Nej, det er ikke fedt, at FCM skal møde Malmø

Af Søren Sorgenfri

FCM har sikret pligtsejren over TNS, og  Malmø FF venter i en højspændt nordisk duel. Og det bliver da megafedt med masser af tilskuere og gang i den med lir og ballade over Øresund. 

Og så alligevel ikke rigtigt. Det er derimod temmelig begrædeligt, at et af to nordiske hold som begge har evnerne til at gå i Europa Leagues gruppespil skal ud.

Superligaen har tre repræsentanter tilbage. FCK, Brøndby og FCM gik videre, mens FCN blev afvist videre deltagelse af Partizan. Det unge FCN-hold kæmpede, men chancen Partizan var for stærke.

Norge har tre hold tilbage i Rosenborg, Molde og Sarpsborg, og norsk klubbold er vel sådan stille og roligt på vej frem igen trods en blodfattig indsats mod Celtic fra Rosenborgs side.

De nordiske lande har lang tradition for at handle spillere hos hinanden. Især for danske klubber har Norge og Sverige været naturligt og langvarigt rekrutteringsområde på grund af den indlysende lette kulturelle integration. Men trafikken er aftaget. Lettere galgenhumoristisk kan man vel sige, at Brøndby kan fremvise en hall of shame udi kiksede norske spillerhandler, men også FCK har brændt nallerne med dyre handler. Det har de lært lektien af, og rykker de på en spiller fra Allsvenskan skal han være den absolut bedste på positionen i ligaen.

Økonomi og kvaliteten af spillerne har sendt FCM, Brøndby og FCK på udkig i det østlige Europa i stedet for det vanlige nordiske marked. Det må også siges, at visse norske og svenske klubber har det med at forlange priser for deres spillere, som ikke flugter med virkeligheden.

På mange måder er svensk bold lidt af et mysterium. Det er for mig helt sort, at svensk fodbold med tanke for landets størrelse, fodboldinteresse, fodboldtradition og alt mulig andet ikke står stærkere i det europæiske billede end tilfældet er.

Allsvenskan burde som minimum hver 3. år have et hold med i Champions Leagues gruppespil. Der er mange strukturelle grunde til, at svensk fodbold er sakket bagud siden IFK Göteborg og Malmø FF nåede europæiske finaler – for mange til at liste dem op her – men penge spiller naturligvis en enorm rolle. Penge til Malmø betyder spillerkøb i andre svenske klubber og så fremdeles. Som vi i årevis så det med FCK i Superligaen. Skal det dryppe på bredden, så er det nødvendigt, at eliten er med, hvor de store penge høstes. Der er tydeligvis ikke en central interesse fra UEFA’s side i at lade millionerne tilflyde de små. Her går politik og praksis i retning af at please de store og mindske antallet af gange, hvor Real Madrid må finde sig i at gæste steder som København, Minsk og Sofia. Selv om det helt indlysende er skidt for fødekæden og talentudvikling.

Der kører et pengetog ude i Europa. Et tog som kun danske klubber får en begrænset bid af via transfersalg. Skal Norden være andet end en fodboldmæssig udørk, så kræver det fællesnordisk succes i de europæiske turneringer. Derfor er det begrædeligt, at FCM og Malmø står til at tage livtag med hinanden. Men en festlig tragedie bliver det med sikkerhed.