Tæt på EM: Når eneren gør forskellen

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Denne artikel skulle egentlig primært handle om Gareth Bale, men det er umuligt ikke at begynde med Christian Eriksen.

Da jeg planlagde denne artikel for tre uger siden, var Eriksen plottet ind som en delkomponent i teksten. Som repræsentant for landsholdenes behov for en ener.  

Lørdag aften i kampen mod Finland sank han sammen i minut 42, og EM bliver ikke det samme igen. Vi ved ikke, om Christian Eriksen bliver den samme igen, men bare han kommer hjem til sin kone og børn igen, så betyder fremtiden som fodboldspiller mindre. Også for en person som Eriksen, der har tænkt og åndet fodbold siden barnsben.

Han overlevede. Det er det vigtige.

Det samme håber fodboldfamilien for den engelske fan, der faldt ned fra tribunen på Wembley. Tilstanden beskrives ’som alvorlig’. Der er ikke forskel på fodboldstjerner og fans her. Det gælder livet for dem begge. Fodbolden er bare en leg, som vi enten spiller eller glædes ved at se på.

Det danske landshold ønsker at spille videre for Christians skyld. Stor respekt for det. Det danske landsholds videre muligheder – og lad det være sagt med det samme: bare det, at de spiller videre, er imponerende, så der er ingen forventninger til de rød-hvide – ser jeg nærmere på i et kommende skriv til kampen mod Belgien, men det bliver naturligvis et ganske anderledes landshold uden Eriksen.

Han har siden 2012 vist sig som landsholdets offensive epicenter. Danmark har et stærkt landshold på mange pladser og ikke mindst defensiven har båret landsholdet frem under Hareide og Hjulmand som et stærkt kollektiv bestående af specialister. Med Eriksen som det ekstra element. Det vender jeg tilbage til.

Når Wales møder Tyrkiet, så vil waliserne håbe på Gareth Bale stråler. Som han gjorde det i 2016, hvor waliserne nåede semifinalerne.

Vi er vant til, at de største klubber brander sig via stjernespillere, som bliver mere end dygtige atleter på banen. De bliver også reklamesøjler.

På landsholdene er det anderledes. Her har EM og VM slutrundernes historie set mange eksempler på, hvordan store som små hold får det ekstra gear med en stærk offensiv ener. Et fokuspunkt. For Danmarks vedkommende i 1992 var eneren Peter Schmeichel i buret – det var om noget den store målmands EM. Det er dog som regel de offensive navne, der står tydeligst i historiebøgerne. Grækenland vandt ikke mange nye fans i 2004, men vi kommer ikke udenom, at Theo Zagorakis var et bæst som bindeled på midtbanen.

EM 1984 var et velfungerende fransk kollektiv, fundamentet for Platini, der scorede hele ni gange i en slutrunde med bare otte hold. VM 1986 så Maradona danse Argentina til guldet i Mexico – selv om historiebøgerne her har det med at glemme hans mange virkelig dygtige hjælperyttere. Der er dog ingen tvivl om, at han var brændstoffet i tanken.

Og efterfølgende har vi set spillere som Hagi, Bergkamp, Poborsky, Nedved, Gascoigne, Stoichkov og mange flere være det plus i regnestykket, der har løftet små som store hold til et gear mere og til at nå længere i turneringerne end forventet.

Danmark kom ikke længere end gruppespillet i 2012, men Michael Krohn Dehlis genistreger holdt håbet om avancement i live til det sidste.

Selv til denne igangværende slutrunde, når et schweizisk mandskab toner frem på skærmen, så er det Shaqiri, der italesættes som ham, det skal komme fra. Den særligt geniale. På trods af, at mandens klubkarriere ikke står mål med hans talent. At han primært har foldet sig ud i Stoke, og derefter har været reservespiller, taler jo ikke ligefrem om en stor kanon. Alligevel er det ham, som rampelyset falder på. Hagi havde også store kvaler i dele af sin karriere på klubplan, men på landsholdet var en halvgud med en fodbold.

Portugal havde et klassehold i 2016, men alligevel var det tommetyk symbolik, at en skadet Cristiano Ronaldo fra sidelinjen råbte sine holdkammerater gennem kampen, mens træner Santos spillede andenviolin.

Så når Wales tager livtag med Tyrkiet, så vil vi først og fremmest holde øje med Bale. Som kunstneren der med en bevægelse og et pennestrøg kan forvandle sport til et sublimt øjeblik. Hvilket på sin vis er paradoksalt, eftersom fodbolden siden 90’erne har gjort alt, hvad den kan for at massere den klassiske 10’er ud af sporten. Der er simpelthen ikke plads til ’luksusspillere’ som Laudrup, Okocha og Baggio længere. Alligevel er det dem, som vi håber vil servere os et stykke af det uberegnelige. Det vi ikke forventede, men satte os foran skærmen i håbet om at se.

Det kræver en træners mod at give sådanne spillere de rigtige rammer. Wales fik 1-1 mod Schweiz i åbningskampen, hvilket de ganske givet var godt tilfredse med, men kampen afslørede ved fire-fem forskellige situationer, at schweizernes forsvar var til at overliste. Ikke mindst drilske indlæg – havde Bale fået mere frihed, og havde Wales mødt Schweiz med stort mod, så havde der måske været tre point på kontoen og ikke et.

Efter mødet med Tyrkiet, venter Italien på Wales. Italienerne imponerede mod Tyrkiet, og det er en no brainer, at hvis Wales for alvor skal tro på avancement, så kræver det en sejr over Tyrkiet. Det vil ikke kun kræve, at Wales holder organisationen, som de gjorde så fint mod Schweiz, men det vil også kræve, at vikartræner Robert Page udviser mod til at lade Bale stråle. At lade Bale gøre, hvad han gør bedst (og nej ingen jokes om golf her) vil være vejen videre frem for Wales. Som vi har set det så ofte før for små og store hold, når eneren løfter kollektivet.

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.