Klubejere – frelsere eller ødelæggere

Ejerne af fodboldklubber i moderne fodbold kan være begge dele. De kan være heltene. Dem, der redder det hele. Og de kan være dem, der river hele skidtet ned. Nordicbets fankommentator skriver om sine tanker om ejerforhold i moderne fodbold.

Af Tom Carstensen


Ejerforhold har altid været et stort debatpunkt blandt fodboldfans. Og med god grund. For det betyder alt, om man er ejet af en, der rent faktisk går op i klubbens ve og vel eller en, der er komplet ligeglad og bare ser det som en pengemaskine eller investering. Eller hvis man som fan ligefrem er medejer, hvilket er tilfældet få steder.

Det her er en af de få klummer, hvor jeg ikke er helt sikker på, hvor jeg egentlig ender, da jeg sætter mig til tasterne. Om det er godt eller skidt, vil jeg lade læseren bedømme. Det er egentlig mest et sammenrend af tanker, jeg går og har, når jeg kigger på, hvordan fodboldklubber er drevet og ejet rundt om i Europa. Noget, jeg beskæftiger mig en del med – blandt andet i podcasten. For jeg bliver ofte trist, når jeg ser, hvordan det foregår. For det er omgang med hjerteblod, vi har at gøre med her. Fodboldklubber er ikke bare en forretning. Ikke for de tusinder af fans, der følger deres klubber i tykt og tyndt. Og jeg skriver klubber og ikke spillere. For det er klubberne. Spillerne, trænerne – og også ejerne – er for de flestes vedkommende lejesvende, hvis man skal være lidt spidst. Det er et job mere i dag end det var for 20-30 år siden. Det kan man se på volumen af jobskifter. Men det er ikke et job for fansene. Det er et kærlighedsforhold. Om end ofte et smerteligt et. Og det skyldes nogle gange netop den måde, hvorpå klubben bliver drevet.

For det er dybt forskellige metoder, der bruges rundt om.

Men jeg kan tage udgangspunkt i mig selv. I mange år var Flemming Østergaard set som en helt blandt FCK’s publikum. Så begyndte der er kommet nogle sandheder frem. Nogle sandheder om, hvor stor del af kagen, han trak ud til sig selv i bonusser. Nogen vil mene, at klubben ikke havde været, hvor den er i dag uden ham – og det er muligvis rigtigt nok. For han tog taktstokken og gjorde noget nyt. Og han var ikke engang hovedejer. Men driften stod han jo for. Og ejerskabet har også været oppe at vende flere gange. De nuværende hovedejere købte af en finansmand, der fik dem bildt ind, at klubben var markant mere værd, end den var. De har så valgt at blive – måske mere af nød end af lyst, fordi de trods alt har proppet så mange penge i festen.

Brøndby er et andet eksempel. Her havde man rent faktisk en klub, der var på moderklubbens hænder – på de hænder, der blev valgt af generalforsamlingen. Men det gik så heller ikke rigtigt. Og på randen af konkurs flere gange blev man så reddet af rigmænd, filantroper, klubmænd, fantaster. Man kan selv vælge hvilket ord, man mener passer bedst. Og siden er klubben overgået til at være primært ejet af en enkelt mand. Og rentabel? Det har det ikke rigtigt været i Brøndby. Det har det været de senere år i FCK. Der var en pænt høj gæld efterladt af Østergaard, som der flere gange har været spekuleret i om er så stor, at det ville vælte hele læsset. Jeg er ikke økonom nok til at bilde mig ind, at jeg kan lure, hvad der er rigtigt, og hvad der er luftkasteller. Jeg nyder min Menu 1 og håber, jeg kan gøre det mange år endnu. Gerne så længe, hjertet banker. Men i FCK har fodbolden tjent penge de senere år.

Det er der så noget andet, der ikke har. Noget med nogle fitnesscentre. Og så er man afhængig af det pludselig. Før var det omvendt – der var det fodbolden, der var afhængig af de andre dele af forretningen. Og det stiller jo spørgsmålstegn ved modellen – at man har en masse firmaer under en hat, hvor fodbolden blot er en del af det. Er det måden at gøre det på? Nogle år har det været fodbolden, der overlevede på koncerter og badeland – andre år omvendt. 

