Tæt på EM: Danmark bliver sin egen værste modstander

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Hold nu kæft, hvor jeg drømmer om en semifinale mellem Danmark og England. På Wembley. Det vil være et magisk øjeblik med flødeskum på. En ting er drømme, noget andet er realiteter. Tjekkiet venter i kvartfinalen, og det bliver en hård modstander for Kasper Hjulmands kompagni.

FIFA’s verdensrangliste er en ofte omdebatteret størrelse, men går vi ud fra den, så har Danmark med kvartfinalepladsen levet op til egen slagstyrke.

Med en placering som nummer ti på verdensranglisten, hvor vi også finder Brasilien, Argentina og Uruguay, så er Danmark Europas syvende stærkeste nation, hvorfor kvartfinalerne er spot on ud fra den målestok.

Tjekkiet er nummer 40 på selvsamme liste og aktuelt vurderet Europas 22. stærkeste nation. Tjekkerne kommer helt sikkert til at suse op ad ranglisten efter EM, men objektivt vurderet så har tjekkerne slået langt over egen vægtklasse ved at opnå kvalifikation til kvartfinalen – de burde ud fra det parameter være sendt ud i gruppespillet.

Kan vi bruge det til noget? Nope.

Fodbold er en vidunderlig uberegnelig størrelse; det er en af grundene til vi trofast følger med sæson for sæson, år for år. Vi forventer det uventede. Derfor kunne Danmark vinde EM 92, Grækenland det samme i 2004, og derfor kan Tjekkiet også slå Danmark ud lørdag aften.

Står der nej på min klaphat? Nej (ha ha..), men efter det stod klart, at Tjekkiet ville blive Danmarks modstander, har der bredt sig en stor optimisme, der ikke tager højde for de tjekkiske kvaliteter.

Danmark har i kampene mod Belgien, Rusland og Wales vist styrker som fart, fysik og intensitet.

Belgien var på hælene efter en noget nær perfekt dansk første halvleg, russerne havde Danmark i et jerngreb indtil Damsgaards mål, men da først Danmark kom på 1-0, så havde russerne ikke et modsvar til det danske tryk. Wales havde styr på Danmark i det første kvarters tid, men efter den dobbelte taktiske ændring i det rød-hvide udtryk og Dolbergs mål, så var sagen afgjort.

Det kan gå samme vej i kvartfinalen, men vejen til avancement bliver vanskelig. Tjekkerne er bedre end Rusland og Wales. De ting som russerne og Wales gjorde godt, dem kan tjekkerne gøre bedre. De kan matche den danske fysik og intensitet. Tjekkiets kamp mod England er værd at hive frem her. Tjekkerne viste, at de med gode om end få indlæg kan få sat farlige angreb i scene. Soucek og Holes er trusler fra andet geled – Soucek var West Ham en fremragende general i den forgangne sæson – og Coufal på backen er en oplevelse. Schick på toppen har haft en god turnering, der lover godt for hans karriere, så samlet set er der tale om et tjekkisk hold, der kan true det danske mål.

Men. Det kan Danmark i den grad også den anden vej. Tjekkernes kamp mod England viste svagheder i såvel det hurtige spil langs jorden samt i luftrummet. Præcis indlæg mod bagerste stolpe voldte Tjekkiet problemer og dybe afleveringer i kanalerne fangede den tjekkiske kæde på hælene. Målmand Vaclik er lidt af en sprællemand og har leveret fine redninger undervejs, men også en del usikkerhedsmomenter. Det er en tjekkisk defensiv, som Danmark kan slå hul på mere end en gang.

Danmark har styrken til både at mestre tjekkerne offensivt som defensivt. Avancement går via en pletfri præstation.

Det ved tjekkerne. De vil straffe os på fejl og afgivelse af rum.

Derfor må vi forvente de vil åbne afventende i stil med Wales. Om Kasper Hjulmand så holder fast i 343 eller slår over i 433 bliver interessant. Tjekkiet har ikke som Wales de samme hurtigløbere, der kan sætte en 343 under pres, omvendt må man også sige, at 433’eren viste sit værd forleden. Holder han fast i Dolberg eller kommer Poulsen tilbage i startopstillingen? Bliver Stryger afløst af Wass, der måske kan tilbyde et mere opbyggende alternativ?

Svarene må vi vente på, men tilbage står, at Danmark kan slå Tjekkiet. Hvis de rød-hvide spiller fejlfrit, og tjekkerne ikke undervurderes.

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.