Premier League gør klar til en jul med stor indsats

Alle taler om Liverpool, men selv om de røde ligger til at lande det første mesterskab i 30 år, så bliver det ikke en runde med Klopps kompagni i fokus. Og så alligevel.

For det første kan Liverpool give West Ham og træner Manuel Pellegrini et hak i tuden og for det andet, så er det her i det tætte juleprogram, at Liverpool skal stå distancen og stå imod den slitage, der kommer med et tæt kampprogram.

Efter en uge med dobbelt-program i form af VM for klubhold og Liga Cuppen smed Klopp sine yngste spillere ind under bussen i Carabao Cuppen mod Aston Villa. Selv for et Premier League-hold er det svært at være to steder på samme tid, og Klopp valgte klogelig at ofre den lille pokalturnering i en kampkalender, der rimer på vanvid.

Kommer de hjem fra VM med friske ben eller trætte hoveder? Pellegrini drømmer i hvert fald om slidte Liverpool-spillere – et godt resultat mod ligaens tophold vil give den pressede chilener endnu et rygstød efter sidste rundes sejr over West Ham. Pellegrini har udviklet sig til at være en mester i dårlige undskyldninger, og man må da håbe for fru Pellegrini, at hun er udstyret med en afgrundsdyb tålmodighed, hvis undskyldningerne på samme måde står i kø hjemme på matriklen.

Sejr til Liverpool vil sende West Ham humpende ind i julen med to drilske kampe mod Crystal Palace og Leicester. Og netop The Foxes får en hovedrolle i julens program. Med kampe mod Manchester City og Liverpool over fem dage så er det make or break for Leicester. De har allerede haft en flot og forrygende sæson, men skal den lille flamme og håb om titlen leve, så skal der sejre til i de to topkampe.

Klarer Brendan Rodgers Leicester det, så har vi igen et væddeløb mellem to heste om titlen, men trækker Liverpool det længste strå over de næste fem dage, så kan de godt finde guldøl og beton til statue af Klopp frem på Anfield.

For Manchester Citys vedkommende gælder det, at de har meldt ud, at de ikke længere ser efter Liverpool, der er hele 14 point foran Guardiolas lyseblå.

Manchester City vil i første omgang forsøge at indhente Leicester på andenpladsen, og hvem havde dog forudset det scenarie før sæsonen?

Men så igen. Når nogen kan skrive manuskriptet til The Matrix, så kan drama i Premier League ikke for alvor overraske os. Eller når en kommentator henført råber: den her udvikling ville man ikke kunne tænke sig til. Jo. Det kan man godt. Men det kan stadig godt være overraskende og fascinerende.

Som når José Mourinho på søndag står i spidsen for Tottenham mod sin tidligere klub, Chelsea.

Den udvikling havde ingen kaldt. At Pochettino, der førte Tottenham til Champions League-finalen sidste sæson, nu er hældt ud af Tottenham. På grund af dårlige resultater, manglende tro på argentinerens evne til at vende nedturen, spillere med egen dagsorden og offentligt erklærede drømme om andre klubber, der helt tydeligt har kostet på motivationen.

Men det sådan det er. José Mourinho Tottenham-træner og der venter os endnu en jul med drama under træet.