I Danmark har vi så den helt store ballade igen med en fodboldklub i problemer. Og igen i Lyngby. Finansfirmaet Hellerup Finans har drejet nøglen om, og det var herfra pengene til at holde den professionelle del af Lyngby Boldklub kørende, kom.

Og kassen er tom, blev det meldt ud for ganske nyligt. Siden har spekulationerne gået højt. Lukker klubben? Folkene bag Hellerup Finans vil ikke være med til en refinansiering. Opbakningen blandt kreditorerne er der ikke, lød meldingen. Og så kom der noget håbløst klynkeri om, at nu var det mediernes skyld. Nej, det var det ikke. Flet venligst næbbet, Torben Jensen.

Og interessant nok; mens der ikke er opbakning til refinansiering af Hellerup Finans, så er der er åbenbart startkapital til, at man kan åbne et nyt finansieringsselskab, lyder det. Interessant. Og også et solidt tegn på, at det overordnede system – her går vi langt ud over fodbolden – ikke på alle måder er rentabelt. For kan man bare starte noget nyt og lade andre ryge ud med kloakvandet? Åbenbart. Er der ikke en gammel talemåde, der siger noget i retning af, at man aldrig bliver rigtig rig, hvis man ikke har mindst en konkurs bag sig? Jeg må lige skrive og spørge Trump.

Men er det rimeligt, det her? Er det rimeligt over for Lyngbys fans? For klubben? Ikke umiddelbart, vil jeg mene.

Alarmsignaler har det jo været. Som da man begyndte at udstede en form for papirer, hvor man skød penge i klubben mod at sikres et afkast på 10 procent. Det er noget af en rente. Og når en rente er så høj, så er der som regel en risiko. Og det var der.

Det er en underlig sag. Hellerup Finans kom ind som redningsmand, fordi den forrige investor opgav. Siden har Hellerup Finans været ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” skrev tidligere direktør for klubben Hans Bjerg Pedersen den 20.1. i Børsen.

Advokaten, der står for rekonstruktionen af Hellerup Finans har meldt ud, at kun et decideret køb af klubben, kan redde den.

Der har været flere spekulationer. En af dem er, at Premier League-klubben Brighton måske smider penge i Lyngby mod at få adgang til talenter. Det kan man da håbe for Lyngby. For det er jo nok, hvad mange danske klubber højst kan håbe på. At være udviklingsklubber. Så hvorfor ikke tjene nogle penge på det?

Reddes Lyngby ikke, er det anden gang, man må ned at vende. Sidst var i 2001, hvor en flok amatørspillere måtte spille sæsonen færdig på Lyngby Stadion.

Vi har set det med Boldklubben Frem også. To gange måtte man ned og vende, da pengekassen var tom. Det betød Københavnsserien for Frem. For Lyngby vil det så vidt jeg kan lure betyde Danmarksserien – hvis man går ud fra, at et amatørhold ikke vil være i stand til at holde klubben oppe i Superligaen, hvis de skal spille resten af sæsonen. For så skal klubben nemlig rykke to rækker ned fra sidste sæsons resultat. Altså to rækker fra 1. Division. Frem lå ganske enkelt et par rækker under, så den hed Københavnsserien. Men forskellen på Lyngby og Frem er, at hvis det skete for Frem igen, så ville det være endnu værre. Det er der heldigvis intet, der peger på, da det lader til at være fornuftige folk, der styrer det derude nu. Men i Valby Idrætspark har man en anden konstruktion. I Lyngby – og de fleste andre klubber – er det et separat professionelt selskab oven på moderklubben, der har lånt licensen af moderklubben. Går det separate selskab så konkurs, giver man licens tilbage, og så rykker man to rækker ned. Men hos Frem er det selve moderklubben, der har licensen, og her ville en konkurs betyde, at man skulle starte forfra i Serie 6.

