NordicBet LIGA-optakt: Mastodonter og dårlige forsvar

Onsdag aften står i NordicBet LIGAens tegn og kaster man et blik på programmet, så byder femte spillerunde på alt lige fra et jysk mastodont-møde til gennemhullede forsvar på Sjælland.

Af Jakob Genz

Weekendens resultater i NordicBet LIGAen understregede igen-igen-igen, at landets næstbedste fodboldrække udspilles i verden, der er løsrevet alle former for logik.

NordicBet LIGAen er derimod stedet, hvor en konstant uforudsigelighed og en sjældent set underholdningsværdi stortrives i kategorien ‘anything is possible’ og hvor David derfor slår Goliath hver evig eneste spillerunde.

For én ting er, for eksempel, at Thisted slog Lyngby i søndags. En anden ting er, at Thisted slog Lyngby 4-0. Og vi gentager, 4-0!

At NordicBet LIGAen er svær at blive klog på er dog ingen hemmelighed. Alligevel er vi mange, der insisterer på, at diverse spillerunder kan regnes ud på forhånd.

Bare sådan nogenlunde.

Denne insisteren vil undertegnede dog begrave en gang for alle. For det eneste bet, der gik hjem i sidste weekend var HB Køges sejr over Nykøbing.

Men bare fordi jeg er dårlig til at forudsige det uforudsigelige, så skal I ikke snydes for en optakt til femte spillerunde af NordicBet LIGAen, der folder sig ud allerede onsdag aften.

Favoritter, ikke?

Og lad os starte fra toppen af tabellen, hvor HB Køge på bagkant af weekendens tre point nu er oppe på i alt 12 af slagsen samt en målscore på hele 10-2.

En statistisk virkelighed, der – hvad enten der er tale om NordicBet LIGAen eller ej – bør gøre dem favoritter i midtugemødet med Næstved på udebane.

Dog ikke uden kamp.

For bortset fra søndagens 2-1 nederlag ude mod Hvidovre, så har oprykkerne fra Næstved formået at spille sig frem til fem point, hvoraf fire af disse er kommet i hus efter møder med hold som FC Fredericia og FC Helsingør.

Selvtillid vs. Selvtillid

Og lad os lige holde fast i FC Fredericia.

For efter nederlaget til Næstved i sæsonpremieren ser drengene fra Monjasa Park nu for alvor ud til at have fundet melodien.

De seneste tre spillerunder har nemlig kastet hele syv point af sig og FC Fredericia går dermed ind til midtugens opgave mod Thisted med selvtillid i støvlerne.

Og selvtillid bliver der brug for.

Thisteds føromtalte 4-0 sejr over Lyngby bringer nemlig nordjyderne op på fire point for de seneste to kampe og lægges disse sammen med det ene point, der kom ud af sæsonpremieren ude mod Superliga-nedrykkerne fra Silkeborg, så finder man forklaringen på, at Thisted pt. er at finde på tabellens fjerdeplads.

Ligaens bedste forsvar

Her bor de (pointmæssigt) side om side med hold som FC Helsingør, Viborg og Lyngby….og Nykøbing, der onsdag aften skal en tur til Lyngby.

Ser man bort fra, at søndagens føromtalte møde med HB Køge på Capelli Sport Stadion endte med et nederlag, så har Nykøbing FC pt. mange gode grunde til at være glade.

Nykøbing FCs fem point er nemlig først og fremmest kommet i hus takket være en defensiv, der blot har lukket et enkelt mål ind i 360 minutter (plus tillægstid).

En imponerende statistik, som dog falmer en anelse set i lyset af det faktum, at Nykøbing FC kun har fundet frem til modstanderens netmasker to gange i fire kampe.

Men måske kan mødet med Lyngby være med til at øge denne målproduktion. For Lyngby har, som vi også så i søndags, været ganske gavnmilde foran eget mål. 

Gavmilde bundpropper

Mark Strudals tropper har nemlig lukket hele syv mål ind i sæsonens fire første kampe, hvilket kun overgås af Fremad Amager og FC Roskilde, der onsdag aften står ansigt til ansigt med hinanden på Sundby Idrætspark.

Både Fremad Amager og FC Roskilde har nemlig indkasseret ni mål i fire kampe.

Værst ser målregnskabet dog ud hos gæsterne fra domkirkebyen, der sideløbende med de mange indkasserede scoringer blot selv har formået at score to gange.

Til sammenligning har Fremad Amager scoret fem gange, hvor to af disse er blevet produceret på Sundby Idrætspark. 

Ubesejrede oprykkere

Ligesom Fremad Amager er Superliga-nedrykkerne fra FC Helsingør også (kun) noteret for fem scoringer forud for onsdagens udebaneopgør mod oprykkerne fra Hvidovre.

Sæsonen startede ellers godt for Christian Lønstrup og co. der med fire scoringer og fire point lå i hælene på HB Køge efter de to første kampe.

Men siden har det knebet med både mål og point, og FC Helsingør er derfor røget nedad i tabellen.

Først fik FC Helsingør et ellers tilfredstillende 1-1 resultat i Viborg, men søndagens 0-1 nederlag til FC Fredericia på eget græs var en streg i regningen, som utvivlsomt skal vaskes væk i Hvidovre.

Problemet er bare, at Hvidovre endnu ikke har tabt en kamp i NordicBet LIGAen. Derimod er det blevet til tre gange uafgjort på stribe og senest en 2-1 sejr over Næstved.

Sagt med andre ord; Lønstrups onsdagsønske om mål og tre point bliver ikke en let opgave.

Mastodonter på Jysk Park

Mål og tre point står også øverst på Silkeborg og Viborgs ønskeliste forud for deres interne duel onsdag aften på Jysk Park.

Og selvom hverken værterne eller gæsterne tilnærmelsesvist har fået den start på sæsonen, som de to jyske fodbold-mastodonter havde håbet på, så kan begge mandskaber gå ind til midtugens opgave med en dugfrisk sejr i bagagen.

For takket en vidunderlig helflugter af Frederik Møller, så vandt Silkeborg 0-1 ude over FC Roskilde i søndags.

Og takket være scoringer af Jacob Dehn Andersen og Jeff Mensah gjorde Viborg det samme hjemme over Fremad Amager i søndags.

Hvem af de to mastodonter, der formår at lukrere bedst muligt på de tre dugfriske point, må tiden vise.

Og apropos tid, så starter mødet mellem Silkeborg og Viborg – og alle de andre medvirkende i femte spillerunde af NordicBet LIGAen – onsdag aften klokken 18.30.