Et håndtryk der siger mere end gode resultater


Foto: TT

Af Søren Sorgenfri


Det var et forrygende billede, da Peter Møller og Åge Hareide lettere lunkent og modvilligt gav hånd efter landskampen i Aalborg i oktober.

DBU-bossen Møller har som bekendt valgt at se bort fra Hareide senest efter EM 2020 og i stedet lade Kasper Hjulmand overtage ansvaret for de rød-hvide.

Hele forløbet omkring den ansættelse og offentliggørelsen heraf indtog i sommerens løb for fuld musik pressens spalter og gav indtryk af en proces hos DBU, der ikke var helt styr på for nu at sige det mildt.

Nu skal landsholdet så i ilden igen. Denne gang gælder det i første omgang miniputterne fra Gibraltar – sikre tre point – og så skæbnekampen mod Irland. Et point i Dublin sender Danmark til EM 2020, og sker det, så lander der en lagkage af skæbnens ironi på det store danske fodboldbord.

Det var med 5-1 i Dublin, at Hareides tropper kvalificerede sig til VM i Rusland 2018. Politiken bringer torsdag en statistik, der viser, at nordmandens hold tilmed er det mest scorende landshold de sidste 52 år, og avisen sætter da også trumf på med det ’kedelige’ landshold.

Som altså scorer 1,85 mål i snit. Til sammenligning scorede Morten Olsens landshold 1,57 kasser i snit.

Og ser vi lidt nådigt bort fra vikarlandsholdets nederlag til Slovakiet, og at et straffesparkskonkurrencenederlag til Kroatien til VM stadig udløste en taberrolle, ja så har nordmanden banket et stærkt kollektiv sammen, der nærmest ikke har tabt en kamp, siden Armstrong gik på månen. Sådan da.

Hvis det danske landshold, hvor spillerne ret tydeligt bakker op om Åge Hareide, kvalificerer sig til EM, så bliver det tilmed med kampe på hjemmebane i København. Her skal DBU for første gang løfte en værtsrolle ved en af fodboldens allerstørste events og det med en træner i spidsen, som man i bund og grund ikke vil vide af.

Det kan ikke tolkes anderledes. Når en træner tager et landshold, der repræsenter en nation med sølle seks millioner indbyggere, op i den europæiske top-10, ikke taber og scorer mål, så er det svært ikke at tolke ansættelsen af Kasper Hjulmand som en klar afstandtagen til Hareides tilgang. Det er jo en no brainer, at manden er en succes udover det sædvanlige.

Ja, Danmark spillede (alt for) kedeligt til VM, men gik dog videre med lodder og trisser fra en svær gruppe og alene tilstedeværelsen ved VM var en stor succes. Og med den lodtrækning som Danmark fik og åbning for at lande i det noget lettere spor 2 i knald eller fald runden, så tror jeg egentlig, at Hareide øjnede muligheden for en lang turnering og længere end 1/8-finalerne. En sådan ambition kaldte på fokus på resultater og knap så meget drømmen om den rigtige fodbold. Ja, det havde været federe, hvis Hareide bare havde sluppet håndbremsen, men man kan ikke bebrejde ham, at han rakte ud efter de største ambitioner til VM med de våben, han mente passede bedst.

Her har DBU så ikke været enige.

Nu bliver det skæbnens ironi, at Hareide formentlig får lov til at repræsentere det danske landshold til EM, mens DBU-toppen i logen må finde en grimasse, der kan passe.


Læs også: GIV HAREIDE DE KLAPSALVER HAN FORTJENER


Der har omkring Hareides landshold været en holdning af, at det var noget kedeligt og resultatorienteret noget. Nordmanden har helt sikkert været bevidst om, at danskerne stadig ser sig selv som nordens brasilianere og alt det sludder tilbage fra 80erne. Det er forkælet, at forvente champagnen kan poppe og resultaterne følge med hver gang landsholdet spiller. Sådan er det ikke.

Landsholdene spiller andenviolin i forholdene til klubberne og der er stort set ingen træningspas til rådighed for landsholdene. Og sådan har det været i flere årtier, men romantikken lever stadig på tribunerne. Som Asker Hedegaard Boye om fodboldens udvikling skriver i sin seneste bogudgivelse ’Spillets Forvandling – Europæisk fodbold i 30 år’:

”Brøndby IF blev i 1986 landets (Danmark) første fuldtidsprofessionelle fodboldklub. Samme år markerede verdensmesterskaberne i Mexico overgangen fra en æra til en anden. Maradonas VM var landsholdsfodboldens sidste gyldne stund, og et nyt styrkeforhold manifesterede sig: De nationale forbund bestemte rammerne, landsholdene fik opmærksomhed ved de store sommerslutrunder, men det var klubberne, der drev fodbolden fremad..”

Herunder politisk magt, økonomi og tag i tilhængerne. Og fodbolden udviklede sig i samklang med den nye magtorden. Midtbanen blev oversvømmet af taktiske begavelser udi destruktion og den klassiske 10’er forsvandt. De 10’ere der gav landsholdene noget særligt magisk.

Vi kan ikke forvente at gå i Parken og forvente fyrværkeri. Positive resultater skal være rigeligt – resultater er derfor lig med succes og millioner til forbundene, som talentudviklingen kan nyde godt af.

Resultatfodbolden kan være lig med kedelig fodbold. Portugal var ingen fest, da de vandt EM 2016. Frankrig vandt ikke EM 2016, fordi de spillede for offensivt – ifølge deres egen analyse – og valgte følgelig at spille på resultatet til det efterfølgende VM, som de så som bekendt vandt.

Island var den store historie ved EM 2016. De gik heller ikke totalfodboldens vej, men kæmpede med hjertet og med fansene i ryggen, hvilket gjorde en beregnende om end hjertelig indsats blev tiljublet.

Vi kan ikke få det hele. Resultater og dynamitbold er en vanskelig størrelse at forene, men frygten for ’kedelig’ fodbold og færre solgte billetter og vip-pakker er formentlig det, det har fået DBU til at sætte kikkerten for det blinde øje og se stort på Hareides resultater i drømmen om at der er noget federe og tilsvarende sejrrigt fodbold derude. På den grønne plæne på den anden side af hækken.

Kasper Hjulmand kan sagtens vise sig som et spændende valg. Det skal jo ikke ligge ham til last, at afdansningsballet mellem DBU og Hareide har været med ømme tæer, anstrengte smil og livløse håndtryk.