Tæt på EM: Analyse af Gruppe F

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Der skal altid være en ’Dødens Gruppe’ ikke sandt. Det må siges at være gruppe F. De forsvarende verdensmestre Frankrig, der også tog sølv ved det seneste VM og er turneringens helt store favorit mod de forsvarende mestre Portugal med Ronaldo i spidsen. Tilsæt Tyskland og bed en bøn for Ungarn.

Ungarn har dog tre hjemmekampe, da Budapest er en af værtsbyerne i det store europæiske rejsecirkus, som denne turnering har udviklet sig til. Det forpligter – værterne kan ikke bare grave sig ned, men skal vise noget for publikum. Det kan give underholdende kampe i en gruppe, som man ellers kunne frygte, bliver en låst affære.

Kampprogram for Gruppe F

Vi må forvente, at Ungarn trods alt bliver den lille i gruppen her. De åbner mod Portugal som har et skær af nøglekamp over sig for begge mandskaber.

Et aldrende portugisisk mandskab med gamle kæmper som Pepe, Fonte og Ronaldo, men også med andre profiler plus næste generation.

Patricio i buret er en fremragende målmand, og Bruno Fernandes har haft en strålende sæson for Manchester United og vil være en trussel i felt 14. Læg hertil Silva, Moutinho, Neves, Cavalho og Pereira og konklusionen siger, at Portugal råder over en outstanding midtbane. Felix, Jota og André Silva til at supplere evigtunge Ronaldo giver den pragmatiske landstræner Fernando Santos et solidt arsenal. Og det bliver nødvendigt, for forsvaret er ikke af ypperste karat.

Frankrig er klassens store dreng og stiller med en trup, der er tæt på perfekt. Måske kunne man drømme om lidt kreativitet, men det bliver ikke det franske fokus. Forvent en stil a la VM 2018. De vil ikke havne i samme skuffelse som ved sidste EM, hvor de forsøgte med offensivt og underholdende spil, som rakte til et finalenederlag mod et defensivt Portugal. Frankrig viste ved VM 2018, at deres vej til succes går over at holde fortet og sætte raketterne helt fremme i scene. Her er Benzema igen tilbage hos Les Bleus og kan blive dem en vigtig igangsætter og chanceskaber – som vi husker ham fra samarbejdet med Ronaldo i Real Madrid. Han har efterfølgende vist, at han sagtens kan score selv. Med Griezmann og Mbappe så skal Frankrigs modstandere stå tidligt op for at holde dem fra fadet.

Tyskland har hjemmebane i München, og her venter der Löw noget af en opgave i hans afskedsopgave. De tyske fans har i store træk mistet interessen for landsholdet. Den hype, der var for få år siden, er væk, og National Elf har brug for at vise tyskerne, at det er sjovt at se landsholdsfodbold igen.

Det har løftet det tyske hold, at Hummels og Müller er tilbage. Det giver kvalitet, lederskab og klasse på et hold, der måske nok savner en tydelig leder. Og så savner tyskerne ikke mindst en decideret bomber. En arvtager til Klose. Gnabry og Werner er de oplagte muligheder, men en mål-hest som Klose er de ikke. Men måske kan den øvrige offensiv tage over. Tyskerne kan stille med Kroos som kuglestøber, og kan Gündogan, Kimmerich og Goretzka overføre spillet fra klubplan, så stiller de med en klog og snu midtbane, der kan understøtte hurtige folk som Sane og Havertz.

Vi ved, Tyskland er turneringsspecialister, som ikke skal undervurderes, men heller ikke frygtes.

Forudsigelser

Portugal åbner gruppen mod Ungarn og skal jagte sejren. Den tager de. Tyskland og Frankrig duellerer i München og deler.

Derefter vinder Frankrig over Ungarn, og Portugal og Tyskland spiller en fornuftig uafgjort.

Frankrig har et regnskab fra 2016 at gøre op og vinder over Portugal, og tyskerne tager andenpladsen via en pligtsejr over Ungarn.

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.