Farvel til EM: En slutrunde, der gav os dansk håb, drama og spænding

AF SØREN SORGENFRI

Baggrundsfoto: TT

EM er forbi for denne gang og sikke en fest, det har været. Italien stod tilbage som fortjente vindere og har blandt andre Schweiz, Belgien, Spanien og England hængende på trofævæggen.

Men det holdt hårdt, og den engelske skuffelse er forståelig. For det første, havde England et solidt overtag i første halvleg, og hvorfor de ikke satsede hårdere på en 2-0 knockout er en af flere ubesvarede spørgsmål fra finalen. Og måske var finalen ikke klassisk smuk, men den havde en rigdom af drama, gode og ’onde’ personhistorier og neglebideri.

Chiellini og Bonucci – hold nu kæft et par konger på banen. Jeg håber, de brækker et stykke af medaljen og giver den til Buffon. Han burde have været der. For Luke Shaw har EM været en sand genrejsning – fra Mourinho til outcast til sand kommandør på kanten. Billedet af Müller efter afbrænderen mod England – uvurderligt billede af en sportsmands frustrationer. I det hele taget har EM fra start til slut været båret af mange enkelte personfortællinger. Fra Roberto Mancini i premieren i 1982-dresset til knust Saka efter EM’s sidste spark på et Wembley, der ikke kun strålede som fodboldens helligdom.

Udenfor banen har FA en del at forklare: Hvordan kunne englændere uden billet bryde ind på Wembley? Hvorfor var sikkerheden så ringe? Hvordan kunne englændere indbyrdes havne i slagsmål eller overfalde danske og italienske fans? FA står ikke kun tilbage med en skuffet, men også flov smag i munden og racismeproblemer jævnfør de kommentarer, der flød fra rendestenen mod de tre spillere, der brændte straffesparkene.

Det kaster en skygge over et ellers godt EM, men lad os lige runde de sidste minusser. Platinis store rejsecirkus har givet fester i København og andre byer, der ikke normalt ville få et værtskab, men den meget rejseaktivitet har haft konsekvenser. De to finalehold har ikke rejst mere end 4000 kilometer (Italien), og England mindre med blot en smuttur til Rom. Det er ikke i den kontekst indlysende retfærdigt, at f.eks. Schweiz i alt rundede 15.000 rejsekilometer. Danmark var også godt deropad og det koster på restitutionstiden.

VAR har fungeret godt – bedre end f.eks. Premier League-sæsonen, men var ikke uden blinde vinkler. Spillere som Immobile, Kane og Sterlings film er direkte og bevidste forsøg på med snyd at påvirke dommeren til et udfald, der ikke var det. Akkurat som når VAR omdømmer et straffespark, fordi det var forkert, men generelt lys for enden af tunnelen for VAR.

24-holdsformatet var også et hit for spænding og dramatik denne gang. Formatet med de fire bedste 3’ere går videre slår til, når der er mange hold, der aktivt til at jagte resultatet og ikke bare grave sig ned og håbe på det bedste. Da vi nåede sidste gruppe-runde, så var der umiddelbart kun to hold, der var sat helt af. De øvrige 22 var for få holds vedkommende enten videre eller kunne gå videre. Spændingen levede. Derfor er det også begrædeligt, at UEFA ifølge AP overvejer at udvide til 32 hold – det er ganske enkelt for meget og for indlysende udtænkt af kommercielle årsager. Så meget har vi heller ikke savnet Grækenland, Norge, Slovenien og Serbien til denne slutrunde.

I bred kontekst var det også interessant at se, hvordan slutrunden blev formet og skabt af entreprenørholdene – dem der ville skabe og handle på kampen. Frankrig blev således straffet for at trække håndbremsen og verdensmestrenes exit til Schweiz, der netop blev ved med at forsøge at skabe chancer blev en af turneringens store øjeblikke.

Der har været andre store og mindeværdige øjeblikke. Spaniens 5-3 sejr over Kroatien. Et England, der måske stadig mangler lidt i angrebsiver, men fremstår helt anderledes helstøbt i dag end Beckham-generations store stjerner. Tysklands hæsblæsende kaossejr over Portugal, og Hollands ligegyldighed overfor defensive dyder var ligeledes en underholdende affære i gruppefasen.

Danmark har naturligvis også haft store øjeblikke med en frygtelig begyndelse. Eriksens kollaps vil for altid stå printet ind i vores fælles fodboldhistorie. Reaktionen var rørende, fantastisk og altmuligandet, og Lukaku kunne godt få en æresbevisning af fra danske himmelstrøg. Han har været en fantastisk karakter og ambassadør for dette EM og fodboldens væsen.

Æres skal også det danske landshold, der rejste sig fra tragedien med et brøl. 2-1 nederlaget til Belgien var en vild kamp, 4-1 sejr over Rusland det samme. 4-0 over Wales var ikke bare en dansk sejr, men en sejr for den agerende fodbold. Wales ville ikke andet end afstraffe og endte med at få med spanskrøret og 4-0. Tjekkiet blev et drama mellem to hold med stærk fysik og stor intensitet. Den var en kvartfinale værdig, og semifinalen viste rundt tydeligt, hvor langt de danske kræfter rækker.

Vi nåede som bekendt ikke hele vejen, men det er et glimrende udgangspunkt. Hjulmand fik vist, at han kan bringe hele værktøjskassen i spil med unge spændende folk som Damsgaard til fremtiden. Der er masser at bygge på med fodbold af den direkte slags langs jorden, men nederlaget til England viste også, at Danmark har sine begrænsninger. Defensiven var bomstærk – absolut topklasse, men offensiven havde voldsomt svært ved at holde i bolden, da først England trykkede på.

Hjulmand skal derfor overveje offensivens fremtid. Uanset hvor helhjertet og passioneret Braitwaite og Poulsen klør på, er det så tid til at se nye og mere boldfaste veje? Dolberg fik for alvor understreget, at han banker på som førstevalget, men man sad også tilbage med en følelse af at et makkerskab mellem Dolberg og Cornelius vil kunne noget i den rette formation. Det kunne blive en ret ond og målleverende duo. Der er spørgsmål for Hjulmand at overveje, men også et trygt fundament at bygge på. Det danske landshold er milevidt fra den tørketid, hvor Morten Olsen sukkede over han måtte udtage spillere fra tredje/fjerde hylde. Hjulmand har en anden luksus at forholde sig til. Fremtiden er lys for det danske landshold – det vidner en EM-semifinale om.

Søren Sorgenfri

42 år. Fast fodbold-blogger for NordicBet. Redaktør for sportsappen ’Sport Inside’, forfatter til flere fodboldbøger, forlægger på sportsforlaget Helmin & Sorgenfri. Tidligere 10 år på BT Sporten og redaktør på fodboldmagasinet ’Clasico’.