Hvorfor er de små hold egentlig med til EM?

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

Det forestående EM bliver anderledes end de øvrige. Det er anden gang, at formatet med 24 hold eksekveres, men første gang, at landshold har kvalificeret sig til de europæiske mesterskaber via Nations League.

Som bekendt er Nations League en art fusionsturnering med et selvstændigt mesterskab, men også en ekstra kvalifikationsturnering til den store scene her på kontinentet, EM.

Det er heller ikke en hemmelighed, at Nations League er opdelt i grupper – A, B, C, D – alt efter landsholdenes niveau.

Det medfører, at primært grupperne C og D vil være smutveje til slutrunden for landshold, der ikke normalt ville evne at kvalificere sig.

Som magasinet Forbes skrev:

For teams in League D, Euro 2020 would just be a dream without the new Nations League playoff system. Now, they have a chance of making that dream a reality.

Præcis. Nations League er for små landshold en billet til Utopia.

Fra gruppe D’s playoff-spil kommer Nordmakedonien og fra gruppe C kommer Skotland. Det er første gang for makedonerne, at sommeren står på EM, og Skotland, der er langt fra fordums storhed, er med for første gang til en slutrunde siden 1998 (VM i Frankrig, EM ikke siden England 1996), hvilket er en ret vild nedtur for en stolt fodboldnation, der plejede at være fast indslag som storleverandør af spillere til de bedste engelske klubber. Nu får skotterne et gensyn med EM og ikke mindst England i gruppespillet, og vi får alle glæden ved at se verdenshistoriens ældste derby tilskrevet et nyt kapitel.

Derudover har Ungarn og Slovakiet sneget sig med via Nations League Path Playoff – Ungarn har naturligvis en glorværdig fortid, men i nyere tid har de ikke spillet en større rolle i europæisk fodbold. Akkurat som Slovakiet, så nød ungarerne dog godt af udvidelsen af EM frem til 2016, hvor begge nationer deltog. De fire hold er jo ikke som sådan små hold San Marino-style, men landshold der har haft det svært på grund af udviklingen af moderne fodbold. Pengestrømme, Bosman-dommen og politiske begivenheder.

Nations League har på sin vis været en succes. Den skulle i grove træk afløse venskabskampe – ikke mindst for tv-pengenes skyld – som tiden desværre er løbet fra. Desværre, fordi det helt indlysende er et gode for en landstræner at have ufarlige kampe til at teste landsholdsemner, men på den anden side har vi ikke mindst her i kongeriget døjet med en lang række ligegyldige og sløje resultater i venskabskampe i Morten Olsens tid som landstræner. Klubholdenes betydning har for længst overhalet landsholdenes så, der kan/skal være noget på højkant i landskampene for at fange seeropmærksomhed og kommerciel interesse.

Udvidelsen af EM blev implementeret, før Nations League så dagens lys. Der er to lejre omkring udvidelsen fra 16 til 24 hold. På den ene side kan det sagtens ses som en udvanding af konceptet. EM har i tiden med 16 hold stået som en turnering af høj kvalitet. Det var cremen af cremen af europæisk fodbold, men skulle der skures yderligere på indtægterne fra TV, så måtte der flere hold til. Kvalitet på den ene side, penge på den anden side.

Penge taler som bekendt med meget høj stemme og udover udvidelsen ville give flere kampe, så ville en rundhåndet uddeling af billetter til slutrunden sikre, at selv den største døgenigt af falmet fodboldstormagt kunne forventes at kvalificere sig. Igen – godt for tv-indtægter. Og et løft i indtægter på 830 millioner euro til 2016-turneringen. Hvilket jo også er en slat, hvoraf flere penge gik til medlemslandene end tidligere. Som igen forhåbentlig bruges på talentudvikling, hvilket er godt for fodboldens fødekæde.

Formatet med 24 hold, hvor de fire bedste treere også går videre til knald eller fald-fasen har tidligere klædt VM-slutrunderne. Ikke mindst 1986 og 1994. 1990 faldt mindre heldigt ud, vurderet ud fra antallet af scorede mål, hvilket ikke mindst i dansk fodboldforståelse vejer tungt, men var i stedet et interessant varsel om 90’ernes taktiske fokus på midtbanen – et årti der blev italienernes.

