Kanté puster liv i Contes fundament

Det rumsterer fortsat i kulisserne på Stamford Bridge, hvor Chelsea stadig står uden en teknisk direktør. Men Conte er ligeglad. Mest af alt fordi Kanté er på græs igen.

Af Jakob Genz

Da Michael Emenalo i sidste uge, efter ti år i klubben, trak sig som teknisk direktør i Chelsea kom det ikke som den store overraskelse for klubbens ejer Roman Abramovich. Emenalo havde nemlig allerede luftet tanken om mere tid sammen med sin familie (hvilket indtil videre er den officielle forklaring på hans opsigelse) på sommerens pre-season tour i Kina og Singapore.

Ikke desto mindre har Emenalos beslutning gjort ondt på Abramovich. Den 52-årige nigerianer var nemlig ikke bare en af hovedarkitekterne bag Chelseas berømte (og berygtede) scouting- og akademiprogram, men også en af Abramovich’ allernærmeste og mest fortrolige rådgivere.

Derfor har den 51-årige russer også flere gange i løbet af efteråret – og under fire øjne – forsøgt, at få Emenalo til at ombestemme sig. Også selvom den nu forhenværende tekniske direktør (med rette) har været en omdiskuteret én af slagsen. Ikke mindst i sommerens transfervindue, hvor Emenalo hverken formåede at lande aftaler med Lukaku, Oxlade-Chamberlain, Sandro eller Barkley, der alle ellers var på manager Antonio Contes lange ønskeliste.

Men faktisk har Michael Emenalo været en omdiskuteret figur lige siden han kom til klubben i 2007, hvor Chelseas daværende Director of Football og Abramovich’ personlige ven, Avram Grant, valgte at ansætte Emenalo som såkaldt Opposition Scout. Emenalo og Grant kendte hinanden fra deres fælles tid i israelske Maccabi Tel Aviv, hvor Emenalo på tærsklen til 00erne spillede 43 kampe under Grants vinger. Og da Grant, efter et vikariat som manager i kølvandet på den første fyring af José Mourinho blev bedt om at forlade Chelsea i 2008, blev Emenalo hængende på Stamford Bridge. Først som assistenttræner og fra 2011 som teknisk direktør.

Og hvorfor er det så vigtigt at få med i historien om Emenalos farvel til Chelsea? Fordi det peger i retning af, at Emenalos kommende afløser givetvis bliver et menneske, der på en eller anden måde står Abramovich nær. Direkte eller via en ven. For det er sådan russeren trives bedst. Fortrolighed, loyalitet og respekt slår til hver en tid dét, der står på CV’et, når det kommer til at lukke folk ind i inderkredsen. Se bare på Marina Granovskaia, der i skrivende stund fungerer som Chelseas tekniske direktør indtil der findes en permanent løsning.

Kvinden, der fixer

Granovskaia er nemlig på mange måder et kerneeksempel på dét Abramovich opfatter som en uundværlig nøglemedarbejder, ligesom hun er et sindbillede på hvordan man bliver det. Granovskaia har nemlig arbejdet sig op igennem Abramovich’ forretningsimperie. Fra bund til top. Først som ambitiøs og hårdtarbejdende praktikant i oliefirmaet Sibneft, dernæst som nådesløs nøglefigur i Millhouse Capital (der varetager Abramovich’ økonomiske interesser i England) og siden 2014 har hun fået større og større magt i toppen af Chelseas magtpyramide.

Granovskaia er det man kalder for en fixer. Hun løser (tit og ofte problematiske) opgaver, store som små, ikke mindst på transfermarkedet, hvor hun tidligere har stået bag kontraktunderskrivelser med prestigenavne såsom Fernando Torres og Diego Costa, mens hun også har været grunden til, at Mourinho sagde ja til en second term på Stamford Bridge, ligesom hun var arkitekten bag ansættelsen af Conte. Og netop Granovskaias evner til at forhandle store aftaler på plads er grunden til at Abramovich nu har indsat hende i rollen som Emenalos midlertidige afløser. En rolle, som hun meget vel kan få på permanet basis.

For selvom navne som Leonid Slutsky, Luis Campos, Didier Drogba og Gianfranco Zola de seneste dage har været nævnt som Chelseas fremtidige tekniske direktør, så falder man på ingen måder ned af stolen, hvis Granovskaia ender med at blive den, som pilen peger på. For Abramovich synes at værdsætte den 42-årige russisk-canadiske kvinde højere end noget andet medlem af hans inderkreds. Og med god grund; for Granovskaia omtales i dag nemlig som den mest magtfulde kvinde i moderne fodbold. Og hvem vil ikke have hende på lønningslisten? Især når man selv har skabt hende?!

Dét, der alligevel taler imod et valg af Granovskaia (der i øvrigt var kvinden bag Chelseas sponsoraftale med Nike, som hvert år frem til 2032 vil overføre i omegnen af 60 millioner engelske pund til Abramovich’ klubkonto) til posten som tekniske direktør er dog det faktum, at hun i forvejen har rigeligt at se til. 

Ind med kransekagen

Derfor er det også en nærliggende tanke, at Abramovich’ valg ender med at falde på noget, der kunne minde om en kransekagefigur i hænderne på Granovskaia. Spørger man eksempelvis den engelske avis The Times, så er førnævnte Campos – den 53-årige portugiser, der som tidligere chef i franske Monaco spottede og skrev under med navne som Kylian Mbappe, Thomas Lemar og Benjamin Mendy – lige nu øverst på (kransekage)listen.

