NordicBet LIGA-overblik: En midtuge, der siger ‘bang’?

NordicBet LIGAen lukker og slukker på søndag, men ingenting er endnu afgjort. Derfor ligner næstsidste spillerunde onsdag aften også noget, der kan komme til at sige ‘bang’. Jakob Genz giver dig et overblik.

Af Jakob Genz

Der er spillet 186 kampe af 2017/2018-udgaven af NordicBet LIGAen, der slutter på søndag eftermiddag.

Men inden vi kommer så langt som at sige farvel, så skal samtlige 12 hold i landets næstebedste – men uden tvivl mest uforudsigelige, underholdende, overraskende og konkurrencemættede fodboldrække – i aktion onsdag aften.

Og der bliver ikke tale om en let midtuge-opvarmning til weekendens store afdansningsbal. Tværtimod. 32. spillerundende ligner noget, der let kunne gå hen og sige ‘bang’.

Ikke mindst i kampen mellem HB Køge og Viborg.

Viborg presses bagfra

Viborgs cheftræner, Steffen Højer, understregede i sidste uge, at han ikke havde opgivet ambitionen om en slutplacering på NordicBet LIGAens førsteplads.

Men i lørdags spillede Viborg 0-0 med Esbjerg – til trods for at Højers drenge spillede stort set hele kampen 11 mod ti – og derfor er Vejles førsteplads nu en matematisk umulighed.

Det er indtagelsen af Esbjergs andenplads såvel som fastholdelsen af Viborgs nuværende tredjeplads dog ikke.

Men hvad enten Viborg skal ende med at slutte på den ene eller den anden placering, der på bagkant af punktummet på søndag vil udløse playoff-kampe mod et hold fra bunden af Superligaen, så kræver det point onsdag aften.

Allerhelst tre af slagsen.

For onsdag skal Viborg nemlig en tur til HB Køge, der med ti point i de seneste fire kampe nu blot er to point fra Viborgs tredjeplads.

Men HB Køge er ikke det eneste sub-tophold, der lugter blod forud for 32. spillerunde.

Det samme gør Vendsyssel, der i weekenden – under ledelse af Jens Berthel Askou – fik den bedst tænkelige start på fodboldlivet efter afskeden med Erik Rasmussen ved at slå Thisted 1-3 og som derfor nu er a point med Viborg.

En vendsyssel’sk midtugesejr over Nykøbing vil derfor ikke bare kunne holde Askous mandskab i kølvandet på top tre før sidste spillerunde på søndag. En sejr (og en eller anden form for pointtab til Viborg ) vil endda kunne sende Vendsyssel helt ind i hjertet af top tre. 

Esbjerg-sejr m.m.

Men den kommende midtuge kan ikke kun komme til at pille ved NordicBet LIGAens tredjeplads. Vejles førsteplads er også under pres.

For selvom Viborg i weekenden ufrivilligt meldte sig ud af ræset om den plads, der lige om lidt sikre direkte oprykning til Superligaen, så lever Esbjergs ambitioner om pladsen fortsat.

Vejle har dog i skrivende stund et forspring på tre point og derfor er Esbjerg pisket til en sejr ude mod tabellens bundprop, Skive, onsdag aften.

Samtidig skal Esbjerg krydse fingre for, at Vejle kommer i pointmæssige problemer hjemme i Nørreskoven, hvor regionsrivalerne FC Fredericia kommer på midtugebesøg.

Men lad os lige dvæle lidt ved Skive. Eller rettere, lad os lige dvæle lidt ved bunden af NordicBet LIGAen.

For bedst som Brabrand på tabellens 11. plads blev afskrevet samtlige muligheder for overlevelse, så er der sket noget de seneste par uger.

Great Escape?

For det første så har Brabrand fortsat deres helt igennem fine forår ved at hente syv point i tre kampe.

Og for det andet, så har FC Roskilde, der i modsætning til Brabrand har haft et knap så prangende 2018 blot produceret et point i de seneste tre kampe.

Dermed er afstanden mellem holdet på den forkerte side af NordicBet LIGAens nedrykningsstreg og holdet på den rigtige side af selv samme nu nede på ‘blot’ fem point.

Der er med andre ord stadig en reel mulighed for, at Brabrand kan redde livet. Det kræver dog, at Brabrand slår netop FC Roskilde, når de to klubber tørner sammen i et sandt drama onsdag aften.

En sejr over FC Roskilde er dog i sagens natur ikke nok. Brabrand skal også vinde sidste spillerunde på søndag, hvor modstanderen er ingen ringere end Viborg. Endda på udebane. Samtidig skal FC Roskilde tabe hjemmeopgøret mod Fremad Amager.

Men den tid, den spænding. Og hvis der er noget, som denne sæsonudgave af NordicBet LIGAen (igen) har lært alle os, der iagttager den, så er det at tage en runde af gangen.

For NordicBet LIGAen er NordicBet LIGAen. Det mest uforudsigelige, underholdende, overraskende og konkurrencemættede, der findes på dansk fodboldjord.

God midtuge-fornøjelse!