Giv Hareide de klapsalver han fortjener


Foto: TT

Af Søren Sorgenfri


Åge Hareide skelede for meget til resultatet og for lidt til dansk fodboldarv, men Parken skylder ham tak.

Der venter en af de store kampe i Parken, når Danmark byder Schweiz op til dans. Ifølge FIFA’s verdensrangliste så er det to af Europas bedste mandskaber, der mødes, og især for danskerne er en sejr vigtig.

Danmark har ni point, Schweiz otte, men schweizerne har en kamp i hånden, og mangler udover Irland (spilles i Geneve) Georgien og Gibraltar.

Danmark mangler Gibraltar i Parken, som må og skal være en walk in the Parken (Linje 3 humor) og så den formentlig afgørende affære ude mod Irland i Dublin.

Irerne topper gruppen med 11 point har altså lidt at give af. Gruppens 1’er og 2’er går videre til EM 2020, og af indlysende årsager er det pæn vigtigt for det danske landshold at være med her med København som en af slutrundens værtsbyer.

Danmark – Schweiz bliver samtidig på mange måder Åge Hareides last stand. Danmark – hvis vi ser bort fra straffesparksnederlaget til Kroatien ved VM samt vikarlandsholdets nederlag – ikke tabt i 29 kampe med nordmanden ved roret.

Det er en imponerende præstation, som han og assistent Tomasson ikke har fået fair kredit for. Tværtimod så har debatten mere gået på, om danskerne nu spillede underholdende nok. I VM-kampene var vi ikke mange fans af den afventende og beregnende danske spillestil, her havde det været fedt, hvis Hareide hellere havde tænkt, lad os slippe bremsen, og vise hvad vi kan, men man kan ikke for alvor bebrejde ham, at han gik efter resultaterne.

Det samme i kvalturneringerne. Vi husker, de landshold der var med til slutrunder, ikke hvor fede kampe de spillede eller ikke spillede på vejen dertil.

Hareide har leveret det, som han blev ansat til – nemlig at levere resultater og bundlinje. Han har tilmed vist sig så pragmatisk, at han uden dikkedarer droppede sin indledende ambition om et forsvar med tre mand. Det virkede ikke, fint vi gør noget andet. Vi har tidligere set danske landstræner, der noget mere stædigt holdt fast i formation og skabeloner med argumentet om at ’det nu er sådan, vi vil spille fodbold på’.

Hareides metode har siden ansættelsen af Peter Møller som DBU’s fodbolddirektør vist sig, at være en måde man ikke vil anvende mere langsigtet. Når Hareide er ude efter EM 2020, så tager Kasper Hjulmand over, og han står jo for en helt anden type fodbold.

Sidste efterår stod DBU tilmed i den bizarre situation, at Hareide havde ført Danmark til VM, videre fra gruppespillet og kun tabt til de senere finalister fra Kroatien efter straffesparkskonkurrence uden at ville forlænge med. Og tilmed i spidsen for et landshold, hvor Hareide have opbygget en ’uanset hvad, så taber vi ikke kultur’.

’Han har for gode kort på hånden,’ sagde Peter Møller i november sidste år som svar på, hvorfor fodboldforbundet ikke allerede havde forlænget med Åge Hareide.

Med andre ord – han har for meget succes og bliver derfor for dyr for os lige nu. Et absurd argument i en sport der – især for landshold der ser så få kampe – i den grad står og falder med sejre. Sejre giver seere og slutrunder. Seere og slutrunder giver penge. Penge udvikler fodbolden. Så hvorfor ikke bare forlænge med Hareide?

Hareides pragmatiske stil flugter imidlertid ikke særlig godt med den danske fodboldsjæl. Vi vil hopla og hurra-fodbold og resultater. Ikke kun resultater.

På den måde har den danske fodboldsjæl lidt af storhedsvanvid siden de glade dynamitdage i 80erne. Det er stadig de store landshold fra den tid, der trækkes frem som målestok for resultater og præstationer. Det er stadig Michael Laudrup, som Christian Eriksen sammenlignes med. I stedet for Eriksen bare er Eriksen og fodboldbarn af en helt anden tid end Michael Laudrup.

’Ricardo’ vandt EM 92 med en super-pragmatisk spillestil – det er dansk fodbolds største resultat til dato – men det dannede ikke skole. Vi jublede og drak bajer den sommernat, men vi skammede os også lidt. Og var med i koret, der pegede fingre ad de kedelige grækere, der vandt i 2004. Og forstod hollænderne, der ikke var meget for deres orange helte, da Luis van Gaal så stort på totalfodboldens arv og spillede kalkuleret kontrafodbold med spillere som Van Persie og Robben.

Vi er stadig oppe i hovederne Nordens brasilianere, selv om fodbolden har udviklet sig så markant, at en lille nation med en stor håndfuld millioner indbyggere blot skal være enormt glade for at have et landshold i den europæiske top-10.

Åge Hareide skal helst bruge en sejr i kampen mod Schweiz i sit last stand på hjemmebane i en kvalturnering. Man kan næsten håbe, at han vinder kampen på sin egen måde via en haglbyge af lange afleveringer. Og at det danske hjemmepublikum vil møde ham med taknemmelig og klapsalver. Selv om VM 2018 var en kedelig og beregnende omgang. Han gjorde det i det mindste på sin måde og ikke fra en skabelon med positionsfodbold. Og det er egentlig ret dansk.