Tæt på EM: Selvfølgelig er England og Tyskland stadig rivaler

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

England mod Tyskland om en billet videre til kvartfinalen. Det kan kun blive godt, kan det ikke?

Fodboldhistorien har fuldfede kapitler om dette opgør. Fra 1966 og frem næsten helgengjort ved Gary Lineker berømte citat: Fodbold er et simpelt spil. 22 mænd jagter bolden i 90 minutter, og Tyskland vinder altid til sidst.

Daily Mirror skriver således, at englænderne er gået i skarp træning til en eventuel straffesparkskonkurrence samt forskellige opstillinger for at håndtere den tyske kaosfodbold i det, der kaldes ’et gammelt rivalforhold’.

Men er tiden løbet fra det tysk-engelske rivalforhold? Det mener en anden engelsk avis, The Guardian nemlig med reference til, at verden bliver tættere og tættere forbundet. Multi-kulti på begge sider af Nordsøen har ændret på rivalforholdet med henvisning til Jamal Musiala, der kunne stille op for England, men spiller for Tyskland. Ja, der kunne man så mene noget omkring Brexit og de voldsomme nationalistiske og anti-europæiske trommer, der blev slået på der, men det er en anden sag. Det var alligevel overraskende, at det gik den vej for englænderne, der traditionelt har set tyskerne som de største konkurrenter til stort set alt i Europa. Handel, finanscentrum, produktion af biler og andet godt samt det politiske samarbejde med Frankrig i EU.

Vi holder politik og verdenshistorie ude af regnestykket her. Don’t mention the war(s) og alt det der. Men alligevel. Spørger du en engelsk fodboldfan, hvem de anser som deres største rival, så er mit skud, at de svarer Tyskland. Blandt andet på grund ovenstående indspark.

Selvfølgelig er rivaliseringen i dag ikke som i 1990 eller 1996. Fodbolden står jo ikke stille, men ændrer sig, men alligevel er det de to semifinaler fra henholdsvis 1990 og 1996, der står som fyrtårne i det rivalforhold. Ikke mindst målt i engelsk smerte over afbrændere fra pletten. Up steps Southgate…

Det var England, der ved VM 1990 måtte forlade banen i Torino med bøjede hoveder efter Chris Waddle kanonerede sit straffespark højt op i aftenhimlen, og så tyskerne juble videre til finalen. Efter en kamp, hvor englænderne havde indkasseret et noget nær freak mål i den ordinære spilletid via et afrettet frispark. Skuddet ramte den fremstormede Paul Parker og fløj i en høj bue over veteranen Peter Shilton.

Seks år senere var sommeren magisk i London og omegn. Terry Venables’ Three Lions henrykkede med fed fodbold og smil i sommervarmen, men også her endte kampagnen mod Tysklands i semifinalen efter straffesparkskonkurrence. ’It’s coming home.’ Men tyskerne tog pokalen med hjem.

Læg hertil Englands 1-0 sejr over Tyskland ved EM 2000, hvor det smertende stod klart for tyskerne, at deres landshold ikke bare var i forfald, men trængte til en helt ny begyndelse. Der var Englands hæsblæsende 5-1 sejr i München i 2001. 00erne virkede som løfterige for den engelske generation med Owen, Beckham, Gerrard, Lampard og Fowler, men i 2010 tævede tyskerne englænderne ved VM i Sydafrika med 4-1 i 1/8-finalerne. Det stod klart, at fremtiden tilhørte Tyskland, og englænderne intet fik ud af 00ernes gyldne generation.

Nu 11 år senere står de igen overfor hinanden i den første kamp af betydning mellem de to nationer siden VM i Sydafrika, og hvilken betydning.

’Joggi’ takker af efter 16 år som tysk landstræner, og håber på et sidste hurra. Et nederlag til England vil alt andet lige understrege, at han mistede grebet om den tyske dominans efter VM 2014. Der er ikke mindre på højkant for England. De har ikke imponeret i gruppefasen, og spillestilen er i det hele taget til diskussion. Er en langsom 4231’er i 2008 stil den rette måde at forvalte repræsentanterne fra verdens stærkeste liga på? Klodens medier skriver om det danske hold og et genopstået tempofyldt italiensk mandskab. Ingen skriver om England. Der er intet nyt under solen. Og går det som det plejer, så vil et engelsk nederlag sætte Southgate under pres. Hans hold er sat til toppe ved VM 2022, men et nederlag til Tyskland i 1/8-finalerne vil ikke gøre noget for hans aktier som landstræner efter tre gruppekampe, hvor englænderne ikke har imponeret.

Premier Leagues rigdom har på mange måder været en hindring for det engelske landshold. Klubbernes fokus har været på indkøb af unge og etablerede udenlandske spillere. Topholdene har færre og færre briter på holdkortet, men nu ser vi, at der er mange unge talentfulde englændere på vej frem. Det har tyskerne også opdaget, hvor ikke mindst Dortmund går efter unge engelske spillere, der så kan sælges tilbage igen til Premier League for formuer.

Tyskerne gik den stik modsatte vej og dyrkede og forelskede sig i egen ungdom i løbet af 00’erne – en udvikling der peakede i 10’erne. Tyskland ved, at der venter dem en ny start med Hansi Flick. Den er de klar på, når der er takket af med ’Joggi’.

Der er ingen tvivl om, at Southgate har skelet til Frankrigs succes de senere år og vurderet, at det vigtigste er en god kompakt defensiv. Hold dem fra fadet og slå til med fart i kanalerne. Det er derfor Sterling har fået den engelske hovedrolle så langt. Det kan vise sig som den rette medicin mod et tysk 343-mandskab, der har spillet hektisk og usammenhængende. Det vil give Kane og Sterling plads. Det bliver især interessant at se om Phillips og Rice kan sætte den tyske midtbane ud af spillet og udnytte, at de er en spiller mere på den centrale midtbane via 4231’eren.

Kan de håndtere tyskerne centralt og lade dem slå indlæg fra lang afstand, så ligger den til England med tilhørende rivalhån. Ender den i straffespark, ja så kender vi slutningen på næste kapitel i det engelsk-tyske rivaldrama.

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.