Det store CL overblik: Liverpool på dybt vand og Eriksen og co. jagter miraklet på Camp Nou

Så! Omsider! Det er nu! Nej, ro på. Det er ikke juleaften endnu, men vi får afgjort CL-grupperne i denne uge og det med en vis portion drama.

Gruppe A

Melder hr. sergent. Der er fred og ro på fronten hos Gruppe A. Dog skal Atletico Madrid og Dortmund have afgjort, hvem der tager førstepladsen og dermed seedes til næste runde.

Atletico Madrid har to points forspring, men også den sværeste opgave. Ude mod Club Brugge bliver ingen walkover. Belgierne er skuffede over, de ikke hang bedre på i topstriden, og selv om de allerede er sikre på Europa League til foråret, så vil de give alt for at slutte godt af. Sådan lyder meldinger fra belgiske journalister. Atletico Madrid har kun vundet en udekamp i de seneste seks forsøg, mens værterne også er gået i stå med blot tre sejre i de seneste 13 kampe. Gæsterne er uden Savic, Costa, Hernandez og der er tvivl om Godin og Juanfran.

Værterne har et fravær i Jelle Vossen og flere spillere der skal testes op til kampen.

Sølle et point er det blevet til for Monaco. Ak, de var så unge og elskede, men nu har de ramt bunden. Dortmund skal have noget med hjem for at bevare drømmen om at overtage førstepladsen. Tyskerne er sikre på andenpladsen, men rækker naturligvis ud efter det hele mod et svagt fransk mandskab.

Monacos træner Henry er uden 15! spillere, der alle er ude med skader, så den tidligere Arsenal-stjerne må give chancen til unge, ukendte kræfter. Monaco har tabt fem ud af de seneste syv CL-kampe både halv og fuldtid. Dortmund har ingen nævneværdige fravær og blot tabt en enkelt gang denne sæson.

Gruppe B

Her bliver der fuld knald på liggehønen. Tottenham skal have noget med hjem fra Camp Nou og andetsteds skal Inter overkomme PSV.

Barcelona er videre og spørgsmålet er, hvor meget de vil gå op i statistikken. De er sikre på førstepladsen, men har endnu ikke tabt i gruppespillet. Valvarde er uden Malcom, Rafinha, Roberto og Umtiti og sparer desuden Suarez. Spørgsmålet er, om Messi spiller, starter på bænken eller spares helt.

Uanset hvad så bør Spurs vejre morgenluft, men englænderne har deres bekymringer at bokse med. Aurier, Trippier, Wanyama, Dembele og Sanchez er ude.

Ifølge engelske medier stiller Spurs med tre mand i forsvaret med Dier som den, der kan skyde med frem. Rose og Walker-Peters til at patruljere kanterne og Eriksen fra start naturligvis.

Tottenham skal have et resultat, der som minimum matcher Inters for at bevare andenpladsen. 

Inter har en simpel opgave for aftenen. PSV skal besejres og gerne med så mange basser som muligt. Hollænderne har et enkelt point og kan ikke nå videre. Der er scoret over 2,5 mål i PSV’s seneste syv CL-kampe og heraf har PSV lukket mindst de to af dem ind.

Inter er uden Nainggolan, men ellers bør der ikke være panderynker mod et PSV-hold, der ikke har vundet away i CL-gruppespillet siden 2007.

gruppe C

Her venter der os et brag af en afslutning. Alle hold kan nå noget, og mon ikke der kommer lidt pyro på lægterne i Beograd i aften, når rige Paris SG kigger forbi?

Værterne kan ikke nå videre i CL-sammenhæng, men kan tage tredjepladsen og dermed Europa League, hvis Liverpool kløjs i det andetsteds. Det kræver dog en sensationel sejr over Paris SG, der ikke sådan har været videre overbevisende i CL i denne sæson.

Røde Stjerne er dog med scoren 4-13 virkelig en underdog her, men vil selvfølgelig øjne chancen for sensationen. Gæsterne har tvivl om Neymar. Paris SG kan ikke tage let på opgaven, da et nederlag kan degradere dem til Europa League, hvilket vil være det samme som fiasko for Tuchels tropper.

Venter der endnu en magisk aften på Anfield eller et italiensk spark i tænderne på Klopps kompagni? Joe Gomez er ude for Liverpool, men ellers kan den tyske træner vælge og vrage. Kravet er klart. Der skal en sejr til for hjemmeholdet ellers er det curtains.

Napoli skal blot undgå nederlag, så er Ancelottis lyseblå klar til næste runde, og trænerveteranen vil helt sikkert satse på Mertens, og Insigne trækker kontrakniven. 0-0? Arh hva’?

Gruppe D

Der er ikke meget brænde at smide på bålet her, da Porto er sikre på førstepladsen og Schalke andenpladsen. Lokomotiv Moskva skal bruge en sejr, hvis de skal forbi Galatasaray i kampen om tredjepladsen. Den russiske score er elendig med 4-11 og de er uden erfarne Corluka, der afsoner karantæne. Værterne har tvivl om ti spillere og har især problemer i angrebet og har blot vundet en ud af de seneste fem kampe. Så russerne vil gå ind til opgøret med tro på tingene.

Porto har førstepladsen sikkert bag lås og slå og stiller med reserverne på udflugten til Istanbul. Hjemmeholdet er uden karantæneramte Aziz, men skal gerne arbejdet færdigt og sikre tredjepladsen. Værterne har dog haft virkelig svært ved at score og er uden mål i de seneste fire kampe og har ikke været på tavlen, siden de høvlede Lokomotiv Moskva i premieren med 3-0.