Spørger man derimod NordicBets Chelsea-kilder, hvoraf den ene er på Abramovich’ lønningsliste, så staves Zola med store bogstaver. Det forunderlige ved selv de mest pålidelige Chelsea-kilder er dog, at selv de ikke for alvor ved noget. For i sidste ende er det Abramovich (og Granovskaia), der træffer beslutningen og tit og ofte rådfører de sig ikke med andre end dem selv undervejs i beslutningsprocessen. Så lad os begrave spekulationerne, afvente det nye navn på posten og i stedet se på Emenalos farvel gennem manager Contes briller.

For selvom Conte i kølvandet med på Emenalos opsigelser har været ude i pressen og takke for et godt og konstruktivt samarbejde, så hersker der ingen tvivl om, at Conte har klappet en anelse i sine hænder, da nyheden om Emenalos farvel landede på hans skrivebord. (Et skrivebord, der i øvrigt står i et rum, som ligger lige over for det lokale på Cobham, hvor Emenalo udførte sit kontorarbejde og skrev hans opsigelse.) For Conte har i det seneste måneder nemlig ikke været tavs omkring frustrationen over sommerens skuffende transfervindue, der på ingen måder, ifølge Conte, har gjort hans holds igangværende titelforsvar nemmere. Chelseas førsteholdstrup mangler simpelthen både bredde på bænken, nyt kvalitetsblod på banen og dermed flere muligheder på taktiktavlen.

Alligevel er det lykkedes Conte, at placere Chelsea i den gruppe af forfølgere, der i dag – godt og vel en tredjedel inde i sæsonen – indædt jagter Pep Guardiolas Manchester City, der som ubesejrede og med forspring på hele otte point ned til Mourinhos United på andenpladsen angriber Premier League-trofæet fra spids.

Ligesom alle andre, der elsker Chelsea – eller for den sags skyld United, Tottenham, Arsenal og Liverpool – krydser Conte dog fingre for, at Peps City på et tidspunkt vil miste pusten. Så sent som i kampen mod Arsenal hjemme på Eithad, lige før Premier League gik på landsholdspause, så man spæde tegn på træthed hos flere af Citys profiler. Mange af disse har dog fået en puster, mens fodbold-Europa har været optaget af playoff-kampene til næste års VM i Rusland. Der er derfor heller ikke meget, der tyder på, at City kommer til at indkassere sit første nederlag i sæsonen, når holdet lørdag eftermiddag skal en tur til King Power Stadium, hvor Kasper Schmeichel og resten af Claude Puels Leicester-drenge står klar til kamp.

Netop derfor bliver er det Alfa og Omega for Conte, at Chelsea lørdag får alle tre point ude mod Tony Pulis’ West Bromwich. 

Kanté til forskel

Kigger man på tallene, så har Chelsea historisk set haft et godt tag på West Bromwich i Premier League. For Chelsea har vundet 16 af de seneste 22 møder med the Baggies og ni af disse sejre er hentet på The Hawthorns. Dertil kommer det tal, der fortæller, at Conte siden sommeren 2016, hvor Granovskaia overtalte ham til at skrive under på en kontrakt, ikke har tabt eneste af italienerens to Premier League-møder med Tony Pulis.

Resultaterne af disse to kampe, der endte henholdsvis 1-0 og 0-1, viser dog, at West Bromwich langt fra er en modstander, som Chelsea uden besvær spankulerer henover. Men til forskel for bare et par uger siden, hvor N’Golo Kanté stadig var ukampdygtig, så kan Conte se frem til både lørdagens kamp mod West Bromwich, næste uges Champions League-møde med Qarabag og næste weekends ‘sub-topbrag’ mod Liverpool på Anfield med større ro i sindet end hidtil.

For Kanté er tilbage og franskmandens betydning for Chelsea så man allerede på Stamford Bridge før landsholdspausen, hvor han med sin blotte tilstedeværelse forvandlende Chelseas startellever. Ikke mindst inde centralt, hvor Kante som et løbende bolværk på 6er-positionen ikke bare skabte en balance, der gav arbejdsro i Chelseas bagerste kæde, men som også frigav energi til de to 8ere, Tiemoue Bakayoko og Cesc Fabregas, på den fem mand store midtbane.

Bakayoko brugte energien på alt spille med musklerne fra boks til boks, hvad enten det var som oprydder på egen banehalvdel, boldfordeler på midterlinjen eller via dybe løb ind i Uniteds straffesparksfelt. Og boks-til-boks-rollen klædte ham – mindre fastlåsthed, mere bevægelsesfrihed – men Kantés tilstedeværelse pyntede også på Fabregas, der med de to franskmænd bag sig kunne søge længere frem på banen og servicere Eden Hazard og Alvaro Morata helt i front.

Og netop Fabregas, Hazard og Morata bliver tre (blandt mange andre) nøglefigurer i lørdagens kamp mod West Bromwich; Fabregas som boldfordelende administrator, Hazard som kreatør i de små (mellem)rum foran Pulis’ forsvarsbus og Morata som lufttrussel i straffesparksfeltet.

Men vigtigst af alt bliver (endnu) en toppræstation af Kanté og Bakayoko længere tilbage i Contes forventede 3-5-1-1 formation. For det er de to franskmænd, der skal skabe det solide fundament, som Chelseas angreb kan folde sig ud på. Men Kanté og Bakayoko skal også påtage sig jobbet som klippefaste muskelmænd i mødet med Pulis’ fysisk stærke midtbane, der vil gøre alt for at kaste Chelsea i græsset med hovedet forrest.

Opgøret mellem West Bromwich og Chelsea fløjtes i gang af dommer Jonathan Moss klokken 16.00 (dansk tid), hvilket derfor også bliver startsignalet til Contes Premier League-kamp nummer 50, men også til italienerens første uden Michael Emenalos selskab på sidelinjen. Alt imens Granovskaia arbejder videre i kulisserne.