Safe standing rykker tættere på

Det britiske parlament skal snart debattere Safe Standing. Dermed kan vi være tættere på en genindførsel af ståpladser – og dermed bedre stemning – i England end nogensinde. 

Tom Carstensen, Nordicbets fankommentator

Jeg håber virkelig det bliver til virkelighed. Safe Standing i de bedste to engelske rækker. For det vil give muligheden for at stemningen kan løfte sig i en række (Premier League), hvor flere af de store klubber er plaget en ret stor mangel på stemning.

Emirates bliver kaldt ”The Library” – biblioteket, Stamford Bridge har jeg været på flere gange uden at være ret imponeret over stemningen. Og en lang række andre Premier League-stadions er plaget af samme problem. Der kommer rigtigt mange, der ikke bidrager til stemningen. Blandt andet fordi det er blevet så dyrt, at mange af de gamle arbejderklassefans ikke har råd til det. Mange lejer deres sæsonkort – de har det så de kan tage med til udekampe gennem de point, man optjener. Der kommer mange fodboldturister, der vil opleve stemningen, som der så er mindre af, fordi der er flere af selvsamme fodboldturister. En ond cirkel. Den kan brydes. Og det kan den gennem Safe Standing – ståpladser, der er sikre – hvis man gør det rigtigt. 

Det rigtige vil være at indføre Safe Standing og gøre pladserne billigere. For man kan have næsten dobbelt så mange folk på en tribune med den slags ståpladser, der kan laves om til siddepladser, når folk står op som når de sidder ned. Man kan altså sælge pladserne 30 procent billigere og lave flere penge som klub.

De senere år har flere og flere slået på tromme for at få disse rail seats, som de også hedder indført i de bedste to engelske rækker, hvor kravet lige nu er at stadions skal være all seaters – altså kun have siddepladser. Men det har bare ikke fungeret, for mange steder – specielt på udeafsnittene – står folk op alligevel, og det er markant mere farligt at stå op sådan end det er ved Safe Standing, hvor der en metalbarre lidt under brysthøjde mellem hver anden række. På den måde undergår man farlige bølger af folk, der vælter ned over hinanden med risiko for at folk kan blive mast. 

Crystal Palace er en af de klubber, der ville elske at have ståpladser

”Alle udebanefans står op i Premier League. Alle bryder loven, og det er komplet umuligt for vagterne at få alle til at sætte sig ned. Og de fleste klubber har nogle hjemmefans, der står op. Og jeg tror, vi får safe standing i Palace på et tidspunkt. Vi skal bare have lov af myndighederne,” sagde medejer af Crystal Palace Stephen Browett, da jeg mødtes med i marts måned. Han fortalte om om en ændring i holdning. Hvor mange klubber tidligere ville betakke sig fra at få stående fans igen, så har det ændret sig nu.

”Jeg tror de fleste klubber i England gerne ville have friheden til at sige, at her og her må I stå op og råbe og skrige. Og herovre, hvor der er børn og gamle mennesker; der sidder I ned og lader være med at bande. Men vi må ikke. Vi skal sige, at alle skal sidde ned overalt. Hvis vi måtte, ville vi nok helt sikket lave underafsnittet af endetribunen til safe standing,” siger Browett og fortæller, at netop det frirum, som det giver at kunne tage til bold og råbe lidt, er noget af det, han selv holder af.

Celtic i Skotland har fået et afsnit med denne salgs ståpladser. En af de store følelsesmæssige hurdler har været Hillsborough-katastrofen, hvor en del Liverpoolfans på grund af de 96, der døde der, har været imod nogen former for ståpladser. Men for ganske nyligt besøgte en række Liverpoolfans – heriblandt familier til dræbte i katastrofen – Celtic Park for at se på løsningen. Og her blev de ifølge Sky overbevist om, at det var en god og sikker løsning. 

Så når selv folk, der lider af savnet fra dræbte i en af de værste stadionkatastrofer kan overbevises, må politikerne vel også? Eller lad os nu se. Det er jo britiske parlamentarikere, vi har med at gøre her. Og det handler jo hverken om deres tillæg eller rævejagt, så vi må vente og se, hvor mange, der møder op, når det skal debatteres. Men første skridt er taget.

En delegation fra Football Supporters Federation samt Celtics sikkerhedschef mødtes den 2. Maj med en udvalg af 20 parlamentarikere for at tale om emnet.

Desuden er der indsamlet mere end 100.000 underskrifter, der støtter, at det skal tages op i parlamentet, så den 25.6 må Theresa May, Boris Johnson, Jeremy Corbyn og alle de andre lige tage en pause fra det skibsforlis, der er den britiske Brexitdebat og snakke om noget rigtigt vigtigt; fodbold.