Tæt på EM: Er det nu Skotland fælder England?

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

England og Skotland har mødt hinanden 113 gange målt på officielle kampe. Nu står de igen overfor hinanden i en absolut nøglekamp i gruppe D.

England åbnede ballet med en 1-0 sejr over Kroatien, hvorimod Skotland snublede med et 2-0 nederlag til Tjekkiet. Naturligvis på en måde, som kun skotterne taber på efter en gung ho præstation, der så 12 hjørnespark.

Efter 23 år slutrundefravær har skotterne ikke glemt, hvordan man kløjes i det i en underholdende blanding af freak mål, sort uheld og tusindvis af knuste hjerter. The Tartan Army er umulige ikke at holde af, men for dælen de har det ikke nemt. David Marshall sprællende i nettet blev billedet fra førsterundekampen – Skotland er tilbage. På godt og ondt.

Nu gælder det rivalerne fra London og omegn.

De drømmer på et blandingsbrændstof af skotsk nationalisme og et brændende sportsligt ønske om at vinde over englænderne mere end noget andet.

Det er verdens ældste rivalkamp med dybe historiske rødder. Union, koloni, fællesskab. Storbritannien har mange navne, og spørgsmålet er, om næste kapitel bliver et skotsk farvel til den britiske union, hvorfor kampene med ’the auld enemy’ vil få endnu et element tilføjet.

Gense evt. Trainspotting-scenen, hvor de unge mænd uden håb lige runder relationen til England.

Det er fodbold, det skal handle om i dag, og her må man konstatere, at englænderne har udviklet sig med stormskridt i forhold til de nordlige naboer. Et egentlig skotsk overtag skal man tilbage til 1870erne og frem for at finde, men i mere moderne tid har englænderne siddet på tronen. Ikke mindst efter indførelsen af Premier League.

Premier Leagues tv-penge og heraf de engelske klubbers smag for køb af udenlandske spillere har sammen med Bosman-dommen sendt skotsk fodbold i gulvet.

Det skotske landshold, der drog til VM i Mexico i 1986, var fyldt med profiler fra engelsk fodbold, stærke skotske klubber der var en europæisk magtfaktor på det tidspunkt – ikke mindst Dundee og Alex Fergusons Aberdeen.

EM 1996 så Skotland stille med en ganske kompetent trup med krigere fra Premier League som Colin Hendry, Colin Calderwood, Gordon Durie og Monacos elegante John Collins.

Her lagde England og Skotland arm. På papiret var der ikke megen kvalitetsforskel mellem de to hold.  På et solbeskinnet Wembley gav de to hold i 1996 alt, hvad de havde i sig over 90 minutter i det, der endte med en engelsk sejr på 2-0.

Masser af fart på og rush på kanterne. Indlæg til bagerste stolpe, hoved på og mål. En arm i vejret og det store brede smil vintage Alan Shearer. David Seaman med 90ernes ondeste overskæg klarede i forrygende stil et ellers fremragende hovedstød fra Gordon Durie og senere var ’Sømanden’ på pletten og nappede et straffespark fra Gary McAllister. ’Gazza’ satte trumf på med et fremragende ryk og mål og en efterhånden ikonisk fejring af målet af den notorisk tørstige mand.

Englands glade ved landsholdet var tilbage. Personificeret ved den evigt smilende Terry Venables og hans underholdende ’Three Lions’ den sommer i England.

Skotterne bed fra sig, men måtte rejse hjem. Det var sidste gang, at de to landshold mødtes i øjenhøjde.

Skotland var med igen til VM 1998 med et efterhånden bedaget landshold, og derefter satte forfaldet ind. Manglende talentudvikling og en engelsk efterspørgsel, der forsvandt i takt med tv-pengene og EU-regler, åbnede op for et voldsomt indtog af spillere fra hele verden i de engelske klubber.

Og det har ikke kun ramt på spillersiden. I 2011 var der syv skotske trænere i Premier League. Syv! Siden etableringen af Premier League har der altid været mindst en skotsk træner i den bedste engelske række og som regel flere. Aston Villas fyring af Paul Lambert februar 2015 satte punktum for den æra.

Den skotske Premier League har dog også sin del af ansvaret for Skotlands nedtur. Tidligere har Rangers og Celtic været den ypperste platform for skotske spillere – enten for karrieren som helhed eller udstillingsvindue til de store engelske klubber. Men antallet af skotske spillere i den skotske Premier League er ligeledes faldet markant. De skotske klubber ser også til udlandet efter spillere og den hjemlige talentudvikling er diskutabel. I 1960 var 96 procent af spillerne i de skotske klubber, skotter. Ifølge New York Times er dette tal dalet til 50 procent som en konsekvens af fodboldens globalisering.

Spørgsmålet er nu, om EM-deltagelsen markerer en ny begyndelse for det skotske landshold, der jo som bekendt er i VM-kval med Danmark. Igen er det relevant at sammenligne England og Skotland.

Sidst de to hold mødtes i en kamp af betydning var ved VM-kvalen frem mod slutrunden i Rusland. England vandt overlegent 3-0 på Wembley, men skotterne fik 2-2 hjemme på Hampden Park.

Startopstillingen fra kampen i Glasgow er interessant. England stillede med blandt andre Jack Livermore. Den type spillere er så meget fortid på det engelske landshold, hvor Southgate har en bredere og bredere pulje af spillere af vælge fra. Den engelske talentmasse vokser, og Brexit vil kun øge dette.

Fra det skotske hold i juni 2017 er der kun Robertson og Tierny tilbage af nævneværdige spillere, og frem mod denne slutrunde var der begrundet håb om en fin slutrunde. Ikke mindst spillere som McGinn og Che Adams giver Skotland noget kvalitet. Robertsons hug mod tjekkerne krævede også en fremragende redning at holde ude. Målt på kvalitet er den skotske pulje smal, men det ser dog bedre ud end længe. Men så igen. Da tjekkerne scorede fra midten til fodboldverdenens forbløffelse, så var det mindre overraskende at konstatere, at det var en skotsk målmand, der lå i målet med kinder. Visse ting ændrer sig aldrig.

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.