Tæt på EM: Analyse af Gruppe D

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Rangeret som et af verdens bedste landshold, så er der tårnhøje forventninger til England ved dette EM, men gruppespillet kan vise sig mere drilsk end spået.

Englænderne, der spiller på hjemmebane i gruppen, er oppe imod Kroatien, Skotland og Tjekkiet. Nedture i den engelske lejr har tilmed ændret lidt på balancen i gruppen, da vigtige Maguire og Henderson ikke er på 100 procent fra turneringens begyndelse. Jack Grealish er heller ikke helt i fulde omdrejninger. Derudover er Trent Alexander-Arnold ude af turneringen på grund af en skade, han pådrog sig i en testkamp.

Kampprogram for Gruppe D

England har dog ikke mistet Harry Kane, der understøttes af Sterling med masser af kvalitet – duoen scorede samlet 18 mål i kvalturneringen – men vejen ud af gruppespillet bliver ikke let.

Kroatien vandt sølv ved VM 2018, men har siden taget afsked med en række profiler. Luka Modric er stadig motoren på midtbanen og den igangsætter, som kroaterne vil hænge hatten på. Men selv om det er imponerende, at et lille land som Kroatien sprøjter talenter ud, så er de ikke helt på 2018-niveau. Dog kan dette EM se Nikola Vlasic få sit internationale gennembrud som offensiv midtbane.

Skotland kæmpede sig til slutrunden via en playoff-sejr i Nations League over Serbien. Det er skotternes første turnering i 23 år, og de har ikke været til EM siden 1996. Her var de også i gruppe med England og spillede på Wembley. Historien gentager sig selv.

Skotterne har denne gang fordel af to gruppekampe som værter hjemme på Hampden Park, og dette skotske landshold har mere i sig end den fribillet, som mange taler om. Det er det bedste skotske landshold i årtier, og de praktiserer et højt seværdigt pres-spil over en lidt skæv 352-opstilling. Manager Steve Clarke råder i Andy Robertson og Kieran Tierney over to virkelig dygtige venstre backs, men hvem skulle han gå med som førstevalg? Svaret blev begge to. Tierney spiller den yderste stopper i 3-mandsforsvaret og Robertson nyder godt af sin fart som wingback. Tierney har grønt lys til at skyde med frem, så forvent mange forsøg på overlap i den venstre side af skotternes bane. Southamptons Che Adams er blevet nationaliseret og klæder en skotsk trup, der stort set er håndplukket fra Premier League eller Celtic og Rangers. Kun målmandsposten er svagt besat.

Tjekkiet fik sit gennembrud som selvstændig nation ved EM 1996 og har været med til samtlige slutrunder lige siden. Poborsky og co. er for længst gået på pension, men den nye generation tjekker er ikke uden vitaminer. Ikke mindst West Ham-duoen Coufal og Soucek stikker ud på den gode måde. Soucek er beviset på, at en høj og hovedstødsstærk midtbane sagtens kan spille bold. Tjekkiet og England var i samme kvalgruppe, og tjekkerne vandt alle deres kampe hjemme i Prag herunder en 2-1 sejr over England, men de var ikke meget værd ude. Blot tre point af 12 mulige blev det til, og tjekkerne tabte blandt andet 5-0 til England på fremmed græs.

Forudsigelser

England åbner gruppen med kampen mod Kroatien. Gruppens på papiret to stærkeste mandskaber, og traditionelt vil en deler være et sandsynligt udfald. Men England er på hjemmebane og landstræner Southgate har brug for en overbevisende åbning på turneringen mod et kroatisk mandskab, der ikke helt er ved fordums styrke. Smal engelsk sejr.

Skotland er hjemme mod Tjekkiet. Kan skotterne gentage det høje pres fra forleden mod Holland i 2-2 testkampen, så er en skotsk drømmestart ikke utænkelig. Smal skotsk sejr.

Kroatien vinder herefter over Tjekkiet, og England tager endnu en smal sejr over Skotland. England runder gruppen af med en overbevisende sejr over Tjekket. Kroatien og Skotland lever begge fint med uafgjort i den sidste gruppekamp, hvorved det hold af de to, der slutter treer, har fin chance for avancement.

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.