EM 2016 så hele fem debutanter, hvor ikke mindst Island spillede sig ind i folks hjerter, men også Wales og Nordirland vandt mange nye fans. Albanien? Not so much. Men de tre førstnævnte spillede med en glæde og en passion, der mindede fans og seere om at en fodboldslutrunde også er en folkefest. En pædagogisk øvelse, hvor man kan få lov at lufte den nationale stolthed over noget så udramatisk som en bold. Sport er følelser. Irland havde i øvrigt også de bedste fans under EM 2012 trods kvaler på banen.

2012 var en kvalitetsmæssig virkelig stærk slutrunde, og sammenligner man den slutrunde med 2016 kommer et par interessant tal frem. I 2012 endte 71 procent af de 24 gruppekampe med en sejr. Det til tal på 72 procent i 2016. Myten om de mange uafgjorte kampe i gruppefasen på grund af små hold har altså ikke noget på sig.

Det ligner derimod, at modellen med de fire treere, der kan gå videre, har en indvirkning på holdenes målsult – når man kan være i live helt frem til sidste spillerunde, så vil der være en tendens til ikke at satse hele butikken i de to første spillerunde. Netop for bedst muligt at kunne holde sig ’i live’.

Målsnittet faldt derfor fra 2012 til 2016 fra 2,4 til 1,9. Moderne slutrunder er altså ikke just målfester, og kampe går som udgangspunkt under 2,5.

Selv med en sammenligning med den forhadte VM-slutrunde i 1990 blegner EM 2016 målt på mål. VM i Italien så et snit på 2,2 mål, men netop muligheden for at holde sig i live og snige sig videre påvirkede den slutrunde. Holland humpede videre med 3 x uafgjort, og der var næppe mange udenfor Uruguay, der jublede, da Fonseca med en træffer i overtiden sikrede 1-0 over Sydkorea, og sendte sydamerikanerne videre, men bare fire år senere så billedet helt anderledes ud. Ved VM 1994 var det samme format, men med et snit på 2.7 mål og en sidste spillerunde i gruppefasen fuld af drama og liv, da stort set alle hold havde mulighed for at avancere helt til det sidste.

Men når mål nu tæller så meget i den danske fodboldforståelse, så er det interessant at se på målsnittet i den sidste spillerunde ved VM 1990 og 1994. De landede på 2,4 og 2,6.

EM 2012’s sidste spillerunde så et snit på 1,75 mål i den sidste runde og EM 2016 et snit på 1,8, som primært reddes i land pga. Ungarn og Portugals 3-3 drama.

Det er altså ikke nødvendigvis formatet, der er en dræber, men holdenes taktiske tilgang.

Her spiller lodtrækning, holdsammensætning, taktiske modeluner og trænersituation ind – sender man spillerne på banen for at vinde eller for at redde sit job? Og måske er de europæiske hold for ens i tanke og handling? Eller er kvalitetsforskellen reelt ikke så stor i den forstand, at defensiv dygtighed har vundet stort terræn på offensive kvaliteter. Der er f.eks. ikke længere plads til en 10’er type uagtet denne spilletype excellerede i at åbne pindsvins-stillinger.

Set i den kontekst kan vi så frygte et forsigtigper-EM – ikke mindst fra de små hold? Det kan gå begge veje. Lodtrækningen har sammensat grupperne, så alle deltagerlande vil se muligheder. Minus Ungarn, der kommer i menneskehænder i gruppe F med Portugal, Tyskland og Frankrig. Der skal vi nok ikke forvente meget taktisk vovemod fra Budapest og omegn, men på den anden side så har Ungarn hjemmebane i to af deres tre gruppekampe. Det kan give et boost.

Der vil være mange meget lige kampe i den forestående slutrunde, hvor det først scorede mål kan sætte gang i løjerne, men som uret tikker kan ligeværdige mandskaber også stille sig tilfredse med en deler og leve videre.

På den anden side er sandsynligheden for at undgå sidste-runde kampe, hvor det ene hold intet har på højkant større ved 24-holds formatet. Spænding til det sidste. Og drømmen vil leve hos små drenge og piger i Glasgow og Skopje, når de ser det, kan lade sig gøre for selv de mindste. Det er en vigtig effekt af Nations League og udvidelsen af EM. Nå ja, så var der også lige det med pengene. 

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.