Der er ikke mange Superligaklubber, der kører med superregnskaber, for nu at være helt ærligt. Og skal de det? Næh, måske ikke. Men det ville i hvert fald være rart, hvis der var lidt mindre pyramidespil, Amway og fuldemandsgambling over det, end det nogle gange har været tilfældet. For det skurer i mine ører, at ejeren bare smider nøglerne, lader klubben stå alene og så går ud laver et nyt firma. Øv for Lyngbys fans. Og øv for dansk fodbold, hvis det ikke bliver reddet.

Er der en løsning?

Det er nok ikke realistisk at tro, at vi kommer til at have 14 Superligahold, der alle er overskudsgivende forretninger. Men mindre kan også gøre det. Jeg kunne personligt godt tænke mig, at der kom mere fanejerskab ind over. Det næppe realistisk for fans at ”købe” sig ind i de klubber, der er. Brøndbys Supporters Trust har prøvet. Så vidt jeg ved med sparring med Supporters Direct i England. En organisation, der arbejder – primært i England – med at øge fanindflydelsen i fodboldklubber. 

Det er lykkes enkelte steder. AFC Wimbledon eksempelvis. Men det krævede jo så også, at klubben blev tyvstjålet og flyttet til Milton Keynes, og fansene så startede en ny klub, der siden er blevet accepteret som den retmæssige arvtager til Wimbledon FC, der var klubben, der blev flyttet til ud mellem rundkørsler, en IKEA og et stort supermarked i en forfærdelig ikke-by omkring 100 kilometer nord for Wimbledon.

I Wimbledon er holdningen blandt alle jeg kender i dag, at man hellere vil blive 100 procent på fanhænder – også hvis det betyder, at man så ikke kommer helt op i Premier League. For der er et hav af skrækhistorier om engelske klubber, der er ved at ryge på røven eller gør det. Leeds, Portsmouth for lige at nævne to hurtige.

Og massevis af andre engelske klubber har en virkelighed, hvor fansene ligger i direkte krig med direktionerne og ejerkredsene, fordi de (med rette) ikke mener, at dem, der kører klubberne, har klubbernes, lokalsamfundets og fansenes interesse med i tankerne når de tager beslutninger.

Som Cardiff City, hvor galningen Vincent Tan ændrede klubbens farver og våbenskjold, fordi rød var lettere at markedsføre i Asien end Blå. Han ændrede dog mening – efter en samtale med sin (meget gamle) mor… En samtale jeg godt gade at have overværet.

I Hull forsøgte ejeren at ændre navnet fra ”City’” til ”Tigers”, fordi så mange klubber hed noget med ”City” og det andet var et ”bedre brand”. Skide være med historien.

I Coventry har ejeren af klubben – et obskurt konsortium, der gemmer sig i skattely, så ingen ved, hvem de virkelig er, rykket klubben til Northampton og tilbage igen.

I Blackpool stoppede fans forrige sæsons sidste kamp med en pitch invasion i protest mod ledelsen.

FC United of Manchester opstod som protest mod Glazer-familiens omgang med Manchester United.

Listen af problemer er lang.

Listen af løsninger er ikke helt så lang.

Men man kan dog kigge mod Tyskland. Modellen med, at 51 procent af klubben skal være ejet af medlemmerne – fansene – er værd at overveje. Men kan det lade sig gøre? Vil rigmændene give magten fra sig? Nok ikke.

Nå, således opmuntret…

Nå, men en ting, man da kan gøre – endnu mere end man gør er, at man kunne overveje processen, hvor de firmaer, der går ind og bliver klubbærende, får lov til det. Måske de burde gennemgå en solid undersøgelse, hvor det vurderes, om de er i stand til at være klubejer – eller om det bare er en eller anden fantast, der har en fix idé.

Et eller andet skal der i hvert fald gøres. For fodboldens skyld. For fansenes skyld. For mig er det dem, der handler om.

For hvis man her en fodboldklub i hjertet og et gran af empati i sin krop, er det ikke til at bære at tænke på, hvordan det må føles, hvis det man har kastet sig hjerteblod ind i en klub i årevis, og pludselig en dag trækkes den væk under en. Jeg kender folk, der har prøvet det i Wimbledon. Det er som at miste en, man har kær. Og vi skal prøve at undgå, at det sker igen i Danmark.