Tæt på EM: Analyse af Gruppe A

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

EM-gruppe A består af Tyrkiet, Italien, Wales og Schweiz. Gruppekampene afvikles i Baku og Rom, og denne hjemmebanefordel i to kampe øger kun Italiens rolle som den helt store favorit til at vinde gruppen.

Roberto Mancini har, siden han tog over efter Venturin, der ikke formåede at kvalificere Italien til VM for tre år siden, forvandlet de azurblå til et sandt vinderhold.

Italien har vundet 21 af 30 kampe under Mancini og hans sejrsprocent på 70 er den bedste for en italiensk landstræner nogensinde.

Læg hertil at ti af sejrene var i kvalgruppen, hvor der blev gjort rent bord, men med til historien hører dog, at Italien i den periode kun har mødt tre hold fra verdens top-20.

Kampprogram for Gruppe A

Det har altså været nænsom modstand, men evnen til at vinde kampe er tilbage bygget op omkring Veratti og Jorginho. Mancinis største problem er manglen på en absolut topangriber – Immobile er en glimrende Serie A-angriber, men har ikke hjemme i verdenstoppen. Mancinis Italien udviser dog stor taktisk fleksibilitet og forvent 433, 352 og 325 undervejs i kampene.

I en tricky gruppe bør Italien slå sig igennem til knald eller fald-fasen, men spørgsmålet er, om det bliver som gruppevinder.

Schweiz går som regel videre fra gruppefasen, men ryger derefter ud i den første knald eller fald-kamp. Dog kan gruppefasen denne gang meget vel vise sig som endestationen for Petkovics hold, der kommer til slutrunden med udfordringer.

Renato Steffen misser slutrunden og flere nøglespillere spiller ganske enkelt ikke meget på klubplan – troldmanden Shaqiri spiller således ikke meget førsteholdsfodbold i Liverpool og forsvarsgeneral Schaars sæson i Newcastle har været plaget af skader.

Senol Gunes har udrettet mirakler med Tyrkiet. Tyrkerne havde i årevis problemer med struktur og defensiv, men det har Gunes rettet op på, og i kvalturneringen gav Tyrkiet Frankrig kamp til stregen med fire point i de to direkte kampe med de franske verdensmestre.

Det er især båret af en stærk defensiv med Leicester-jernet Soyuncu sammen med den stærke stopper Demiral fra Juventus. Oppe foran har Burak Yilmaz haft en flot sæson med de franske mestre Lille med 16 ligatræffere, og målmæssigt skal han tage ansvar for Tyrkiet.

Wales nåede semifinalerne ved det seneste EM, og waliserne ser faktisk bedre ud nu end dengang. Der er en langt større bredde i truppen, og da Joe Allen er blevet klar, så kan de walisiske drager mønstre et ganske stærkt hold. Bale er igen epicenteret på holdet, og er ikke just slidt ned af en sæson i Tottenham, hvor det var mere bænk end bane.

Mod sæsonafslutningen fik han dog masser af spilletid og viste fine takter med mål og strålende spil. Robert Page er vikartræner, så længe Ryan Giggs er suspenderet som følge af en sag, hvor han er sigtet for vold mod to kvinder, og Page passer jobbet minimum EM med.

Page kan stille med et hold med Allen og Ramsey centralt. Bale i højre side og Manchester Uniteds Daniel James i venstre. Cardiffs angriber Kieffer Moore ligner førstevalg på top, og der er mere i ham, end man lige forventer. Forsvaret er Tottenhams Rodon og Davies og Chelseas Ampadu, men også Chris Mepham kan komme i spil i en variant, hvor Ampadu rykker på midtbanen, og Bale får rollen som spids.

Forudsigelser

Gruppens kampprogram er interessant. Man kan forestille sig følgende forløb:

Wales har evnerne til at tage tre point fra Schweiz, og Tyrkiet mod Italien ligner en klassisk uafgjort i premieren.

Italien vinder herefter over Schweiz, og Wales og Tyrkiet spiller uafgjort.

I sidste runde vinder Tyrkiet over Schweiz, og Italien og Wales deler. Ergo slutter tre hold på fem point og Schweiz rejser hjem. Tager man de pragmatiske briller på, og forventer Belgien vinder Danmarks gruppe, så vil det på papiret være mere interessant at slutte som 2’er i gruppe A med en videre vej i den halvdel af knald eller fald-fasen, hvor Belgien og Frankrig formentlig ikke vil være at finde. De to hold er dem, som alle vil undgå.

I en forventelig tæt gruppe tegner det ikke til målfester. Italien scorede godt nok hele 37 mål i kvalen, men heraf blev 23 sat ind mod Armenien og Liechtenstein. Italien lukkede fire ind. Tyrkiet scorede 18, men 11 af disse var mod Moldova og Andorra. Tyrkiet lukkede tre ind. Wales scorede blot ti mål i otte kampe og her faldt fire af træfferne i møderne med Aserbajdsjan. Wales lukkede seks ind. Schweiz scorede 19 mål og her kom de 13 af dem mod Georgien og Gibraltar. Schweiz lukkede seks mål ind. Sier man målene scoret mod svage modstandere langt fra EM-niveau er der altså ikke just tale om målmaskiner.

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.