Barcelonas og Messis altoverskyggende mål

Kampen mod Roma anses blot som et skridt på vejen til det, der gerne skulle ende med at blive Barcelonas sjette store europæiske titel og Messis femte Champions League trofæ.

Af Nicolai Lisberg, Barcelona

Cruyff, Guardiola, Laudrup, Koeman, Ronaldinho, Puyol, Xavi, Iniesta, Messi. De er der alle sammen. Legenderne der alle har løftet pokalen med de store øer står linet op side om side i katakomberne under Camp Nou. Når Barcelonas spillere forlader omklædningsrummet og bevæger sig hen mod spillertunellen, kan de på deres højre side se billederne på væggen af samtlige fem hold, der har vundet Europas fineste klubturnering. En inspiration og et minde om klubbens stolte historie.

Præcis som Cruyffs ikoniske ord forud for den første triumf i 1992 ”Salir i disfutad” (Gå ud og nyd det), står skrævet på væggen.

Barcelona gør, hvad de kan for at minde spillerne om de store Champions League triumfer, og med presselokaler og VIP-lounges opkaldt efter Wembley, Paris, Rom og Berlin (Byer og stadion, hvor de vandt deres titler), så gør de også, hvad de kan for at minde alle os andre om det.

For klubben og dens fans definerer sig selv ud fra succesen i Champions League. Også selvom de gerne buer af hymnen og i øvrigt afskyr UEFA. Det er to forskellige ting, hvis man spørger rundt på stadion.

Måske er det fordi, de måtte så meget igennem, inden de endelig vandt Europa Cuppen for Mesterhold, som den hed, i 1992. Måske det var fordi, det var en Champions League titel, der i 2006 var med til sende Barcelona tilbage på den europæiske trone. Måske fordi de med foragt og misundelse kunne se til, mens Real Madrid i 50’erne tog ejerskab over turneringen med fem trofæer i træk.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, er Champions League klubbens store mål og særligt i år.

Den ultimative genoprejsning

Efter tre titler og otte semifinaler i træk siden 2008, er Barcelona de sidste to sæsoner røget ud i kvartfinalerne. Nederlaget mod Juventus gjorde ondt på selvforståelsen og indledte en sommer, der fik fans til at betvivle klubbens fremtid som den dominerende magtfaktor i Europa.

For selvom det blev til en pokaltriumf, så rendte Real Madrid som bekendt med både Liga og Champions League trofæ. Marco Verratti kunne de ikke få, Neymar valgte at skifte til PSG, og da Barcelona mødte Real Madrid i Supercuppen i sommer, var der ganske enkelt klasseforskel.

Mange frygtede, med rette, at Barcelonas storhed var forbi, da august blev til september sidste år. Nu er den frygt så gjort til skamme, og Barcelona jagter den perfekte sæson. Tre titler er i spil, men selvom der er udsigt til både La Liga og Copa del Rey, så er det helt store mål for denne sæson Champions League. Nederlaget til Juventus, og ikke mindst måden det skete på, var som beskrevet et alvorligt hak i tuden, og tro ikke, at det hjalp på det hele, at Juventus så blev kørt over i finalen af Real Madrid.

Avisen SPORT udkom på finaledagen med en forside med teksten ”Força Juventus”. Ingen i Barcelona ønskede at se Real Madrid som det første hold nogensinde løfte Champions League trofæet to år i træk.

Det er summen af alle disse ting, som Barcelona onsdag aften er oppe i mod, snarere end det er et italiensk hold fra Rom. Groft sagt. For pressen hernede har mest af alt fokuseret på kampen mod Roma som et skridt på vejen mod en ny Champions League triumf og knap så meget på, at romerne er et glimrende hold, der ligger nummer tre i Serie A og vandt deres gruppe foran blandt andre Chelsea og Atlético de Madrid.

Messidependencia

Og hvorfor så det? Fordi de stadig er ubesejrede i La Liga i denne sæson, og fordi de råder over Messi. Tophistorien i de store sportsaviser er, at Messi er på vej til at sikre sig sin femte Champions League titel. Ikke Barcelona, men Messi.

Guardiola har tidligere sagt, at det hold der har Messi på holdet også er favoritter til at vinde Champions League, ligesom et berømt citat lyder, at en dag vil en papfigur af Messi være nok til at vinde en kamp.

Da Barcelona i weekenden fik 2-2 mod Sevilla på to sene scoringer, var det selvfølgelig Messi, der var arkitekten. Argentineren begyndte kampen på bænken efter at have døjet med lidt småskavanker, og herfra kunne han så se, hvordan Barcelona til tider blev udstillet af Sevilla.

Efter 58 minutter havde Valverde fået nok. Messi blev sendt på banen, og inden for de første to minutter havde han kreeret to chancer, ligesom det næppe var nogen overraskelse, at det var Messi, der stod for det udlignende mål kort før tid.

13 gange er Messi kommet på banen som indskifter, og ni gange har han scoret. Tyve gange har han scoret i de sidste ti minutter i kampe, hvor Barcelona enten var bagud eller der stod uafgjort, og i denne sæson har Barcelona ikke vundet en eneste af de kampe, hvor han er begyndt på bænken. Messidependencia.

Selvfølgelig fortjener Valverde ros for at have bygget en kompakt enhed op. Ter Stegen og Umtiti har været formidable i defensiven, ligesom Suárez efter en skidt start på sæsonen har scoret mange vigtige mål. Men når Barcelona jagter den perfekte sæson og det næste Champions League trofæ, så er det fordi, Messi måske er bedre end nogensinde før, og Barcelona mere end nogensinde er afhængige af hans kvaliteter.

Han når ikke op på de magiske 50 liga mål, som han gjorde i 2011/12 sæsonen, eller de 46 han scorede året efter, men hans rolle har også ændret sig gradvist. Særligt efter afgangen af Neymar er endnu mere af det kreative ansvar lagt over på hans skuldre. Et ansvar han virker til at trives med, og et ansvar som han skal forsøge at forvalte, så Barcelona kan hente den sjette store europæiske titel, så endnu et billede af Messi – undskyld Barcelona – kan komme op at hænge i katakomberne under Camp Nou.