det ligner, at han vil trække de grønblusede over i en mere spilstyrende 433 formation.

Viborg har blandt andet forstærket sig med Christian Sørensen, der er hentet i FC Fredericia, hvor han scorede 12 gange i sidste sæson.

Vejle skuffede i sidste sæson. Der var større forventninger til de røde fra Nørreskoven end en konstant tilværelse i bunden, der ultimativt endte med nedrykning. Ambitionerne er til mere, så nu skal de på den igen.

Svenske Montiel er kommet til fra belgisk fodbold og byder på noget hovedstødsstyrke, og Vejle råder stadig over erfarne kræfter som Jacob Schoop og Mads Greve samt den islandske målræv, Kjartan Finnbogason, der har rundet 33 somre, men er naturlig favorit til prisen som sæsonens topscorer.

Vejles træner, rumæneren Constantin Galca har arbejdet med taktisk smidighed, så der er flere værktøjer at arbejde med under kampene, og Vejle er ikke færdige på transfermarkedet endnu.

Der synes ikke at være en oplagt dark horse lige efter favorittrioen. Mere et ret bredt og jævnbyrdigt felt med HB Køge, Fremad Amager, FC Fredericia og så måske Næstved, der har noget X-faktor. De grønne var sidste sæsons overraskelse, men gik kolde i forårets slutfase. Det kostede sportschef Jakob Gaxe Gregersen og træner Michael Hemmingsen jobbet uden, der dog egentlig kom en officiel forklaring. Sommeren er i stedet brugt på at hente primært brasilianske spillere ind til en efterhånden ret multinational trup.

Kan de grønne presse på i toppen? Tvivlsomt, men der siges, at der blandt de nyerhvervede brasilianske spillere skal være et par juveler imellem, der kan overraske.

I bunden må det forventes, at oprykkerne Skive og Kolding skal slås med Hvidovre samt Roskilde i stoledansen om at undgå tre nedrykningspladser.