FCM, Solbakken har jo ret


Foto: TT

Af Søren Sorgenfri


Søndag aften giver kampkalenderen os en af sæsonens store kampe med FC Midtjylland – FC København. Det ligner en tidlig ’guldgyser’, som det hed i tabloidpressen engang.

Med hjemmesejr så slår ulvene et hul til løverne på hele syv point. Det er ikke en umulig distance for FCK at indhente i givet fald, men alt andet lige så vil det for resten af kalenderåret give Hernings helte favoritrollen til at lande mesterskabet i et stærkt efterår. Spillet har egentlig ikke været blændende, men det er en stor styrke at rive resultaterne hjem alligevel og det takket være en kollektiv grundstyrke og tro på, at man også vinder denne gang, selv om stadionuret har passeret minut 85.

FCK indledte sæsonen som store favoritter og har igen leveret varen i Europa, men selv med et pointsnit på over 2, så har de hvidblusede indkasseret tre liganederlag. Kampene på ’to fronter’ slider helt naturligt på selv en bred trup som FCK’s, og netop kampprogrammet har været et debatemne de seneste dage.

Ståle Solbakken har i den henseende kaldt FCK for en international klub og FCM for en national klub. Forstået på den måde, at FCK langt henad vejen kan håndtere en kalender med såvel nationale som internationale kampe, og nordmanden påpeger, at det kan FCM ikke.

Det uddybede han hos Onside med følgende citater, som her er taget fra tipsbladet.dk (mennesket er dovent af natur, og jeg er ikke anderledes).

Ståle Solbakken:

”Jeg sagde, at havde Midtjylland de skader og det program og de udfordringer, vi har haft, havde ligaen været afgjort, og det er jeg 100 procent sikker på. Midtjylland røg i en uge med tre kampe ud til Fremad Amager (pokalturneringen, red.), og en anden gang (hvor de havde tre kampe på en uge) var mod Rangers (som FCM røg ud af EL-kvalifikationen til, red.). Og alle de andre gange, de har spillet i Europa eller har spillet kvalifikation til Europa, har det ikke været godt, og det er, fordi de ikke kan klare det.”

Og:

”Jeg har altid sagt, at Midtjylland er lige så gode – og i år tilmed bedre end os, og de var det også i fjor på et tidspunkt – til at spille mod andre danske hold. Men vi er en international fodboldklub, og de er en national fodboldklub. Det er forskellen. Det er der ikke noget ondt i – jeg roser jo Midtjylland ved at sige, at de er dygtige til mange ting, men de har ikke knækket koden, og det er jeg ked af, fordi dansk fodbold trænger til at have to eller tre hold i Europa for at blive ved med at have nogenlunde kontrol med den position, vi har nu, på den europæiske rangliste. Og måske rykke en plads eller to op.”

Samt:

”Så det er ikke en kritik, og jeg tror også, jeg sagde i går, at de har to fantastiske midtstoppere, en fantastisk keeper, har gjort det godt i lang tid i Superligaen, har et godt koncept, en god træner og en god trænergruppe. Men det var ikke så vigtigt.”

Det fik blandt andre FCM’s bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen til tasterne med drillende kommentarer om FCK faktisk havde tid til at komme til Herning midt i travlheden for at spille Superliga.

Og dermed endnu et kapitel i rivalforholdet mellem Herning og København. Tak for det. Det giver ligaen vitaminer.

Der er flere lag i det slagsmål i skolegården. For det første så tror jeg Ståle Solbakken er enormt træt af, at FCK halser efter FCM i en sæson, hvor løverne har købt massivt ind.

For det andet er det mit indtryk, at nordmanden ikke er skruet sådan sammen, at han ikke anerkender, at FCK kan tabe titlen til et bedre mandskab. Det tror jeg egentlig, han kan leve med, men jeg tror, det trætter af ham, at FCM eller hvem det nu måtte være, ikke får mere ud af den europæiske billet som følger med.

FCM har i denne sæson et transferoverskud på 130 millioner kroner. Det er voldsomt godt gået. Alle andre nordiske klubber ville glæde løbe nøgne rundt i bymidten i svensk permafrost for at få sådan et antal millioner i kassen. Og sidste år var det 115 millioner kroner.

Det er stærkt arbejde af ulvene; akkurat som indkøbene kommer fra højere niveau nu. FCM bygger på, men Europa er stadig en sten i skoen. Det har gang på gang været idefattigt og i lavt gear, når de sortblusede ryger ud af Europa trods skåltalerne om regelmæssigt gruppespils-deltagelse.

Og det er præcis, det som Superligaen har brug for, og selv om det er andre pointer, der har trukket overskrifter, så er det den pointe afsendt fra Solbakken, der for alvor er værd at tage med. FCM skal simpelthen tage sig selv alvorligt på den europæiske scene. Der er jo et element i ’kom nu for dælen da’ i det, som Solbakken siger.

Superligaen skal efter min bedste overbevisning kontinuerligt have to-tre hold med i europæiske gruppespil, hvor FCK regelmæssigt får selskab af FCM, Brøndby, men også hold som AaB bør genopdage Europa.

Det er nødvendigt, hvis ligaens kvalitet skal hæves, større bevågenhed og økonomi og ’fornemmelse’ for en liga med kvalitet. Det er vigtigere for Superligaens fremtid end den gakkede beslutning om at vende tilbage til 12 hold.

Det er et gode for ligaen, at der er godt med ’banter’ mellem FCK og FCM. Det giver da noget liv i andedammen, men FCM kommer ikke udenom, at de skylder sig selv, dansk fodbold og især den rival, hvis europæiske arbejde de og andre nyder godt, at bevise de også er et hold med internationalt format.


Læs også: Vi skal tro på spændingen i Superligaen


Ps. Hvis nu FCM og FCK spiller uafgjort og Brøndby vinder over Esbjerg, får vi så det trekantsdrama, der tidligere er skrevet om her? Så lever ligaen for alvor.