Fankommentator: Brøndby og FCK spiller på et tåbeligt tidspunkt

Endnu engang er derbyet mellem FCK og Brøndby ramt af restriktioner. Det gør kampen mindre værd og udvander Danmarks største fodboldkamp. Både for fans, TV og i internationalt øjemed, mener Nordicbets fankommentator Tom Carstensen.

For anden gang i træk skal Danmarks største kamp spilles på et helt igennem tåbeligt tidspunkt. Lige efter kirketid, og så man dårligt har haft tid til at fordøje tartarmaden, mødes FC København og Brøndby IF i Parken kl. 12.30 den 4. februar i DBU’s pokalturnering. Tidspunktet er kraftigt påvirket af Københavns Politi. På papiret kan de tvinge (gennem et påbud) arrangøren Divisionsforeningen til at spille kampene på bestemte tidspunkter af ”sikkerhedshensyn”. Jeg er faktisk ikke sikker på, om politiet reelt har givet Divisionsforeningen et påbud endnu – eller de bare har hintet meget kraftigt, at de ville gøre det, hvis ikke Divisionsforeningen selv så det ”smarte” i at afvikle kampen så tidligt.

Det er ikke smart. Det er håbløst. Argumentet fra Københavns politi er, at man skal bruge to timers dagslys, efter kampen er fløjtet af, for at kunne lave sin politiforretning. Der er en reel fare for, at jeg gentager mig selv her (men det må jeg jo gøre, når de samme fejl bliver begået igen og igen), men det er da heldigt, at andre kriminelle (for, når man begår gadevold er man jo kriminel – ganske simpelt) ikke har fundet ud af, at politiet tilsyneladende ikke kan arbejde om aftenen. For det lader i politikredsene i Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi til, at man ikke kan arbejde, når mørket falder på, og karbonaderne er lagt på den Oma-indsmurte pande.

Igen må jeg spørge politiledelsen, hvordan det her er anderledes end, når autonome vælger at demonstrere med voldelige midler mod For Frihed/Pegida en aftentime. Hvorfor bliver det ikke påbudt at starte, så det er ”slut, mens der stadig er to timers dagslys at arbejde i”? For den månedlige hændelse må – med det opbud, jeg har set til stede – være dyrere på årsbasis, end et årligt derby eller to. Jeg argumenterer på ingen måde for, at politiet skulle gøre det. For det skal de ikke i min verden. Men jeg vil tillade mig at stille det gamle spørgsmål om, hvorfor, der er forskel på folk?

En ting er tidspunktet. Der er også andre problemer. For igen – som sidst – har Københavns Politi vagt at forbyde en stor del af almindeligt tifomatieriale. Denne gang gælder det flagstænger. Det betyder, at Brøndby Support nu – helt forståeligt – har meldt ud, at man ind til der sker en ændring i den politik, ikke længere vil lave tifoer til de store derbyer. Her skriver Brøndby support blandt andet: 

Det er en helt forståelig formulering. For de har ganske ret. Og det her er en situation, hvor man godt kan bruge det gamle ordsprog: ”hvis man rækker Fanden en lillefinger…”

Jeg er nødt til at opfordre myndighederne til at komme fansene lidt i møde her. For det virker som om, kommunikationen mellem fans og politi er dårligere end længe.

Sidste gang, det her forbud mod flagstænger kom, kom det endda så sent, at fansene havde brugt massevis af timer og titusindvis af kroner på en tifo, som så pludselig var forbudt og kunne smides ud. Det ville være på sin plads lidt hensyn og have lidt respekt omkring det frivillige arbejde, der bliver lavet.

Jeg er helt med på, at der skete ting til Pokalfinalen og derbyet i Brøndby senere i 2017, der var noget lort. Men der blev da taget hånd om dem, der udførte urolighederne i stor udstrækning. Som vi har beskrevet her flere gange, så anholdt politiet i efteråret stadig folk fra Brøndbys fanmiljø for ting, der skete til pokalfinalen. Og FCK uddelte 100 karantæner efter den anden kamp.

Og altså; Flagstænger? Jeg så da godt, at der blev svinget med et par plasticflagstænger, men hvis vi lige er lidt pragmatiske; hvor stor skade led nogen betjente af en svingende plasticflagstang? Nu er jeg ikke læge, men jeg formoder, at skaderne, der er forvoldt, er forvoldt med andre ting. Så man kunne vel mødes et sted på midten og sige, at man går stængerne igennem, man beslutter en tykkelse eller et eller andet. Man kommer naturligvis ikke ind med en tre meter lang jernstang, som i dagens anledning er ”flagstang” (som jeg selv gjorde på Roskilde for 20 år siden, da jeg skulle ind og banke en container ned i smatten), men det formoder jeg heller ikke, man gør, som tingene er nu.

Det virker overordnet som om, der er en form for fastfrysning af situationen. Af dialogen.

Det er ganske enkelt synd. Og det er et problem for dansk fodbold. For dansk fodbold er faktisk blevet verdenskendt ved flere lejligheder for netop dette tifoarbejde. De to tifogrupper i København og Brøndby har leveret tifoer af så høj klasse, at det er gået verden rundt og har ramt store internationale medier. Det er altså omtale, man ikke kan købe for almindelige reklamepenge hos Divisionsforeningen og underbrandet ”Superliga”. Jeg husker blandt andet debatter på diverse fora efter FCK-fans tifo med en kanonkugle og massevis af nødblus, hvor folk fra alverdens hjørner sad og skrev, at den kamp måtte de altså opleve. Og guderne skal vide, at det altså ikke var på grund af spillet på banen, mennesker fra rundt om i Europa og blandt andet Sydamerika, sad og skrev, at de ville til Danmark og se fodbold. Det var på grund af fansene. Det virker som om, fodboldledere, politi og politikere bør minde sig selv om, at mens der er en gruppe fans, der vil nogle dårlige ting, så er der så stor en del af fansene, der vil noget ganske andet; Det positive, det flotte, det spektakulære. Det, der måske kan give lidt ekstra interesse for en ellers lille udviklingsliga, hvor man altså ikke rejser til fra udlandet for at nyde tikkitakkafodbolden. Så lad os bruge det, vi er gode til. I Danmark er det på gode dage fankulturen. Og som Jesper Jørgensen, fodboldøkonom og partner i Deloitte for nyligt sagde i min podcast, så er fansene mere vigtige, end man nogle gange husker. For ”ingen fans, intet produkt”, hvis vi skal blive i det kommercielle sprogbrug.

Så husk nu, hvem det også er, der gør det sjovt at gå på stadion hver uge. Det er naturligvis spillerne, trænerne og klubberne. Men det er også fansene. Dem, der leverer stemningen. Dem, der giver det kanten, der gør, at det ikke ligeså godt kunne spilles i en lukket hal med kameraerne rullende og os alle sammen siddende hjemme foran Tv’et med den ene hånd om mazarintærten og den anden i bukselinningen som Al Bundy.