Real Madrids nummer 13: Sejr og svanesang

Champions League-pokal nummer 13. Den tredje i streg. Den fjerde på fem år. Hvad mere kan man forlange? Målet er nået for Real Madrid: Det hér hold har skrevet historie. Men sentimentalt nok er ringen også sluttet, og spørgsmålet er, som Florentino Pérez siger, om de mirakuløse tider kan blive ved.

Af Bo Kampmann Walther

Man kan vente på nummer 14 og spørge sig selv: Hvad skal der ske? Kan det hér hold ride på momentum, eller skal der i virkeligheden et generationsskifte til?

Aftenen i Kiev viste en Isco, der ikke kunne få sin possession til at flyde, som blev lukket inde i Liverpools energiske genpres, og den viste en Gareth Bale, der spillede et hak over flokken og dundrede sejren i hus. Trodsigt, atletisk, energisk – alt dét, Florentino Pérez drømte om, da han for flere år siden gjorde waliseren til det dyreste fodboldkøb nogensinde og installerede arvtageren til Ronaldo-regimet.

Gensvar

Vi ved jo, at Ronaldo svarede igen. Han var ikke færdig.

Det er Alfredo di Stefano-æraen om igen. Alfredo var også truet for 60-70 år siden, dengang Real Madrid ejede Mesterholdenes Turnering. Alfredos respons var på banen, men tvang også bogstaver frem, som skrev sig ind i Los Blancos’ kultur, i madridismoen, og som dikterer sammenligningen mellem finalen i Hampden Park i Glasgow og Kiev anno 2018 i aftes.

Bibelsk historie

Forløsning, lidelse, højdepunkt. Og så vandring. Nye projekter. Nye mål. Stefano-Puskas-Gento versus Galacticos 2.0. Er det fodboldens fremdrift i et kværnende, hidsigt tyranni om bestandigt at være bedre, vildere, smukkere, mere effektiv, eller er det løkken, der sløjfer historien sammen og siger: Hertil og ikke længere?

Svanesang, og hvor har vi nydt det.

Derfor siger de, som de gør, Ronaldo ikke mindst. Ikke bare i kampens hede. Ikke bare megalomanien og buhuh-hvor-er-det-synd-for-mig-at-jeg-ikke-var-manden-i-centrum mejslet i Cristianos udtalelser på sidelinjen lige efter kampen:

”Det var rigtig godt at være i Real Madrid”, udtalte han til BeIn Sports.

”I de kommende dage vil jeg komme med et svar til fansene, som altid har været ved min side”.

Malurt

Malurt i bægeret, men også – måske – en personificering (for nogen skal jo sige det) af den kollektive, underbevidste erkendelse af, at der på sin vis ikke er mere at komme efter. Ikke for far, i hvert fald, så må sønnike tage over.

Dengang, på tærsklen til 60’erne, var der eufori. Real havde de bedste spillere i verden og havde for længst etableret sig som den globale klub, der både kunne spille fodbold og tjene penge. Det var franchise og marketingstrategier i vuggen, og det er alt dét, Florentino har ført videre. Købet af Ronaldo i 2009 definerede en æra, og Mourinho ryddede op i klubbens viltre hierarki og fik Real tilbage som en magtfaktor i Champions League.

Guldet

Sporene skræmmer, men de er der. Der skulle gå flere år, før Mesterholdenes Turnering igen kastede guld af sig. Og efter ’66 fulgte ørkenvandringen, lidelser, der kun pletvist forløste sig. YeYe-drengene, tyskerholdene, hollænderne, de nye forhåbninger med Raul og Butragueno – gribbens mandskab – og selvfølgelig nederlaget og knækket med første version af Galacticos i det nye årtusinde, der valsede ud af landskabet i bedste Harlem Globetrotter-stil.

Først med mandfolk som Ramos og Modric, først med vigtigheden af at satse på en pivote på midten, først med realiseringen af, at Real er spillende legender, der skal trænes af legender, kom Real tilbage i gamet.

Historien efter historien

Og du kan spørge dig selv: Hvad er der på den anden side af Ronaldo? Men også BBC. For hvad med Bale og Benzema?

Benz har forsigtigt luftet det. Måske er han her ikke efter sommer. VM er for så vidt et Ajax-middel, som kan skylle tårerne væk og skrubbe de charmerende fedtpletter af køkkengulvet.

Hånden på hjertet: Jeg vil gerne have, de bliver siddende de pletter. Jeg kan næsten ikke bære tanken om en tid på den anden side af Ramos, Modric, Benz, Kroos, Ronaldo, Bale, og jeg undrer mig mildt over den hype omkring det identitetsløse, uprogrammerede Real Madrid, der konstant er i pressen og i kulturen. For Zidanes signatur er jo tydelig nok. Bevares, den er skiftet fra 4-3-3 til 4-4-2, men udgangspunktet er possession, og så spiller man på de strenge, der er til stede. Fladt, diamantformet, bredt, you name it, men midten er dikterende, og det er ikke tilfældigt, at Luka er Zidanes forlængede hjerne på grønsværen.

Eufori og sentimentalitet

Individualisternes sejr? Nej, kollektivets. Bales lækre mål, frelseren fra Cardiff, jeps baby, men først og fremmest sveddråberne, viljen strømmende fra Ramos og tro væbnere som Benz og Vazquez (der slet ikke kom på banen). Det er Di Stefanos posthume drøm mange, mange år senere. En ring, der er sluttet og spor, uundgåelige og ubehagelige, fra alle mellemårene, netop de år uden identitet, der retrospektivt set blot var pitstops.

Euforien er der, men det kradser i historikken. På en eller anden måde virker det uundgåeligt, at utilfredse røster pibler frem fra sprækkerne. Det er Real Madrids historie på godt og ondt, og hver eneste generation af Real Madrid har helt nede fra mellemgulvet, dér, hvor man ikke rigtig kan formulere, hvorfor man er fan, og hvad man håber på, spurgt sig selv: Er jeg en Stefano eller en Bernd Schuster? Igen, er jeg en sokkel i historien, eller mellemrummet imellem dem? Er jeg Israel eller ørken?

Soklernes exit

Zidane har været en sokkel. Ronaldo har været en sokkel. Bale reddede soklen på målstregen, og som en anden gut fra landet spørger han selvfølgelig, om han hører hjemme i alt det her. Behøver det være så besværligt? Hvorfor har Real Madrid et bolemisk forhold til sine sejre? Og hvor går man hen efter Real Madrid?

Svaret er ingen steder. Og Florentino ved godt, at historien – den med stort H – maler inde bagved:

”Jeg kan ikke forlange mere, men jeg ved ikke, om det her kan blive ved ret meget længere”.