Optakt fra London: Er finalen Christian Eriksens sidste kamp for Tottenham?

Foto: TT

Transferrygter minder om budding. Man tager noget pulver fra en eller anden samlebåndsfabrik. Tilsætter mælk som uden pulver stadig bare er mælk. Og noget sukker som heller ikke kan meget på egen søde hånd.

Smækker det hele sammen, lader det stå, og giver det tid. Masser af tid. Og bum. Så står der sgu en budding.

Det er det samme med transferrygter. Man tager et rygte. Typisk fremstillet i udlandet hos en eller anden klik-kanon af et netmedie. Tilsætter lidt flere medier og overskrifter malket fra det oprindelige rygte. Derefter den søde tanke om, at det kunne da være spændende, hvis det skete.

Smæk det sammen, lad det tålmodigt gå i rotation i en masse forskellige medier over en håndfuld måneder og viola. Det er en sandhed.

Af Søren Sorgenfri

Skal Eriksen til Real Madrid?

Eller er det?

Christian Eriksen og Real Madrid? Den transferhistorie er tæt på kvalmende efterhånden. Vi kender præmissen. Han har et år tilbage af kontrakten. Det er nu, hvis Spurs skal have penge for ham. Real Madrid har været beundrere af ham længe. Ikke mindst træner Zidane har. Eriksen er den første spiller siden Beckham til at levere et tocifret antal assist fire sæsoner i træk i Premier League og alt det der.

Senest har flere spanske medier meldt ud, at Eriksen har en mundtlig aftale med Real Madrid. Hvilket vil være ulovligt og stik mod alle transfer-regler med mindre Tottenham specifikt har givet Eriksen lov til at tale og forhandle med Real Madrid. Og for det første så vil det ligne Tottenhams bestyrelsesformand Levy virkelig dårligt at overgive sig så tidligt i et transfer-forløb med mindre spanierne tidligt har nikket ja til at betale et vanvidsbeløb for Eriksen. Det vil ligne Real Madrid dårligt uagtet deres tidligere generøse handler med netop Tottenham.

Christian Eriksen som oplægger og målscorer

Og for det andet så vil det sende et signal fra Levys side til Tottenhams fans om, at denne her spiller, der var enormt vigtig i bestræbelserne på at nå CL-finalen, samt har været det i mange sæsoner, har man opgivet at forlænge med. Formentlig på grund af lønstruktur. Det flugter dårligt med, at Tottenham skal tage hul på en ny tid med nyt stadion. Ny storhedstid vel at mærke. Det signaler sender man ikke op til en sæson, hvor der skal køres mange sæsonkort ud. Og no way Levy kan sælge Eriksen billigt, når Tottenham nu står i CL-finalen. Eriksen er tilmed blandt deres bedste sælgende t-shirts ifølge Daily Mirror.

Vi ved også, at træner Pochettino har bygget hele offensiven op omkring Eriksen og danskerens evne til at yde service til mål-monsteret Harry Kane. Så hvorfor sælge? Med mindre Eriksen har slået i bordet og råbt, at han vil væk. Det vil ikke ligne ham. Er han ikke mere typen, der værdsætter tryghed samt chancen for at blive en ’Spurs legend’ ved at spille der i mange endnu blandt gode venner som Kane og Verthongen samt det gode liv i London, der trods alt ikke kender til den gale spanske presse.

Køber Real Madrid Neymar?

Set fra et Real Madrid-perspektiv så er der ingen tvivl om, at præsident Perez skal glæde både træner Zidane og fansene denne sommer efter en mager sæson langt fra klubbens vanlige standarder. Det gælder ikke kun på banen, at de hvidblusede skal tilbage i realtid (ho ho), men også marketingsmæssigt. Med salget af Ronaldo mistede Real Madrid ikke kun en helvedes masse mål, men også det ypperste reklamefjæs. Derfor skal de 3,5 milliarder kroner, som Real Madrid angiveligt har til at købe ind for denne sommer ikke mindst kastes efter spillere, der forener mål og marketing. Der må stå spillere som Neymar, Hazard og Mbappe på blokken. Står der Eriksen? Og er der sat en 433 op på Zidanes taktiktavle for den kommende sæson, hvor Eriksen spiller 8’eren? For Zidanes landsmand, Benzema ejer vel 10’eren?

Så spiller Eriksen sin sidste kamp for Tottenham i finalen i Madrid? Jeg tror det ikke.

Jeg kan altid trøstespise gul budding, hvis jeg tager fejl. Eller noget tør engelsk brødbudding..When in Rome.. err.. London.